Dramaet Får Ikke Lov Til At Leve
3.0
Et ungt menneske har begået selvmord på toilettet på skolen, men hvem og hvorfor er spørgsmålet i dette australsk produceret ungdomsdrama, hvor vi efter fundet skruer tiden tilbage og følger en forskellig række unge mennesker, hvis dag (og liv) fornemt og dynamisk flettes ud og ind mellem hinanden.
Den debuterende instruktør Thalluri har valgt at holde sin, til at begynde med, interessante historie i et dokumentarisk snit, mens vi præsenteres for en række mennesker der alle kæmper med deres egne personlige problemer, så der rammes en realistisk tone. Det giver filmen, trods de rigeligt obligatoriske rystende kamerature og lettere skæve vinkler, en intens og pågældende atmosfære.
Denne atmosfære formår Thalluri så desværre ikke at holde fast i og hver gang man er næsten væk i fortællingen, afbrydes den af et mere og mere ærgerligt og overflødigt interview med en af de unge. Det er som om at Thalluri ikke tør stole på at historien fortælles godt nok i billederne alene. Det bliver den og det skulle han have holdt fast i! Udover at disse afbrydelser er unødige, så trækker de intensiteten ud af filmen og i sidste ende har de måske også en del af skylden for, at man aldrig for alvor involveres følelsesmæssigt.
Det havde nu heller intet gjort, at der var blevet brugt mere tid på at holde øjeblikket sine steder og dermed bedre fange essensen af en del af personerne. Der er mange og for lidt tid til hver, når den deles så ligeligt.
Der spilles ellers rigtigt godt af de unge ukendte skuespillere, der giver troværdige bud på et autentisk ungdomsliv og diverse problemer man som ung (muligvis) kæmper med. På den måde får vi et nuanceret billede af en australsk ungdom, som nok slet ikke er så forskellig fra mange andre unge i verden. Hverken overdrevent filosoferende eller tåbeligt platte, bare unge på godt og ondt! Det er så også en af filmen styrker og der den vinder.
Et sted den så taber er i slutningen, hvor den snyder sin tilskuer i dens grundlæggende historie. Det er muligt at instruktør Thalluri har haft en pointe om ikke at sætte folk i bås, tage noget for givet, at man ikke altid kan måle hvem der indvendigt føler den største smerte og om det i det hele taget har noget at sige. Det ændrer bare ikke på, at man føler at handlingen har ført en på et vildspor. Nuvel, det er ikke en thriller og på den måde ødelægger det ikke hele oplevelsen. Havde det været en spændingsfilm, så havde der røget i hvert fald en stjerne mere.
Filmen byder i øvrigt på et af de mest frastødende ubehagelige selvmord set på film, så er du advaret. Det er sjældent jeg føler trang til at kigge væk når jeg ser film, men det fik jeg her og det træk skal roses for at være lige i ansigtet, så man føler det. Titlen hentyder til selvmordets tidspunkt, hvis nogen undrer sig over den.
Den debuterende instruktør Thalluri har valgt at holde sin, til at begynde med, interessante historie i et dokumentarisk snit, mens vi præsenteres for en række mennesker der alle kæmper med deres egne personlige problemer, så der rammes en realistisk tone. Det giver filmen, trods de rigeligt obligatoriske rystende kamerature og lettere skæve vinkler, en intens og pågældende atmosfære.
Denne atmosfære formår Thalluri så desværre ikke at holde fast i og hver gang man er næsten væk i fortællingen, afbrydes den af et mere og mere ærgerligt og overflødigt interview med en af de unge. Det er som om at Thalluri ikke tør stole på at historien fortælles godt nok i billederne alene. Det bliver den og det skulle han have holdt fast i! Udover at disse afbrydelser er unødige, så trækker de intensiteten ud af filmen og i sidste ende har de måske også en del af skylden for, at man aldrig for alvor involveres følelsesmæssigt.
Det havde nu heller intet gjort, at der var blevet brugt mere tid på at holde øjeblikket sine steder og dermed bedre fange essensen af en del af personerne. Der er mange og for lidt tid til hver, når den deles så ligeligt.
Der spilles ellers rigtigt godt af de unge ukendte skuespillere, der giver troværdige bud på et autentisk ungdomsliv og diverse problemer man som ung (muligvis) kæmper med. På den måde får vi et nuanceret billede af en australsk ungdom, som nok slet ikke er så forskellig fra mange andre unge i verden. Hverken overdrevent filosoferende eller tåbeligt platte, bare unge på godt og ondt! Det er så også en af filmen styrker og der den vinder.
Et sted den så taber er i slutningen, hvor den snyder sin tilskuer i dens grundlæggende historie. Det er muligt at instruktør Thalluri har haft en pointe om ikke at sætte folk i bås, tage noget for givet, at man ikke altid kan måle hvem der indvendigt føler den største smerte og om det i det hele taget har noget at sige. Det ændrer bare ikke på, at man føler at handlingen har ført en på et vildspor. Nuvel, det er ikke en thriller og på den måde ødelægger det ikke hele oplevelsen. Havde det været en spændingsfilm, så havde der røget i hvert fald en stjerne mere.
Filmen byder i øvrigt på et af de mest frastødende ubehagelige selvmord set på film, så er du advaret. Det er sjældent jeg føler trang til at kigge væk når jeg ser film, men det fik jeg her og det træk skal roses for at være lige i ansigtet, så man føler det. Titlen hentyder til selvmordets tidspunkt, hvis nogen undrer sig over den.
07/05-2007
