´that´s awesome´

Upatroniserende sødladen og oprigtig hjertevarm komedie, der fortsætter i de succesrige fodspor, som instruktøren Paul Weitz bragte for dagen i hans forrige film, den ovenud vellykkede og anbefalelsesværdige About a Boy, hvor humanistisk og medrivende dramatik amalgameres med befriende komik. Weitz har tidligere begået den famøse teenagekomedie American Pie og det imbecile Chris Rock-makværk Down to Earth, men med hans seneste par værker, har Weitz antaget sig en mere behagelig og retningsbestemt modenhed, og med In Good Company (en meget sigende titel) har han begået en virkelig sympatisk og velspillet film, der muligvis ikke rykker betydningsfulde grænser, men underholder alligevel publikum fornemt med en humørsmittende energi.

Historien i In Good Company er en majoritetsmæssig forudsigelig fortælling om overgangsalder og professionsstolthed. Den konsekvent stabile Dennis Quaid indtager hovedrollen som genuin annoncesælger, der må se sig erstattet i sit højerestående job af en ung og uerfaren knøs. Denne spilles med stor indlevelse og naturlig og fejlbarlig charme af stortalentet Topher Grace (oprindelig skulle rollen være gået til Asthon Kutcher, oh skræk og ve), der bibringer en stærk portion skrøbelighed og usikkerhed til sin karakter. På trods af interne kontroverser, opstår der naturligvis en form for mentor/protege, hvis ikke decideret far/søn forhold, der dog kompliceres, da Grace forelsker sig i Quaids gudindesmukke datter, spillet med en vanlig naturalisme af den underskønne Scarlett Johansson. Det afdæmpede kærlighedsforhold mellem Grace og Johansson er det sande fundament i In Good Company, hvor Graces succesfikserede ensomhed bonificeres af det opståede forhold, hvor en gensidig akavethed tilsidesætter enhver form for glamouriserende eskapisme i kærlighedsdelen. Weitz undviger behændigt genrens ellers ret fastlåste og letkøbte klichéer, og slutningens fraværende leflelse for sødsuppeforløsning skal nok forbavse de mere hærdede ugebladsromantikere.

In Good Company er en charmefyldt og simpel (ej at forveksle med enfoldig) film, der er i besiddelse af en underfundig komik og engagerende dramatik, akkompagneret af et vidunderligt soundtrack, bestående af blandt andet David Byrne, The Shins (et af mine personlige favoritbands) og Iron and Wine. Publikum efterlades i et dejligt humør, og på disse præmisser indfrier In Good Company så sandelig intentionerne.