- Legen er stadig god, men hvor længe? -
4.0
Når man har to vellykkede blockbustere i bagagen, som kan bryste sig af et seertal, der kan konkurrere med selv de mest berømte film, ja så er det svært at komme uden om et vist forventningspres. Ikke fordi nogen af de to første film er mesterværker, men fordi de indledte en ny æra og i en vis grad genre.
Man kan dog alligevel ikke undgå at indtage biografmørket en smule nervøs for, at filmserien ender i kommerciel tomgang med denne 3’er, da antydningerne har været der allerede fra start af. Det er ikke nogen hemmelighed, at der er mange penge i ”Spider-Man”-franchisen, og det kan blive hæmmende i længden. Men status er altså, at den berømte netsvinger stadig står op efter film nr. 3, og det er således en fornøjelse at konstatere, at pengene nok engang er brugt fornuftigt.
Filmen fortsætter den vellykkede cocktail af sober karakterudvikling og eksplosiv action, og heller ikke denne gang keder man sig undervejs. Om end muligt er actionsekvenserne blevet større og voldsommere, og Raimi har nok engang omsat sin visuelle begavelse til et lækkert og vellavet action-spektakel, hvor særligt fotograferingen når nye højder.
Til gengæld er filmens forsøg på at udforske den mere mørke side af sin hovedperson ikke videre vellykket. Det er altid prisværdigt, at man prøver at udforske nye sider af sit univers, men i dette tilfælde er der bare ikke gravet særlig dybt. Man skimmer kun overfladen af potentialet, og de mørke kroge slår slet ikke fra sig som ventet. Tværtimod bliver det næsten ufrivillig komisk, når Maguire skal forsøge at overbevise os om, at han er en hård negl men i stedet degraderes til en John Travolta-parodi. Hvor 2’erens humoristiske timing var i top, har man tydeligvis ikke kendt sine begrænsninger her.
Denne mislykkede overgang trækker gevaldigt ned i Maguires præstation, men ellers gør han, hvad han skal, og så heller ikke mere, hvad man også kan sige om Dunst. Mere interessant er James Franco, som formår at udnytte den ekstra spilletid, han har fået, og han retter op på de lidt kedelige præstationer i de andre film ved både at mestre sin rolles harmløshed og farlighed. Thomas Haden Church udgør seriens hidtil mest sympatiske skurk - rollen er ikke helt så ond, som man havde håbet på, men Churchs præstation er ikke desto mindre glimrende. Ondskaben finder vi i stedet i filmens anden skurk, den berygtede Venom, og selvom Topher ”babyface” Grace ikke overbeviser fuldt ud, så gør han det trods alt bedre end forventet. Grace er en dygtig skuespiller men en superskurk er han altså ikke. Og så må vi ikke glemme Bruce Campbell, der traditionen tro dukker op i en mindre rolle – denne gang får hans komiske talent for alvor lov at blomstre, da han i rollen som en ualmindelig slesket fransk overtjener er intet mindre end hylemorsom.
Faldt de to første film i ens smag, vil denne her helt sikkert også gøre det. Der er fart på fra start til slut, og effekterne er flottere end nogensinde. Men selvom man nok engang er godt underholdt, må man også konstatere, at instruktør Raimi efterhånden kender sin hovedperson godt - lidt for godt. For ja, der prøves nye tanker af, og ja, vi ser en mørkere side af karakteren, men når det er sagt, så er det i bund og grund bare mere af det samme, og laver man en 4’er (hvad alt tyder på), bør man nok finde en ny instruktør, der kan retfærdiggøre yderligere fortsættelser ved at tage universet i en ny og spændende drejning. Dog fortjener Raimi respekt og ros for at have holdt et højt niveau i nu tre film – en bedrift som ganske få rent faktisk har udført.
Man kan dog alligevel ikke undgå at indtage biografmørket en smule nervøs for, at filmserien ender i kommerciel tomgang med denne 3’er, da antydningerne har været der allerede fra start af. Det er ikke nogen hemmelighed, at der er mange penge i ”Spider-Man”-franchisen, og det kan blive hæmmende i længden. Men status er altså, at den berømte netsvinger stadig står op efter film nr. 3, og det er således en fornøjelse at konstatere, at pengene nok engang er brugt fornuftigt.
Filmen fortsætter den vellykkede cocktail af sober karakterudvikling og eksplosiv action, og heller ikke denne gang keder man sig undervejs. Om end muligt er actionsekvenserne blevet større og voldsommere, og Raimi har nok engang omsat sin visuelle begavelse til et lækkert og vellavet action-spektakel, hvor særligt fotograferingen når nye højder.
Til gengæld er filmens forsøg på at udforske den mere mørke side af sin hovedperson ikke videre vellykket. Det er altid prisværdigt, at man prøver at udforske nye sider af sit univers, men i dette tilfælde er der bare ikke gravet særlig dybt. Man skimmer kun overfladen af potentialet, og de mørke kroge slår slet ikke fra sig som ventet. Tværtimod bliver det næsten ufrivillig komisk, når Maguire skal forsøge at overbevise os om, at han er en hård negl men i stedet degraderes til en John Travolta-parodi. Hvor 2’erens humoristiske timing var i top, har man tydeligvis ikke kendt sine begrænsninger her.
Denne mislykkede overgang trækker gevaldigt ned i Maguires præstation, men ellers gør han, hvad han skal, og så heller ikke mere, hvad man også kan sige om Dunst. Mere interessant er James Franco, som formår at udnytte den ekstra spilletid, han har fået, og han retter op på de lidt kedelige præstationer i de andre film ved både at mestre sin rolles harmløshed og farlighed. Thomas Haden Church udgør seriens hidtil mest sympatiske skurk - rollen er ikke helt så ond, som man havde håbet på, men Churchs præstation er ikke desto mindre glimrende. Ondskaben finder vi i stedet i filmens anden skurk, den berygtede Venom, og selvom Topher ”babyface” Grace ikke overbeviser fuldt ud, så gør han det trods alt bedre end forventet. Grace er en dygtig skuespiller men en superskurk er han altså ikke. Og så må vi ikke glemme Bruce Campbell, der traditionen tro dukker op i en mindre rolle – denne gang får hans komiske talent for alvor lov at blomstre, da han i rollen som en ualmindelig slesket fransk overtjener er intet mindre end hylemorsom.
Faldt de to første film i ens smag, vil denne her helt sikkert også gøre det. Der er fart på fra start til slut, og effekterne er flottere end nogensinde. Men selvom man nok engang er godt underholdt, må man også konstatere, at instruktør Raimi efterhånden kender sin hovedperson godt - lidt for godt. For ja, der prøves nye tanker af, og ja, vi ser en mørkere side af karakteren, men når det er sagt, så er det i bund og grund bare mere af det samme, og laver man en 4’er (hvad alt tyder på), bør man nok finde en ny instruktør, der kan retfærdiggøre yderligere fortsættelser ved at tage universet i en ny og spændende drejning. Dog fortjener Raimi respekt og ros for at have holdt et højt niveau i nu tre film – en bedrift som ganske få rent faktisk har udført.
07/05-2007
