En travl edderkop
3.0
Så er det igen blevet tid til franchises og blockbusters, og ”Spider-Man 3” har åbnet sæsonen med en kæmpestor succes i box office med den største åbningsweekend nogensinde. Også jeg tilhører den store masse af blockbuster suckers, der strømmer i biograferne om sommeren i håbet om at se et storslået spectacle med masser af CGI, kæmpestore og detaljerede kulisser, højspændt drama, gennemkomponerede og medrivende actionsekvenser og et godt grin.
Sam Raimi forsøger at give os en på opleveren med den tredje film i rækken om den lystige muterede klatrekarl, Spider-Man. Desværre forsøger Raimi alt, alt for meget, og han opnår alt for lidt.
”Spider-Man 3” er nemlig proppet til med plotlinjer, der hænger meget løst sammen. Der er ikke mindre end tre skurke: Sandman (Thomas Haden Church), New Goblin (James Franco) og Venom (Topher Grace). Derudover er der nu to love interests i Peter Parker/Spider-Mans liv: Mary Jane (Kirsten Dunst) og Gwen Stacy (Bryce Dallas Howard). Og derudover er der en masse bi-karakterer, der alle skal proppes ind i filmen.
Der er ikke sket så meget for Peter. Han arbejder stadig på The Daily Bugle, mens han læser fysik på universitet. Spider-Man er til gengæld blevet voldsomt populær med storskærme, der viser billeder af ham hele tiden. Mary Jane har fået en stor rolle i en musical. Alting ser ud til at gå godt. Men Harry Osborn lurer i baggrunden. Han vil hævne sin fars død, som han er overbevist om, at Peter i form af Spider-Man stod bag. Heldigvis får han hukommelsestab indenfor de første 15 minutter af filmen, så der kan introduceres nye ting og sager for Spider-Man. Nemlig superskurken Sandman, der er en forbryder, der i sin flugt fra politiet gemmer sig på et forsøgslaboratorium, hvor hans molekylære struktur gøres til sand. Denne sekvens er filmens bedste. Ikke mindst på grund af Thomas Haden Churchs forpinte krops- og ansigtsudtryk. CGI kan være fedt at se på, når det kombineres med noget menneskeligt.
For at kæde Sandman sammen med resten af filmen, så har manuskriptforfatterne valgt at gøre ham til den faktiske morder af Peter Parkers onkel, Ben. Så får Parker et hævnmotiv, og denne vrede gør, at en slimet klump symbiot-rumvæsen klæber sig fast til ham, og gør ham til en fæl stodder på en meget kikset disco-måde. Derudover er der en rival til Peter Parker på bladet, Mary Jane brokker sig over, at hun ikke får opmærksomhed, og så er der lidt superskurke trekantsdrama i bedste Beverly Hills-stil med Harry og Mary Jane.
Der er plothuller en masse i denne film. Det siger måske sig selv, når der er så meget plot, der ikke hænger sammen. Skurke slutter sig sammen uden at kende hinanden. Store begivenheder kædes sammen med tilfældigheder. Karakterer opfører sig out-of-character. Og her tænker jeg ikke på Peter Parkers latterlige disco-ondskab, da han bliver sort og 'ond' efter symbioten overtager hans dragt.
Filmens jokes er ikke specielt sjove. Der er alt for mange talking heads, der siger alt for mange overflødige, kliche-prægede og forudsigelige ting. Men det generede mig nu mest, at musikken virkede malplaceret. Det er måske en detalje, men en ganske vigtig detalje, der kan virke meget forstyrrende på en filmoplevelse, når bombastisk musik blev spillet som om det var elevatormuzak.
På plussiden bør jeg nævne, at der trods alt er en del eye candy med stort opsatte actionscener. J.K. Simmons er som sædvanlig god som J.K. Simmons. Dog var Bruce Campells cameo efter min mening ikke så sjovt som i de tidligere film. Og så er der alt for mange overflødige scener og plotlinjer. Der er ikke det samme sus, som der var første gang, man så Spider-Man svinge sig igennem gaderne. ”Spider-Man 3” lever ikke op til niveauet fra de to første film.
Sam Raimi forsøger at give os en på opleveren med den tredje film i rækken om den lystige muterede klatrekarl, Spider-Man. Desværre forsøger Raimi alt, alt for meget, og han opnår alt for lidt.
”Spider-Man 3” er nemlig proppet til med plotlinjer, der hænger meget løst sammen. Der er ikke mindre end tre skurke: Sandman (Thomas Haden Church), New Goblin (James Franco) og Venom (Topher Grace). Derudover er der nu to love interests i Peter Parker/Spider-Mans liv: Mary Jane (Kirsten Dunst) og Gwen Stacy (Bryce Dallas Howard). Og derudover er der en masse bi-karakterer, der alle skal proppes ind i filmen.
Der er ikke sket så meget for Peter. Han arbejder stadig på The Daily Bugle, mens han læser fysik på universitet. Spider-Man er til gengæld blevet voldsomt populær med storskærme, der viser billeder af ham hele tiden. Mary Jane har fået en stor rolle i en musical. Alting ser ud til at gå godt. Men Harry Osborn lurer i baggrunden. Han vil hævne sin fars død, som han er overbevist om, at Peter i form af Spider-Man stod bag. Heldigvis får han hukommelsestab indenfor de første 15 minutter af filmen, så der kan introduceres nye ting og sager for Spider-Man. Nemlig superskurken Sandman, der er en forbryder, der i sin flugt fra politiet gemmer sig på et forsøgslaboratorium, hvor hans molekylære struktur gøres til sand. Denne sekvens er filmens bedste. Ikke mindst på grund af Thomas Haden Churchs forpinte krops- og ansigtsudtryk. CGI kan være fedt at se på, når det kombineres med noget menneskeligt.
For at kæde Sandman sammen med resten af filmen, så har manuskriptforfatterne valgt at gøre ham til den faktiske morder af Peter Parkers onkel, Ben. Så får Parker et hævnmotiv, og denne vrede gør, at en slimet klump symbiot-rumvæsen klæber sig fast til ham, og gør ham til en fæl stodder på en meget kikset disco-måde. Derudover er der en rival til Peter Parker på bladet, Mary Jane brokker sig over, at hun ikke får opmærksomhed, og så er der lidt superskurke trekantsdrama i bedste Beverly Hills-stil med Harry og Mary Jane.
Der er plothuller en masse i denne film. Det siger måske sig selv, når der er så meget plot, der ikke hænger sammen. Skurke slutter sig sammen uden at kende hinanden. Store begivenheder kædes sammen med tilfældigheder. Karakterer opfører sig out-of-character. Og her tænker jeg ikke på Peter Parkers latterlige disco-ondskab, da han bliver sort og 'ond' efter symbioten overtager hans dragt.
Filmens jokes er ikke specielt sjove. Der er alt for mange talking heads, der siger alt for mange overflødige, kliche-prægede og forudsigelige ting. Men det generede mig nu mest, at musikken virkede malplaceret. Det er måske en detalje, men en ganske vigtig detalje, der kan virke meget forstyrrende på en filmoplevelse, når bombastisk musik blev spillet som om det var elevatormuzak.
På plussiden bør jeg nævne, at der trods alt er en del eye candy med stort opsatte actionscener. J.K. Simmons er som sædvanlig god som J.K. Simmons. Dog var Bruce Campells cameo efter min mening ikke så sjovt som i de tidligere film. Og så er der alt for mange overflødige scener og plotlinjer. Der er ikke det samme sus, som der var første gang, man så Spider-Man svinge sig igennem gaderne. ”Spider-Man 3” lever ikke op til niveauet fra de to første film.
08/05-2007
