eskapistisk socialrealisme

Den konsekvent kvalitative instruktør/manuskriptforfatter/skuespiller Edward Burns har gennem sin længerevarende filmkarriere beriget sit smalle publikum med talrige charmerende og basalt set livsbekræftende værker, der muligvis aldrig har udmundet sig til et decideret kunstnerisk mesterværk og storslået kritikeranerkendelse, men Burns har altid formået at personliggøre hans signaturprægede film, der med en gennemgående tematik om at finde sig selv (oftest pakket ind i naturalistiske kærlighedshistorier) har budt på en emotionel generøsitet af de mest fornemme. Burns udviste sin simple, men langtfra naive form for hverdagspoesi med sin celebrerede debutfilm Brødrene McMullen, hvis form og indhold fundamenterede hele Burns’ karriere, hvor de vitale karakterer er snakkesaglige omkring deres livsfrustration, der er letgenkendelige, men aldrig banaliseret. Burns er ikke den store selvinnovatør (hvor hans mest ambitiøse og distingverende Ash Wednesday fremstår som en af hans mere svagelige film), men hans stil er umådelig holdbar og seværdig, og det var med stor fryd og glæde, at jeg satte mig til at se hans seneste film The Groomsmen (med den debile danske titel Kolde Fødder), der naturligvis er blevet udsendt direkte på dvd i Danmark.

Burns agerer som altid selv en af hovedkaraktererne, der i The Groomsmen består af en lille flok familiære barndomsvenner, der hver især ikke kan give slip på fortidens selvglorificerende glamourøsitet og kan derved ikke tage ansvar for nutidens virkelighedsnære status. Burns har samlet en alsidig rollebesætning, der personificerer konventionelle problemstillinger med en plausibel substans. Donal Logue er fremragende som den maskulinitetsprægede storebror, der ikke tør udtrykke sin indre sensitivitet overfor sin distancerede kone, og derved fraskubber sin hemmelighed om sterilitet bag sprut og indikerende utroskab. Logue står for to af filmens mest rørende scener, der supplementer hinanden på eminent vis. I den ene sekvens sidder han efterladt og må udtrykke sin smerte gennem melankolsk guitarspil (med et ur som altdominerende voksenhedsindikator hængende over sig), mens han i en af filmens sidste scener bryder sammen overfor konen og bekender sin usikkerhed. Her udviser Burns sin varmende, men stadig realistiske humanitet, der pakkes ind i en humørsmittende og meget genuin humor.

The Groomsmen udspiller sig i et provinsielt sammenholdsamfund, hvor familierelationerne er uendelige og hjælpsomheden stor. John Leguizamo er lidt tilsidesat og unødvendig som den fraflyttede ven, der vender tilbage med nyheder om homoseksualitet. Mere kød er der på Jay Mohrs historie, hvor han på standardanstrengende vis spiller den patetisk umodne voksen, der bor hos faderen og ikke formår at forstå det kvindelige køn. Højst overraskende er ungdomsikonet Matthew Lillard dog sublim afdæmpet som ung far, der med en dedikeret kærlighed og subtil uhøjtidelighed dirigerer både sine børn og venner gennem livets hårde stunder. Lillard fungerer som talerør for Burns’ simplicitetsprægede livsfilosofier, der udtrykkes formfuldendt gennem hans meget naturlige og uhyre velskrevne dialog.

Burns er med sin seneste film blevet mere visuelt orienteret, hvor den lidt rodede, men stadig holdbare billedside akkompagneres smukt af en lang række iørefaldende og medfortællende sange. The Groomsmen er langtfra en af Burns’ bedste film (denne ære tilfalder utvivlsomt den fantastiske She’s the One), men den er stadig fyldt med følelsesladet og menneskelig optimisme, hvor der aldrig forfaldes til enfoldig sentimentalitet eller letkøbte forløsninger. Burns’ talent som filmskaber er uigennemtrængelig, men stadig skammelig undermineret i den mere brede forstand.