Rav i flimmerkassen

Måske er det hverken særlig originalt eller særlig opfindsomt at lade skrattende lyde, flimrende skærm-sne og farlig clairvoyance danne grundlag for en film. Måske burde det endda slet ikke kunne lade sig gøre at løfte de sidste slatne og udpinte nakkehår og trække publikum rundt i manegen til endnu en omgang med skumle, dybe stemmer der hvisker noget lignende "... seven days..." og mennesker der, som det skulle være noget særligt, kommer i kontakt med de døde.

At det langt hen ad vejen faktisk lykkes til både rejste nakkehår og skræmte miner for gyseren "White Noise" kommer derfor som lidt af en overraskelse. Michael Keaton, der som altid spiller solidt og fængende, ses her i rollen som ægtemanden og familiefaren Jonathan, der på tragisk vis mister sin kone. Efter det ene overtroiske sammentræf erstatter det andet, går det dog efterhånden op for ham, at hun, hans afdøde kone Anna, forsøger at genforene kontakten mellem de to et sted fra det hinsides. Men i takt med Annas stræben efter at nå Jonathan følger en masse langt mindre venligtsindede og lettilgængelige skabninger.

Med denne historie, der meget vel kunne ligne en skrottet udgave af "Den sjette sans 2", går "White Noise" egentlig ret systematisk til værks, men heldigvis også med en virkningsfuld sans for at skabe uhygge selv på en velkendt præmis. Desværre smider instruktøren Geoffrey Sax det meste overbord i filmens døende minutter, der lader sin seer i stikken som ét stort spørgsmålstegn. Det er ikke første gang en film ikke har troet nok på sine evner og derfor satset alt og endt op med intet i form af en overraskende skandaløs slutning og på ny bevises, at man i de store filmselskaber aldrig bliver klogere.

Selvom vi langt fra er på niveau med de største gysere, er "White Noise" et ganske tilfredsstillende mellemmåltid til at stille sulten mellem de helt store fodringer. Ærgerligt er det bare, at man til slut forlader den på tom og knurrende mave, trods man alligevel ænser en god smag i munden.