Gys på dansk

4.0
Sammen med den overordentligt sympatiske og morsomme Per Juul Carlsen travede jeg i mod Palads’ farverige bygning, hvor garvede filmanmeldere som Bettina Heltberg og Morten Piil var samlet, udvekslende ord med hinanden – bestemt et farverigt og aldeles eksklusivt selskab at befinde sig i og et for mig ’utrådt’ miljø, dette filmanmeldernes miljø, der egentligt forekom mig ganske roligt for ikke at sige direkte sløvt. Måske var det bare den klassiske, sløve sitren af morgentræthed, der gennemstrøg det lille lokale. Hvem ved? – det var i hvert fald en lille begivenhed jeg længe vil erindre som spændende, selvom det for så mange andre bare var iskold og ensformig rutine.

Nok om mine mere eller mindre spektakulære omgivelser, for vi var der jo alle af en specifik årsag, da den nye danske gyser ’Cecilie’ skulle overværes af hele forsamlingen. En noget atypisk genre at vove sig ud i for en dansk filmskaber, der i dette tilfælde er forholdsvis urutinerede Hans Fabian Wullenweber, der blandt andet stod bag børnespændingsfilmen ’Klatretøsen’. Wullenweber slipper dog – på trods af en del ærgerlige skønhedspletter - godt fra turen gennem den vanskelige gysergenre, der mere og mere udskældes i takt med at den ene gudsjammerlige og kvalmende dårlige teenagegyser efter den anden spyttes ud i hobetal. Det er nu - som sagt - overhovedet ikke tilfældet med ’Cecilie’, der fungerer fint som et friskt og tiltrængt pust på det begrænsede danske gysermarked.

Cecilie (Sonja Richter) er en gådefuld kvinde, hvis fortid mildest talt er fyldt til randen med mystik og spørgsmål. En fortid, der øjensynligt præger hendes tilværelse i og med, at hun gang på gang oplever paranoiaagtige hallucinationer fyldt med blod, mord og andre ubehageligheder. Cecilie – og hovedsageligt hendes læge, spillet af en uhyrligt velspillende Anders W. Berthelsen – opdager dog hurtigt at disse visuelle bedrag er stærkt relateret til et over tredive år gammelt mord, udført i en dunkel skov (hjortskov) efter en nok så hed skolefest, hvor offeret og den formodede og allerede afstraffede morder - hendes kæreste - færdedes sammen. Men på grund af Cecilies noget særegne forhold til dette brutale mord, hvor en voldtægt sågar indgår, kommer hun tættere på gådens virkelige løsning, der viser sig mere kringlet end ventet.

Hvis man har set nogle af de japanske gysere såsom ’The Ring’ og ’The Grudge’, forstår man hurtigt, at ’Cecilie’ har skelet til disse. Mange af de klassisk japanske gyser-elementer befinder sig i særdeleshed i filmens indledende sekvenser, hvor uhyggen uden tvivl står stærkest. Regulære og veludførte skrækscener dukker op alle vegne og skaber en dyster og uundværlig stemning, der sagtens kunne minde om stemningen i den snart legendariske og i øvrigt ekstremt vellykkede ’Nattevagten’. Begyndelsen på ’Cecilie’ demonstrerer i den grad et potentiale, der desværre ikke udnyttes til fulde, da intensiteten gradvist - i takt med at filmen skrider frem - begynder at dale ned omkring et stadie hvor selv de mindste kan være med, hvilket selvfølgelig er ærgerligt. Filmen smovses ganske enkelt alt for kraftigt ind i det tredive år gamle mord, der i starten ellers fungerer som et udmærket, neutralt omdrejningspunkt, der altid lurer i de mørke og ukære kroge. Den dunkle begivenhed forlader på ærgerligste vis sit skjulested, mens opklaringen af sagen puster megen uhygge bort. Dog skal det påpeges at uhyggen stærkt vender tilbage i de afsluttende sekvenser, hvor der allerede er blevet kastet et ’oplysningens lys’ over det ellers bælgmørke mysterium. Derfor en værdig afslutning på en film, der blandt andet i kraft af denne får løftet rumpetten over den dødkedelige titel som ’middelmådig’.

’Cecilie’ er seværdig, velspillet, mørk og i fyldige perioder proppet med virkningsfuld uhygge, der hovedsageligt i de indledende sekvenser omfavner den enkle, men egentligt udmærkede historie gennemarbejdet af blandt andre den talentfulde instruktør Nikolaj Arcel. Og på trods af sine lidt for tydeligt markerede skønhedspletter sniger ’Cecilie’ sig op på et niveau en sjælden dansk gyserfilm bestemt kan være bekendt.
Cecilie