Vil du ha' en moccachino...?

Det kvalmende kølige og kyniske ubehag er tilstedet lige fra første minut i Janniks psykologiske thriller. Og flot ser det ud - Virkelig flot faktisk. Med de blåmættede scener og mørke settings, er der gjort god brug af lyssætningen, så hver et billede er en oplevelse i sig selv.

Mørke ligner en kraftig inspiration fra den klassiske franske 'under overfladen' thriller. Det hele dirrer og ryster, og karaktererne underspiller meget bevidst, så publikums nervøsitet er til at føle. For der sker en masse, men det er gemt og glemt. Ingen siger noget, og Jannik bruger meget effektivt de dialog-fattige scener til at etablere det rungende ubehag.

Desværre er Mørke også meget genrebevidst, og det udgør også filmens største problem. Dem som bekendt med genren, vil formentlig se en meget forudsigelig film. Også selvom manuskriptet ihærdigt prøver at dreje situationerne så meget, at publikum konstant skal undre sig. - Men den først antagede slutning, er formentlig også den rigtige.

Og med alle disse forsøg på at så tvivl hos publikummet, bliver Mørke også noget lang i spyttet i den sidste del af historien. Dramaturgien bliver for jævn og mættet. De sidste 30 minutter træder den vande, og kedsommeligheden sniger ind mellem de flotte scener.

Mørke er tæt på at være sublim, men når ikke helt over målstregen. - Men det er fandens tæt på...