Et kig i den sorte spåkule
5.0
Situationen kan næppe se meget mørkere ud for menneskeheden. I år 2027, altså om tyve år, har mennesket mistet sin dyrebareste gave - nemlig evnen til at formere sig. Spædbørnenes tilblivelse er blevet udslettet som dug for solen, og verdens yngste levende menneske er hele 18 år gammelt. Alt imens den globale gennemsnitsalder listigt og kvældende sniger sig opad mod et nærmest sygeligt stadie.
Og netop i dén frustrerende, skræmmende og håbløse stilstand i verdens fødekæde trækker filmen ”Children of Men” stikket hjem. Man føler sig ubehagelig langt væk fra sin trygge tilværelse fra det øjeblik filmens første billede ruller over lærred, til det man vandrer ud af biografmørket. Det er virkelig en noget nær genialt tænkt og udført film, med øje for at udstille fremtiden som en virkelighedstro følelse af at smugkigge ind i en spåkule. Et kig der lader os følge en enkel eksistens midt i alverdens kaos, hvis vej går fra at være en fortabt pessimist, til bogstavelig talt at stå med menneskets overlevelse i sine fostervandede og blodige hænder.
Der er en detalje, en kant, en minimalistisk skarphed eller et eller andet over ”Children of Men”, som gør den til en mere konsekvent og stærk science fiction-film end nogen anden. Måske er det instruktøren Alfonso Cuaron’s tilpas dunkle og depressive syn på den fremtid, der lurer lige om hjørnet. Den fremtid der har lagt verden i ruiner og flammer, og som filmen så særdeles effektivt illustrere i sin grå intethed og trivielle betonbygninger, overspraymalede med udsagn om den snarlige dommedag. Måske er det Cuarons hele tiden bagvedliggende appel om, at vi, os mennesker der hærger den jord og den verden vi er blevet givet, er dommedagens sande gerningsmænd. Eller måske er det det håndholdte kamera mesterfotografen Emmanuelle Lubezki fører an, og som virkningsfuldt slynger os rundt i den ene veludførte og utrolige enkeltscene efter den anden.
Under alle omstændigheder er faktum, at ”Children of Men” er fandens flot og overbevisende sat sammen, som et værk der i sin egen upolerede og kontante handlekraft lader os se verden opløse, forbløde og nå menneskehedens afsats, som det aldrig før er set. Man overrumples af filmens perlerække af ”usynlige” special-effects når en mand på gyselig virkelighedsnær vis får blæst en patron gennem hovedet, og når en dobbeltbemandet motorcykel i høj fart sparkes ud af kurs og vildt og voldsomt vælter rundt i luften. Og samtidig overraskes man af Cuarons og skuespillernes evne til at skabe filmkarakterer i form af mennesker og ikke blot levende skydeskiver. Hvis de dratter om og dør i ”Children of Men” er det ikke blot håbet om verdensbefolkningens overlevelse der går tabt, men også mennesker og liv man holder med og holder af.
”Children of Men” var uden tvivl år 2006's bedste film og en film alt for få mennesker har fået øjnene op for. Af næsten uforklarlige årsager lander karakteren herfra dog ”kun” på 5 mastodontiske stjerner. Men tag ikke fejl. ”Children of Men” er trods sin svigtende fuldendthed et af de bedste semi-mesterværk jeg nogensinde har set.
Og netop i dén frustrerende, skræmmende og håbløse stilstand i verdens fødekæde trækker filmen ”Children of Men” stikket hjem. Man føler sig ubehagelig langt væk fra sin trygge tilværelse fra det øjeblik filmens første billede ruller over lærred, til det man vandrer ud af biografmørket. Det er virkelig en noget nær genialt tænkt og udført film, med øje for at udstille fremtiden som en virkelighedstro følelse af at smugkigge ind i en spåkule. Et kig der lader os følge en enkel eksistens midt i alverdens kaos, hvis vej går fra at være en fortabt pessimist, til bogstavelig talt at stå med menneskets overlevelse i sine fostervandede og blodige hænder.
Der er en detalje, en kant, en minimalistisk skarphed eller et eller andet over ”Children of Men”, som gør den til en mere konsekvent og stærk science fiction-film end nogen anden. Måske er det instruktøren Alfonso Cuaron’s tilpas dunkle og depressive syn på den fremtid, der lurer lige om hjørnet. Den fremtid der har lagt verden i ruiner og flammer, og som filmen så særdeles effektivt illustrere i sin grå intethed og trivielle betonbygninger, overspraymalede med udsagn om den snarlige dommedag. Måske er det Cuarons hele tiden bagvedliggende appel om, at vi, os mennesker der hærger den jord og den verden vi er blevet givet, er dommedagens sande gerningsmænd. Eller måske er det det håndholdte kamera mesterfotografen Emmanuelle Lubezki fører an, og som virkningsfuldt slynger os rundt i den ene veludførte og utrolige enkeltscene efter den anden.
Under alle omstændigheder er faktum, at ”Children of Men” er fandens flot og overbevisende sat sammen, som et værk der i sin egen upolerede og kontante handlekraft lader os se verden opløse, forbløde og nå menneskehedens afsats, som det aldrig før er set. Man overrumples af filmens perlerække af ”usynlige” special-effects når en mand på gyselig virkelighedsnær vis får blæst en patron gennem hovedet, og når en dobbeltbemandet motorcykel i høj fart sparkes ud af kurs og vildt og voldsomt vælter rundt i luften. Og samtidig overraskes man af Cuarons og skuespillernes evne til at skabe filmkarakterer i form af mennesker og ikke blot levende skydeskiver. Hvis de dratter om og dør i ”Children of Men” er det ikke blot håbet om verdensbefolkningens overlevelse der går tabt, men også mennesker og liv man holder med og holder af.
”Children of Men” var uden tvivl år 2006's bedste film og en film alt for få mennesker har fået øjnene op for. Af næsten uforklarlige årsager lander karakteren herfra dog ”kun” på 5 mastodontiske stjerner. Men tag ikke fejl. ”Children of Men” er trods sin svigtende fuldendthed et af de bedste semi-mesterværk jeg nogensinde har set.
09/05-2007
