Elephant på australsk
4.0
Ungdomsdrama i ensemblestil. Filmen åbner med, at det bliver opdaget, at en high school-elev har begået selvmord på ét af skolens toiletter, og derefter klipper den tilbage og skildrer seks elevers personlige problemer og deres oplevelser den dag, indtil det bliver afsløret, hvem det var, der begik selvmord klokken 14.37.
I stil og stemning minder "2:37" rigtig meget om Gus Van Sants "Elephant", men uden at den når samme intensitet og mavepumper-effekt. Det er også uretfærdigt at sammenligne med Van Sants guldpalmevinder, for udgangspunktet er et helt andet: Forfatter-instruktør Murali K. Thalluri har lavet "2:37" som et helt personligt projekt, som han selv har skrabet penge sammen til at realisere. Han var 20 år, da han startede på filmen, og det er selvfølgelig hans første spillefilm.
Set med den baggrund er det en imponerende film. Thalluri har åbenlyst ikke glemt, hvordan det var at være teenager, og det er især i skildringen af ensomheden og følelsen af ikke at passe ind, at "2:37" minder om "Elephant". I betragtning af, at den er lavet af en helt grøn instruktør, er filmen også imponerende skarp, og Thalluri formår at få virkelig godt spil ud af flere af sine unge medvirkende, hvoraf de fleste også debuterer på film. Især Teresa Palmer ser ud til at have fået gang i en lovende karriere på baggrund af "2:37", men jeg var også imponeret af Frank Sweet og Charles Baird.
Som nævnt synes jeg ikke, at filmens intensitet holder hele vejen - den går lidt død over midten, inden den så bliver sluttet effektivt af med et overbevisende væmmeligt selvmord. Nogle af elevernes problemer virker også lidt klichéagtige, og Thalluris brug af en pseudo-dokumentarisk stil, hvor hovedpersonerne giver interview til kameraet, er både godt og skidt. På den ene side nuancerer det personerne, på den anden side er det med til at dræbe lidt af stemningen, fordi man klipper væk fra handlingen. Men det ændrer ikke ved, at "2:37" er en glimrende film, som har et sympatisk budskab om, at man skal passe på ikke at begrave sig så meget i sine egne problemer, at man ikke er i stand til at se, når nogle virkelig har brug for hjælp.
I stil og stemning minder "2:37" rigtig meget om Gus Van Sants "Elephant", men uden at den når samme intensitet og mavepumper-effekt. Det er også uretfærdigt at sammenligne med Van Sants guldpalmevinder, for udgangspunktet er et helt andet: Forfatter-instruktør Murali K. Thalluri har lavet "2:37" som et helt personligt projekt, som han selv har skrabet penge sammen til at realisere. Han var 20 år, da han startede på filmen, og det er selvfølgelig hans første spillefilm.
Set med den baggrund er det en imponerende film. Thalluri har åbenlyst ikke glemt, hvordan det var at være teenager, og det er især i skildringen af ensomheden og følelsen af ikke at passe ind, at "2:37" minder om "Elephant". I betragtning af, at den er lavet af en helt grøn instruktør, er filmen også imponerende skarp, og Thalluri formår at få virkelig godt spil ud af flere af sine unge medvirkende, hvoraf de fleste også debuterer på film. Især Teresa Palmer ser ud til at have fået gang i en lovende karriere på baggrund af "2:37", men jeg var også imponeret af Frank Sweet og Charles Baird.
Som nævnt synes jeg ikke, at filmens intensitet holder hele vejen - den går lidt død over midten, inden den så bliver sluttet effektivt af med et overbevisende væmmeligt selvmord. Nogle af elevernes problemer virker også lidt klichéagtige, og Thalluris brug af en pseudo-dokumentarisk stil, hvor hovedpersonerne giver interview til kameraet, er både godt og skidt. På den ene side nuancerer det personerne, på den anden side er det med til at dræbe lidt af stemningen, fordi man klipper væk fra handlingen. Men det ændrer ikke ved, at "2:37" er en glimrende film, som har et sympatisk budskab om, at man skal passe på ikke at begrave sig så meget i sine egne problemer, at man ikke er i stand til at se, når nogle virkelig har brug for hjælp.
11/05-2007
