Rumrejsen år 2007
5.0
Dejlig sci-fi-film i klassisk stil, som handler om et rumskib, der i en uspecificeret fremtid er på vej mod Solen. Med sig har de en atombombe på størrelse med Manhattan, som skal bruges til at "genstarte" Solen, der ellers er ved at dø ud.
Det er altså en historie med alt på spil. De otte astronauter på Icarus II har ansvaret for hele menneskehedens overlevelse, og spændingen bliver smukt etableret i samspillet mellem de otte, som jo virkelig er på en tur ud i det ukendte. Stil- og stemningsmæssigt er "Sunshine" i familie med film som "2001" og "Silent Running" - rumeventyr som i gamle dage, men i afdæmpet, menneskeorienteret stil. Her er det nok også en fordel, at det er en britisk og ikke amerikansk film, for der går meget lidt action i den.
Til gengæld kan det ikke ses på det tekniske, at det ikke er en stor Hollywood-produktion, for "Sunshine" er simpelt hen hamrende flot lavet. Der er de store wow-vi-er-i-rummet-øjeblikke med det enorme rumskib i bevægelse. Der er trippende øjeblikke, når personerne bader sig i superintenst sollys. Der er troværdige fremtidsgadgets og den flinke supercomputer, der snakker technobabble. Og det hele fungerer, fordi computeranimationerne er af høj klasse, billederne superflotte med flot brug af widescreen-formatet, og musikken af bl.a. Underworld giver den helt rigtige stemning.
Derudover er den generelt skarpt instrueret af Danny Boyle, og de otte hovedpersoner spiller alle godt - bl.a. har Michelle Yeoh en velspillet ren dramarolle, mens Chris Evans, Cliff Curtis og Hiroyuki Sanada også får markeret sig flot med præcist spillede personer.
Jeg har faktisk kun én ting at brokke mig over ved "Sunshine". I de første tre fjerdedele bygger den historien smukt op med stadig værre forhindringer for astronauterne, mens man samtidig kan sidde og tabe kæben over de flotte rumbilleder. Men da den så når frem til missionens sidste forhindring, kommer historien lige lidt for langt ud og bliver for fjollet. Det virker, som om den stræber efter en metafysisk vinkel, som ikke helt fungerer.
Men det siger selvfølgelig en del om filmen, at jeg syntes, den var superfed, selv om jeg ikke var tilfreds med slutsekvensen. På trods af den er det her nemlig det store, fantastiske rumeventyr (jeg mener ... en motherfuckerstor bombe, der skal blæses af inde i Solen - det er da for vildt).
Hvis du er til klassisk sci-fi, er det her en must-see. Og den SKAL ses i biografen - på det største lærred, du kan komme i nærheden af.
Det er altså en historie med alt på spil. De otte astronauter på Icarus II har ansvaret for hele menneskehedens overlevelse, og spændingen bliver smukt etableret i samspillet mellem de otte, som jo virkelig er på en tur ud i det ukendte. Stil- og stemningsmæssigt er "Sunshine" i familie med film som "2001" og "Silent Running" - rumeventyr som i gamle dage, men i afdæmpet, menneskeorienteret stil. Her er det nok også en fordel, at det er en britisk og ikke amerikansk film, for der går meget lidt action i den.
Til gengæld kan det ikke ses på det tekniske, at det ikke er en stor Hollywood-produktion, for "Sunshine" er simpelt hen hamrende flot lavet. Der er de store wow-vi-er-i-rummet-øjeblikke med det enorme rumskib i bevægelse. Der er trippende øjeblikke, når personerne bader sig i superintenst sollys. Der er troværdige fremtidsgadgets og den flinke supercomputer, der snakker technobabble. Og det hele fungerer, fordi computeranimationerne er af høj klasse, billederne superflotte med flot brug af widescreen-formatet, og musikken af bl.a. Underworld giver den helt rigtige stemning.
Derudover er den generelt skarpt instrueret af Danny Boyle, og de otte hovedpersoner spiller alle godt - bl.a. har Michelle Yeoh en velspillet ren dramarolle, mens Chris Evans, Cliff Curtis og Hiroyuki Sanada også får markeret sig flot med præcist spillede personer.
Jeg har faktisk kun én ting at brokke mig over ved "Sunshine". I de første tre fjerdedele bygger den historien smukt op med stadig værre forhindringer for astronauterne, mens man samtidig kan sidde og tabe kæben over de flotte rumbilleder. Men da den så når frem til missionens sidste forhindring, kommer historien lige lidt for langt ud og bliver for fjollet. Det virker, som om den stræber efter en metafysisk vinkel, som ikke helt fungerer.
Men det siger selvfølgelig en del om filmen, at jeg syntes, den var superfed, selv om jeg ikke var tilfreds med slutsekvensen. På trods af den er det her nemlig det store, fantastiske rumeventyr (jeg mener ... en motherfuckerstor bombe, der skal blæses af inde i Solen - det er da for vildt).
Hvis du er til klassisk sci-fi, er det her en must-see. Og den SKAL ses i biografen - på det største lærred, du kan komme i nærheden af.
11/05-2007
