Kærlighed efter døden

Darren Aronofskys nye film er en hysterisk ambitiøs sag om kærlighed og død. Handlingen foregår i tre tider: Fra conquistadorernes Spanien drager en officer til Mellemamerika for at finde livets træ, som han skal bruge til at frelse sin dronning. I nutiden forsøger en forsker febrilsk at finde en kur til sin syge kone - og får et gennembrud med et træ fra Guatemala. I fremtiden flyver en slags munk gennem rummet med et træ, som han vil bringe til den nebula, mayaerne havde udnævnt til deres dødsrige.

I alle tre tider spilles personerne af Hugh Jackman og Rachel Weisz, som begge gør det virkelig overbevisende. Jackman som manden, der kæmper og vil gøre alt for sin kærlighed. Weisz som den mere pragmatiske kvinde, hvis opfattelse af kærligheden er mere holistisk og rækker ud over døden. Filmen handler på den måde både om den altovervindende kærlighed, der overskrider rum og tid, og om at forholde sig til sorg og død.

"The Fountain" er en overvældende flot film på det tekniske plan - utroligt flotte billeder, nydelige effekter, skarp klipning og lækker, stemningsfuld musik. Og Aronofsky formår at få formidlet den ekstremt fortænkte historie på en god måde, hvor det bl.a. forudsættes, at tilskueren kan tænke selv.

Det her er afgjort ikke en film for alle. Den rører ved store filosofiske og religiøse spørgsmål, og nogle vil nok få dens kristent-buddhistisk-indianske new age-syretrip galt i halsen. Jeg synes heller ikke, at den er perfekt, men der er mange rigtig fede ting her - og under alle omstændigheder vil jeg bare give stor respekt til Aronofsky for at turde lave sådan en film.