Iwo Jima II - bedre på japansk
6.0
Eastwood på Iwo Jima igen, denne gang set fra japanernes side. I modsætning til "Flags of Our Fathers" er dette en mere traditionel krigsfilm, som udelukkende skildrer slaget om øen. Som sin amerikanske forgænger er det også en film, der handler om heltemod og stiller spørgsmålstegn ved, om der egentlig findes helte i krig - og hvem de i så fald er.
Slaget om Iwo Jima er med rette berømt. Amerikanerne havde op til slaget smadret den japanske hovedflåde, så styrken på øen var isoleret, uden mulighed for at få støtte fra hverken fly eller skibe. Alligevel kæmpede de i praksis til sidste mand. Det virker fuldstændig vanvittigt, men får sin egen logik i filmen, da generalen siger, at hvis deres kamp kan holde deres koner og børn hjemme i Japan sikre i bare én dag, er det dét værd. Men derfor er det alligevel en nedadgående spiral af en historie, hvor man sidder og tænker, 'nej, nej, gale japanere, hold nu op' - og det bliver bare ved og ved. Samtidig er én af Eastwoods klare pointer at vise, at det her er mennesker af kød og blod fuldstændig ligesom os. Og det lykkes for ham med eftertryk i én af de lange, insisterende historier, som er ved at blive hans varemærke.
I øvrigt viser filmen også, at hvis japanerne ikke havde været så hierarkisk styrede og ikke havde haft så mange inkompetente mellemledere, som var dumme nok til at synes, at et strategisk tilbagetog til en ny position var at tabe ansigt - ja, så kunne kampene på Iwo Jima være blevet endnu længere og værre, end de faktisk blev.
Jeg vil mene, at "Letters from Iwo Jima" har sine klare helte, som netop står i kontrast til de uduelige mellemledere - i skikkelse af den japanske øverstkommanderende og en anden højtstående officer samt én af de forvirrede menige fodtudser, som forsøger at få deres ordrer ført ud i livet. De to officerer er helt tydeligt intelligente, fornuftige mennesker, som kun har pligtfølelsen tilbage (og som Ken Watanabe og Tsuyoshi Ihara spiller fremragende). Mens filmens menige hovedperson er en helt, fordi han bare vil hjem til sin kone og bagerbutik.
Derudover er det en fantastisk flot lavet film. Der er enormt godt styr på det historiske i form af udstyr, fly, uniformer og så videre - og den er virkelig flot fotograferet i en nedtonet, næsten farveløs stil, som giver ekstra realisme-følelse. Plus at den er rigtig godt klippet i den her rolige, langtrukne stil, hvor Eastwood trækker én langsomt ind i historien, hvorefter han rykker én fuldstændigt rundt i den sidste halve time, så man kommer mørbanket ud af biografen. "Letters from Iwo Jima" er en stor antikrigsfilm - og det er ikke mindst imponerende, at Eastwood har kunnet lave noget så overbevisende på japansk.
Slaget om Iwo Jima er med rette berømt. Amerikanerne havde op til slaget smadret den japanske hovedflåde, så styrken på øen var isoleret, uden mulighed for at få støtte fra hverken fly eller skibe. Alligevel kæmpede de i praksis til sidste mand. Det virker fuldstændig vanvittigt, men får sin egen logik i filmen, da generalen siger, at hvis deres kamp kan holde deres koner og børn hjemme i Japan sikre i bare én dag, er det dét værd. Men derfor er det alligevel en nedadgående spiral af en historie, hvor man sidder og tænker, 'nej, nej, gale japanere, hold nu op' - og det bliver bare ved og ved. Samtidig er én af Eastwoods klare pointer at vise, at det her er mennesker af kød og blod fuldstændig ligesom os. Og det lykkes for ham med eftertryk i én af de lange, insisterende historier, som er ved at blive hans varemærke.
I øvrigt viser filmen også, at hvis japanerne ikke havde været så hierarkisk styrede og ikke havde haft så mange inkompetente mellemledere, som var dumme nok til at synes, at et strategisk tilbagetog til en ny position var at tabe ansigt - ja, så kunne kampene på Iwo Jima være blevet endnu længere og værre, end de faktisk blev.
Jeg vil mene, at "Letters from Iwo Jima" har sine klare helte, som netop står i kontrast til de uduelige mellemledere - i skikkelse af den japanske øverstkommanderende og en anden højtstående officer samt én af de forvirrede menige fodtudser, som forsøger at få deres ordrer ført ud i livet. De to officerer er helt tydeligt intelligente, fornuftige mennesker, som kun har pligtfølelsen tilbage (og som Ken Watanabe og Tsuyoshi Ihara spiller fremragende). Mens filmens menige hovedperson er en helt, fordi han bare vil hjem til sin kone og bagerbutik.
Derudover er det en fantastisk flot lavet film. Der er enormt godt styr på det historiske i form af udstyr, fly, uniformer og så videre - og den er virkelig flot fotograferet i en nedtonet, næsten farveløs stil, som giver ekstra realisme-følelse. Plus at den er rigtig godt klippet i den her rolige, langtrukne stil, hvor Eastwood trækker én langsomt ind i historien, hvorefter han rykker én fuldstændigt rundt i den sidste halve time, så man kommer mørbanket ud af biografen. "Letters from Iwo Jima" er en stor antikrigsfilm - og det er ikke mindst imponerende, at Eastwood har kunnet lave noget så overbevisende på japansk.
12/05-2007
