Irernes store frihedskamp
4.0
Ken Loach tog sidste års Guldpalmer for denne film om den irske frihedskamp (og det var i øvrigt ottende gang, at Loach var nomineret til prisen - imponerende).
"The Wind That Shakes the Barley" foregår i tiden op til oprettelsen af Den Irske Fristat. Det vil sige i 1920-21, hvor det oprindelige IRA kæmpede som små guerillagrupper, og englænderne forsøgte at slå oprøret ned med meget brutale midler. Hovedpersonen slutter sig til sin storebrors oprørsgruppe, efter at englænderne har dræbt én af hans venner, fordi han nægter at sige sit navn på engelsk. Men de to brødre ender på hver sin side i tiden efter aftalen om Fristaten, som oprørerne ikke er enige om at støtte.
På den måde er det en interessant film, fordi den ikke alene skildrer frihedskampen, men også de problemer, der opstår efter selvstyreaftalen - hvor det pludselig viser sig, at oprørerne ikke er enige om, hvilke betingelser de vil have friheden på, og hvad de vil bruge den til. IRA-folkene vil have socialisme, mens andre bare vil have en selvstændig irsk version af det samfund, de har i forvejen.
Det er en film med masser af sjæl og mange prisværdige intentioner. Men den er efter min mening også ret kluntet fortalt, især med nogle meget voldsomme klip mellem scenerne, som gør det svært at få det store billede af, hvad der egentlig foregår. Og den er altså ret firkantet i sit syn på tingene, hvilket går ud over skuespillerne, som generelt spiller temmelig éndimensionelle idealister. Cillian Murphy har hovedrollen, men brænder slet ikke igennem, som jeg har set ham i andre film - og derudover bed jeg faktisk kun mærke i Orla Fitzgerald som hans kæreste, fordi resten bare var passionerede oprørere eller onde englændere.
Derfor fik "The Wind That Shakes the Barley" aldrig rigtig fat i mig på det følelsesmæssige plan. Men den fortæller en vigtig historie om Englands fortid som brutal besættelsesmagt - noget, som ikke bør gå i glemmebogen. En film som "The Wind That Shakes the Barley" giver i hvert fald en god forståelse for, hvorfor det fængsel, som englænderne brugte til at internere og afhøre (torturere) oprørerne, er blevet bevaret og i dag står som én af Dublins vigtigste seværdigheder.
"The Wind That Shakes the Barley" foregår i tiden op til oprettelsen af Den Irske Fristat. Det vil sige i 1920-21, hvor det oprindelige IRA kæmpede som små guerillagrupper, og englænderne forsøgte at slå oprøret ned med meget brutale midler. Hovedpersonen slutter sig til sin storebrors oprørsgruppe, efter at englænderne har dræbt én af hans venner, fordi han nægter at sige sit navn på engelsk. Men de to brødre ender på hver sin side i tiden efter aftalen om Fristaten, som oprørerne ikke er enige om at støtte.
På den måde er det en interessant film, fordi den ikke alene skildrer frihedskampen, men også de problemer, der opstår efter selvstyreaftalen - hvor det pludselig viser sig, at oprørerne ikke er enige om, hvilke betingelser de vil have friheden på, og hvad de vil bruge den til. IRA-folkene vil have socialisme, mens andre bare vil have en selvstændig irsk version af det samfund, de har i forvejen.
Det er en film med masser af sjæl og mange prisværdige intentioner. Men den er efter min mening også ret kluntet fortalt, især med nogle meget voldsomme klip mellem scenerne, som gør det svært at få det store billede af, hvad der egentlig foregår. Og den er altså ret firkantet i sit syn på tingene, hvilket går ud over skuespillerne, som generelt spiller temmelig éndimensionelle idealister. Cillian Murphy har hovedrollen, men brænder slet ikke igennem, som jeg har set ham i andre film - og derudover bed jeg faktisk kun mærke i Orla Fitzgerald som hans kæreste, fordi resten bare var passionerede oprørere eller onde englændere.
Derfor fik "The Wind That Shakes the Barley" aldrig rigtig fat i mig på det følelsesmæssige plan. Men den fortæller en vigtig historie om Englands fortid som brutal besættelsesmagt - noget, som ikke bør gå i glemmebogen. En film som "The Wind That Shakes the Barley" giver i hvert fald en god forståelse for, hvorfor det fængsel, som englænderne brugte til at internere og afhøre (torturere) oprørerne, er blevet bevaret og i dag står som én af Dublins vigtigste seværdigheder.
12/05-2007
