Only in America
2.0
*spoilers*
Hvis du føler en trang til at blive tvangsfodret med den amerikanske drøm, skal du bare se "The Pursuit of Happyness". Den er baseret på en virkelig historie fra starten af 80'erne om en mand, hvis énmands-sælgerbiks går så skidt, at hans kone forlader ham, og han bliver smidt ud af sin lejlighed. Men han kæmper videre, fordi han vil give sin søn et godt liv, får en praktikplads hos et stort børsmæglerfirma og ender som mangemillionær.
Der er selvfølgelig en sød historie i hovedpersonens kamp for sit barn, men ellers er det hardcore amerikansk tro-på-dig-selv-og-arbejd-hårdt-så-skal-du-nok-få-succes. Og den er simpelt hen for tyk til mig. For det første foregår det her i den tid, hvor Reagan-administrationen smadrede den amerikanske økonomi, men det forholder vi os ikke lige til. For det andet synes jeg, at filmens menneskesyn er ekstremt ubehageligt. Hvad med alle de andre hjemløse på herberget - skulle de også bare tage sig sammen og arbejde lidt hårdere, eller hvad? Og hvad med de af dem, som fx ikke er begavet med et stort naturtalent for matematik ligesom hovedpersonen? Det er også forbløffende, at der slet ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved, at det her børsmæglerfirma giver 20 mennesker en praktikplads, fortæller dem, at det er en konkurrence, hvor kun én får job til sidst - og derefter sætter dem til at ringe kold kanvas for at skaffe nye kunder til firmaet. Vel at mærke uden at de får en cent i løn for et halvt års praktik! Til gengæld er hovedpersonen enormt forarget over, at staten kan beslaglægge penge på hans bankkonto, når han ikke har betalt skat i et års tid ...
Det er altså en gang fup-socialrealisme. Det er lidt synd for de hjemløse, men de kunne jo bare tage sig sammen.
Bortset fra det er det en ganske vellavet film. Will Smith spiller rigtig godt i hovedrollen og demonstrerer langt større spændvidde end i sine tidligere roller. Jeg ved ikke helt med hans Oscar-nominering, men god, det er han. Og det er et kup, at de har fået hans søn til også at spille sønnen i filmen - der er en fantastisk kemi mellem far og søn, som bærer rigtig meget af historien. Filmens gengivelse af San Franciscos fattigere kvarterer i starten af 80'erne virker også ret overbevisende. Men bortset fra den politiske dimension, som jeg altså slet ikke kunne klare, synes jeg egentlig også, at den var lidt kedelig. Der er ikke rigtig nogen overbevisende konflikt og heller ikke meget udvikling i historien.
Hvis du føler en trang til at blive tvangsfodret med den amerikanske drøm, skal du bare se "The Pursuit of Happyness". Den er baseret på en virkelig historie fra starten af 80'erne om en mand, hvis énmands-sælgerbiks går så skidt, at hans kone forlader ham, og han bliver smidt ud af sin lejlighed. Men han kæmper videre, fordi han vil give sin søn et godt liv, får en praktikplads hos et stort børsmæglerfirma og ender som mangemillionær.
Der er selvfølgelig en sød historie i hovedpersonens kamp for sit barn, men ellers er det hardcore amerikansk tro-på-dig-selv-og-arbejd-hårdt-så-skal-du-nok-få-succes. Og den er simpelt hen for tyk til mig. For det første foregår det her i den tid, hvor Reagan-administrationen smadrede den amerikanske økonomi, men det forholder vi os ikke lige til. For det andet synes jeg, at filmens menneskesyn er ekstremt ubehageligt. Hvad med alle de andre hjemløse på herberget - skulle de også bare tage sig sammen og arbejde lidt hårdere, eller hvad? Og hvad med de af dem, som fx ikke er begavet med et stort naturtalent for matematik ligesom hovedpersonen? Det er også forbløffende, at der slet ikke bliver stillet spørgsmålstegn ved, at det her børsmæglerfirma giver 20 mennesker en praktikplads, fortæller dem, at det er en konkurrence, hvor kun én får job til sidst - og derefter sætter dem til at ringe kold kanvas for at skaffe nye kunder til firmaet. Vel at mærke uden at de får en cent i løn for et halvt års praktik! Til gengæld er hovedpersonen enormt forarget over, at staten kan beslaglægge penge på hans bankkonto, når han ikke har betalt skat i et års tid ...
Det er altså en gang fup-socialrealisme. Det er lidt synd for de hjemløse, men de kunne jo bare tage sig sammen.
Bortset fra det er det en ganske vellavet film. Will Smith spiller rigtig godt i hovedrollen og demonstrerer langt større spændvidde end i sine tidligere roller. Jeg ved ikke helt med hans Oscar-nominering, men god, det er han. Og det er et kup, at de har fået hans søn til også at spille sønnen i filmen - der er en fantastisk kemi mellem far og søn, som bærer rigtig meget af historien. Filmens gengivelse af San Franciscos fattigere kvarterer i starten af 80'erne virker også ret overbevisende. Men bortset fra den politiske dimension, som jeg altså slet ikke kunne klare, synes jeg egentlig også, at den var lidt kedelig. Der er ikke rigtig nogen overbevisende konflikt og heller ikke meget udvikling i historien.
12/05-2007
