Mordernes konkurrence

3.0
I kategorien fjollet underholdning holder det bestemt at lave en film, som handler om, at en masse forskellige lejemordere vil nakke den samme mafiaboss, fordi der er blevet sat en pris på en million dollars på hans hoved.

Actiondelen af "Smokin' Aces" fungerer glimrende. Målet har gemt sig i penthouse-suiten på et kasinohotel i Nevada, og forfatter-instruktør Joe Carnahan udnytter flot det kaos, der opstår, når folk kører op og ned i elevatorer, kommer til at aflytte hinandens radiokommunikation og på et tidspunkt bare begynder at skyde på alt, hvad der rører sig.

Lejemorderne er nogle festlige karikaturer - jeg kunne bedst lide Alicia Keys og Taraji Henson som en hård sort kvindelig duo, men der er fx også en forklædningsekspert og en gruppe gale rednecks, som holder. Der er ligeledes fine ting i, at mordernes yndlingsvåben går fra helt almindelig pistol over motorsav til Barrett-riffel (våbennørdens våde drøm). Og så er der i øvrigt også nogle hårdtprøvede FBI-agenter, som forsøger at komme op til mafiabossen og få ham i protective custody, så han kan vidne mod mafiaen.

Hvis bare filmen havde holdt sig til action og kapløbet op gennem hotellet, ville det have været fin skydeunderholdning. Men desværre skal der lige klistres et baggrundsplot og et stort twist på, som både er hullet, uinteressant og urealistisk (også inden for filmens ramme). Pludselig kommer der en alvorlig tone, som virker helt skæv og gav mig lyst til at råbe "Hey, jeg sidder altså og ser en tegneserie!" - og i det spor slutter filmen desværre.
Smokin' Aces