Historien om Motown
3.0
Flot filmatisering af Broadway-musicalen af samme navn, der handler om en sort pigegruppes karriere i 60'erne og 70'erne. Popgruppen er åbenlyst baseret på The Supremes, og ud over deres historie handler det også om deres banebrydende pladeselskab, som lige så åbenlyst er baseret på Motown. Det er en superflot film, smukt fotograferet med masser af flotte kostumer, koreografier og kulisser, som præcist rammer de skiftende stilarter i 60'erne og 70'erne. Og så er sangene enormt velproducerede - der er imponerende meget tryk på i de bedste musikscener.
Beyoncé Knowles gør det fornuftigt som den smukke pige, der går fra backingsanger til lead i The Dreams på grund af sit udseende. Og Jamie Foxx er god som gruppens kyniske manager og senere pladeselskabschef, der tænker lidt for meget på pengene. Men blandt skuespillerne er det filmens to store biroller, som jeg vil huske ...
Først og fremmest er der Jennifer Hudson, der har sin første filmrolle som gruppens talentfulde forsanger, der bliver overhalet af Beyoncés udseende. Hun spiller sin divarolle fint, men overstråler alt, når hendes kæmpestore stemme kommer til sin ret i sangene. Det er virkelig en wow-oplevelse - hun minder i stil og power om Aretha Franklin.
Og så er der Eddie Murphy, som er forrygende som den stjerne, pigerne starter med at synge kor for. Hans rolle er klart modelleret over James Brown, og det er vel ikke så overraskende, at Murphy kan agere dynamisk ung performer med højt hår. Overraskende er det til gengæld, at han faktisk selv synger i filmen, og at han giver rollen så flot dybde i den ældre, fallerede version.
Der er mange gode ting i "Dreamgirls", men der er også mange dårlige. Filmen er klart for lang, og der går simpelt hen for meget sang i den. Den første halve times tid fungerer det fint, ved at der kun bliver sunget, når det passer ind i handlingen - og først derefter får vi introduceret den klassiske musicalstil, hvor personerne også bryder ud i sang i de "normale" scener. Problemet er bare, at filmen mister pusten, hver gang det sker. Plus at det virker, som om de partout skulle have klemt alle sangene fra musicalen ind.
Derudover er plottet altså ikke særlig godt. Personerne er stereotype, der er alt for mange klicheer i konflikterne mellem talent og kommercialisme, og jeg sad virkelig og tog mig til hovedet over nogle af replikkerne. Henvisningerne til borgerrettighedskampen virker også for påklistrede. Selv om filmen vel har en slags pointe i, at Motown på den ene side er et stort ikon som det første store sorte pladeselskab, men samtidig havde et indbygget problem i racespørgsmålet, fordi Motown fjernede noget af den sorte sjæl og gjorde musikken mere hvid for at kunne komme ind på de "rigtige" hitlister.
Alt i alt er "Dreamgirls" en noget rodet affære med usædvanligt stor forskel på højde- og lavpunkter. Men den er værd at se, hvis man interesserer sig for Motown og den oprindelige soulmusik.
Beyoncé Knowles gør det fornuftigt som den smukke pige, der går fra backingsanger til lead i The Dreams på grund af sit udseende. Og Jamie Foxx er god som gruppens kyniske manager og senere pladeselskabschef, der tænker lidt for meget på pengene. Men blandt skuespillerne er det filmens to store biroller, som jeg vil huske ...
Først og fremmest er der Jennifer Hudson, der har sin første filmrolle som gruppens talentfulde forsanger, der bliver overhalet af Beyoncés udseende. Hun spiller sin divarolle fint, men overstråler alt, når hendes kæmpestore stemme kommer til sin ret i sangene. Det er virkelig en wow-oplevelse - hun minder i stil og power om Aretha Franklin.
Og så er der Eddie Murphy, som er forrygende som den stjerne, pigerne starter med at synge kor for. Hans rolle er klart modelleret over James Brown, og det er vel ikke så overraskende, at Murphy kan agere dynamisk ung performer med højt hår. Overraskende er det til gengæld, at han faktisk selv synger i filmen, og at han giver rollen så flot dybde i den ældre, fallerede version.
Der er mange gode ting i "Dreamgirls", men der er også mange dårlige. Filmen er klart for lang, og der går simpelt hen for meget sang i den. Den første halve times tid fungerer det fint, ved at der kun bliver sunget, når det passer ind i handlingen - og først derefter får vi introduceret den klassiske musicalstil, hvor personerne også bryder ud i sang i de "normale" scener. Problemet er bare, at filmen mister pusten, hver gang det sker. Plus at det virker, som om de partout skulle have klemt alle sangene fra musicalen ind.
Derudover er plottet altså ikke særlig godt. Personerne er stereotype, der er alt for mange klicheer i konflikterne mellem talent og kommercialisme, og jeg sad virkelig og tog mig til hovedet over nogle af replikkerne. Henvisningerne til borgerrettighedskampen virker også for påklistrede. Selv om filmen vel har en slags pointe i, at Motown på den ene side er et stort ikon som det første store sorte pladeselskab, men samtidig havde et indbygget problem i racespørgsmålet, fordi Motown fjernede noget af den sorte sjæl og gjorde musikken mere hvid for at kunne komme ind på de "rigtige" hitlister.
Alt i alt er "Dreamgirls" en noget rodet affære med usædvanligt stor forskel på højde- og lavpunkter. Men den er værd at se, hvis man interesserer sig for Motown og den oprindelige soulmusik.
12/05-2007
