Tilbage til fortiden

Erik Clausen laver film som ingen anden i Danmark. Sådan er det også med "Ledsaget udgang", hvor han selv har hovedrollen som en vaneforbryder, der kommer på udgang fra fængslet for at tage til sin søns bryllup.

Det er en typisk Clausen-film, som handler om og hylder samfundets underklasse. Men desværre er det også en film, som viser, at Clausen er ude af trit med samtiden. Hans småkriminelle, men kammeratlige Vesterbro virker simpelt hen som en nostalgisk illusion. Det er i hvert fald ikke sådan, det ser ud, når jeg kommer der. Og det underminerer hele filmens troværdighed - jeg havde svært ved at tro, at den slags mennesker kunne findes i virkeligheden.

Historien om vaneforbryderen John blev helt ligegyldig, både fordi jeg havde svært ved at tro på den, og fordi den ikke rigtig ville mig noget. Der er noget med basale værdier, og Clausen fnyser ad smarte ord som "globalisering" - men det er ærligt talt for letkøbt. Læg dertil, at filmen er ekstremt ujævn, både i skuespil og teknik. Clausen kan sin egen hovedrolle på rygmarven, og Ditte Gråbøl er god som hans slidte luderkæreste - men Jesper Asholts politimand hænger ikke sammen, selv om Asholt kæmper så godt, han kan. Og de fleste biroller er alt for tynde og karikerede - blandt andet får Henrik Bruhn som Clausens søn vist, at han ikke er den fødte skuespiller. Kim Larsens soundtrack virker også som noget fra en svunden tid ... Det er sjældent, jeg ser film, som i den grad er en pine at komme igennem.

Jeg kan egentlig godt lide Erik Clausen og hans vilje til at gå imod strømmen. Han har lavet nogle rigtig fine film før i tiden. Men den her er bare tam og dum.