Diamanter varer ikke evigt
4.0
Barskt drama, der foregår under borgerkrigen i Sierra Leone. En fisker bliver bortført af oprørerne og tvunget til at arbejde i deres diamantfelter. Her finder han en unik lyserød diamant, som han lige når at gemme, inden stedet eksploderer i krig. Fiskeren ender som fange i en by langt væk og møder en rhodesisk lykkejæger, der får færten af diamanten - og dette særdeles umage par forsøger så at komme tilbage og finde ædelstenen. Fiskeren for at få penge til at redde sin kone og børn, lykkejægeren for at score kassen.
"Blood Diamond" er benhård i sin skildring af krigen. Den synlige fjende er oprørsbevægelsen Revolutionary United Front, som blandt andet tog folk som slaver, hjernevaskede bortførte børn om til morderiske soldater og hakkede armene af titusinder af mennesker, så de ikke kunne dyrke mad eller på anden måde støtte regeringstropperne. RUF var med andre ord lig med det glade vanvid, og filmen lægger ikke fingrene imellem, når de går i gang. Der er virkelig scener, man ikke glemmer lige foreløbig.
Heldigvis nøjes "Blood Diamond" ikke med kun at vise gale afrikanere, der massakrerer hinanden. Der er også en usynlig fjende i de vestlige firmaer, som har interesser i specielt diamanthandelen og dermed i at holde krigen i gang. Og fx sender lejesoldater ind, der er lige så hensynsløse, som sierraleonerne selv formår at være.
Temaet om opportunisme bliver krystalliseret ud i Leonardo DiCaprios suveræne rolle som lykkejæger. Han skaber den bedst spillede antihelt, jeg har set på film i lang tid - for hans smugler/lejesoldat er både hensynsløs, opportunistisk, egoistisk, forræderisk og racistisk. Og alligevel så elskelig, at han bliver filmens helt. Der er også godt spil af Djimon Hounsou som fiskeren og Jennifer Connelly som den amerikanske journalist, de møder undervejs.
I de bedste scener er "Blood Diamond" en fantastisk medrivende og hårdtslående historie. Men desværre har den også nogle passager, hvor det går ret meget i tomgang. Det virker næsten, som om instruktør Edward Zwick er så opsat på at få filmens pointer igennem, at han lige gentager det hele en gang. Og så har den også forfærdelig mange slutninger og en temmelig påklistret epilog - lidt et typisk Zwick-problem (tænk bare på "The Last Samurai"). Typisk Zwick er det så heldigvis også, at den er virkelig flot fotograferet, både når det gælder smukke landskaber og hektiske kampscener.
Hvis nogen havde sat sig ned og strammet op og barberet en halv time af manuskriptet, kunne "Blood Diamond" være blevet et mesterværk. Nu må den nøjes med at være en god og ubehageligt vedkommende film.
"Blood Diamond" er benhård i sin skildring af krigen. Den synlige fjende er oprørsbevægelsen Revolutionary United Front, som blandt andet tog folk som slaver, hjernevaskede bortførte børn om til morderiske soldater og hakkede armene af titusinder af mennesker, så de ikke kunne dyrke mad eller på anden måde støtte regeringstropperne. RUF var med andre ord lig med det glade vanvid, og filmen lægger ikke fingrene imellem, når de går i gang. Der er virkelig scener, man ikke glemmer lige foreløbig.
Heldigvis nøjes "Blood Diamond" ikke med kun at vise gale afrikanere, der massakrerer hinanden. Der er også en usynlig fjende i de vestlige firmaer, som har interesser i specielt diamanthandelen og dermed i at holde krigen i gang. Og fx sender lejesoldater ind, der er lige så hensynsløse, som sierraleonerne selv formår at være.
Temaet om opportunisme bliver krystalliseret ud i Leonardo DiCaprios suveræne rolle som lykkejæger. Han skaber den bedst spillede antihelt, jeg har set på film i lang tid - for hans smugler/lejesoldat er både hensynsløs, opportunistisk, egoistisk, forræderisk og racistisk. Og alligevel så elskelig, at han bliver filmens helt. Der er også godt spil af Djimon Hounsou som fiskeren og Jennifer Connelly som den amerikanske journalist, de møder undervejs.
I de bedste scener er "Blood Diamond" en fantastisk medrivende og hårdtslående historie. Men desværre har den også nogle passager, hvor det går ret meget i tomgang. Det virker næsten, som om instruktør Edward Zwick er så opsat på at få filmens pointer igennem, at han lige gentager det hele en gang. Og så har den også forfærdelig mange slutninger og en temmelig påklistret epilog - lidt et typisk Zwick-problem (tænk bare på "The Last Samurai"). Typisk Zwick er det så heldigvis også, at den er virkelig flot fotograferet, både når det gælder smukke landskaber og hektiske kampscener.
Hvis nogen havde sat sig ned og strammet op og barberet en halv time af manuskriptet, kunne "Blood Diamond" være blevet et mesterværk. Nu må den nøjes med at være en god og ubehageligt vedkommende film.
12/05-2007
