Noget til næsen

4.0
Europæisk storfilmatisering af Patrick Süskinds berømte roman, der handler om en mand, som bliver født uden kropsduft, men til gengæld har en overnaturligt god lugtesans. Han bliver betragtet og behandlet som en særling, men sætter sig for at bevise sig selv ved at skabe verdens bedste parfume. Der er så lige den detalje, at projektet gør ham til seriemorder, fordi han skal bruge duften af smukke unge kvinder.

Jeg har ikke læst romanen, men ud fra, hvad jeg har læst om den, vil jeg tro, at de har gjort hovedpersonen noget mindre frastødende i filmen. Han er mindre grim og mere menneskelig. Lige meget hvad er det dæleme en god historie, hvis centrale temaer kredser omkring mennesket som socialt dyr - og duftens betydning i den sammenhæng - samt konflikten mellem drift og fornuft.

"Perfume" er en meget sanselig film. Den er utroligt flot fotograferet, og instruktør Tom Tykwer (kendt fra "Lola rennt") bruger dygtigt farver og motiver til at skabe associationer til dufte. På den led kommer den flot omkring den basalt set umulige udfordring, det er at lave en film med dufte i centrum. Til gengæld er de mange sanselige billeder med til at gøre filmen tung og langtrukken i nogle perioder - især den første del er lang at komme igennem. Det virker, som om man mere eller mindre bare får læst forhistorien op fra romanen. Det fungerer heller ikke helt, når Tykwer giver den fuld skrue med fortælling via billeder og musik, mens andre scener omvendt er helt fantastiske. Eksempelvis scenen, hvor hovedpersonen skal overbevise sin kommende læremester om, at han værd at tage ind som lærling i parfumeriet - dér bliver parfumeblanding spændende.

Den ukendte englænder Ben Whishaw er rigtig god i hovedrollen, som han flot portrætterer som en indelukket, socialt handikappet mand, der pludselig eksploderer i maniskhed. Alan Rickman og Dustin Hoffman har et par fine biroller, og overordnet set er det en flot, gennemført produktion.

"Perfume" er trods sine fejl absolut seværdig, men jeg tør vædde med, at de, der har læst bogen, vil sige, at bogen var bedre.
Parfumen: Historien om en morder