Den store illusion

Wien, ca. 1900. En fabelagtig tryllekunstner vender tilbage efter mange år i udlandet. Under ét af sine shows møder han sin barndoms kærlighed, en hertuginde, hvis familie var årsagen til, at tryllekunstneren måtte forlade Østrig-Ungarn som ung. Hun er nu kronprinsens udkårne, men den gamle kærlighed er ikke død.

"The Illusionist" er, som det ovenstående viser, et romantisk drama. Men først og fremmest er den et fantastisk period piece, som med suverænt design og flotte, dunkle billeder bringer datidens Wien til live. Det er en tid og et sted, som ikke optræder i mange moderne film, men faktisk er rigtig spændende. Hovedstaden i et korrupt, vakkelvornt imperium på vej mod sit fald - klart symboliseret i den arrogante, hensynsløse kronprins. Hans modstander, tryllekunstneren, er omvendt en mand, der med sin illusionisme leger med folks opfattelse af verden. Det er et fint tema: Den selvfede, satte adel mod narren, der åbner verdens øjne.

Edward Norton er god i hovedrollen som verdens vildeste tryllekunstner. Det er interessant at se ham i en romantisk rolle, og han spiller mere afdæmpet end sædvanligt. Filmens bedste præstation kommer dog fra Paul Giamatti, der er fremragende som den politikommissær, kronprinsen bruger til suspekte opgaver. Han mumler overbevisende i skægget, tydeligt splittet mellem sine egne ambitioner og de moralske kvaler over det, han bliver sat til. Rufus Sewell er også god som kronprinsen, men desværre er Jessica Biel ikke meget mere end et kønt ansigt i den kvindelige hovedrolle. Lidt mere kød på hendes karakter ville have gjort en i øvrigt god film noget mere helstøbt.

Egentlig fortæller "The Illusionist" en simpel historie om kærlighed og hævn, og dens dramaturgi halter en smule. Men samtidig er det en stor visuel oplevelse med rigtig mange træk, der gør den til noget andet, end vi normalt ser i biografen. Dejlig film.