Uden kontakt til virkeligheden

Sofia Coppolas film om Frankrigs mest berømte dronning er en sær størrelse. Det er ikke en historisk film. Coppola leverer en fortolkning, ikke fakta - det ses allerede ved, at soundtracket er en blanding af kammermusik og moderne pop. Og filmen undgår at vise flere af de begivenheder, som Marie Antoinette er allermest kendt for. I stedet skal man næsten have styr på sin historie på forhånd for at kunne følge med.

Men når den præmis er på plads, kan jeg ikke helt finde ud af, hvad det er, filmen så vil? Coppola har udtalt, at hun har flyttet den fra den strenge historiske kontekst for at kunne gøre personerne menneskelige. Det lykkes bare ikke efter min mening. Jeg følte i hvert fald ikke, at jeg kom tæt på mennesket Marie Antoinette i Kirsten Dunsts skikkelse.

I stedet fik jeg to timers gentagelse af scener med adelige teenagere, der fjoller rundt uden noget fornuftigt at lave. På den led lægger filmen sig i virkeligheden op ad den traditionelle opfattelse af Marie Antoinette som en arrogant ødeland. Men det var vel ikke det, Coppola ville, når hun vælger at basere sin film på ét af de mange nyere historiske værker, der beskriver dronningen som klogere og mere end det?

Flot er den dog. Det er den første film, der nogensinde er blevet optaget på Versailles, og det er jo en hysterisk kulisse. Plus masser af kjoler, sko, frisurer og kager i datidens fesne pastelfarver. Ideen med at bruge moderne musik fungerer også overraskende godt, og den får bonuspoint for at have Adam and the Ants på soundtracket.

Men overordnet savnede jeg bid og mening og endte med at kede mig.