Økopropaganda
4.0
*mindre spoilers*
Bedømt på traileren lignede "Happy Feet" en hyggelig animationsfilm i børnevenlig stil. Men tro om igen. Eller rettere: Den første halvdel af filmen er faktisk en typisk animationshistorie om den unge kejserpingvin Mumble, som bliver udstødt af flokken, fordi han ikke kan synge som de andre. Til gengæld kan han steppe, men det alene er ikke nok til at bevise, at han er god nok. Og det bliver fortalt i et særdeles adstadigt tempo, som fik mig på kanten af kedsomhed.
Men det er så, da Mumble sætter ud for at bevise sit værd, at filmen knækker fuldstændig over. Den sidste halvdel er langt mere voksen og dyster og én stor løftet pegefinger om at passe på miljøet. Ren propaganda, om end med et sympatisk budskab. Det er bare også et så voldsomt skift, at filmen ikke hænger sammen.
Den sidste del er ellers den fedeste på mange måder. Tempoet går i vejret, og de i forvejen gode animationer får et løft opad i nogle af de bedste animerede totalbilleder, jeg har set - meget smukke og livagtige islandskaber. Og der er en fuldstændig fantastisk, nærmest surrealistisk udført sekvens i en zoologisk have (med dyr, der ifølge Sydpolens beboere har været udsat for "alien abduction").
Det er i øvrigt også helt tydeligt, at folkene bag "Happy Feet" langer ud efter dokumentarfilmen "Pingvinmarchen", som var en megasucces i de amerikanske biografer. Den blev af mange set som en film, der støttede tanken om intelligent design - her er det så de gamle, forstokkede pingviner, som er ved at køre deres verden i sænk med en stædig tro på, at alting bliver bedre, hvis man bare følger reglerne og beder til pingvinguden.
På den led er det overraskende nok en film med klare politiske budskaber, og det er virkelig spændende at se i en delvist amerikansk-finansieret animationsfilm. Men det bliver altså også noget megakludder, når den gaber over alt fra ekstrem nuttethed, slapstick, musik og dans (fx det kendte Salt N Pepa-nummer "Let's Talk About Eggs") og jagtscener med store rovdyr til barsk, realistisk økobevidsthed.
Bedømt på traileren lignede "Happy Feet" en hyggelig animationsfilm i børnevenlig stil. Men tro om igen. Eller rettere: Den første halvdel af filmen er faktisk en typisk animationshistorie om den unge kejserpingvin Mumble, som bliver udstødt af flokken, fordi han ikke kan synge som de andre. Til gengæld kan han steppe, men det alene er ikke nok til at bevise, at han er god nok. Og det bliver fortalt i et særdeles adstadigt tempo, som fik mig på kanten af kedsomhed.
Men det er så, da Mumble sætter ud for at bevise sit værd, at filmen knækker fuldstændig over. Den sidste halvdel er langt mere voksen og dyster og én stor løftet pegefinger om at passe på miljøet. Ren propaganda, om end med et sympatisk budskab. Det er bare også et så voldsomt skift, at filmen ikke hænger sammen.
Den sidste del er ellers den fedeste på mange måder. Tempoet går i vejret, og de i forvejen gode animationer får et løft opad i nogle af de bedste animerede totalbilleder, jeg har set - meget smukke og livagtige islandskaber. Og der er en fuldstændig fantastisk, nærmest surrealistisk udført sekvens i en zoologisk have (med dyr, der ifølge Sydpolens beboere har været udsat for "alien abduction").
Det er i øvrigt også helt tydeligt, at folkene bag "Happy Feet" langer ud efter dokumentarfilmen "Pingvinmarchen", som var en megasucces i de amerikanske biografer. Den blev af mange set som en film, der støttede tanken om intelligent design - her er det så de gamle, forstokkede pingviner, som er ved at køre deres verden i sænk med en stædig tro på, at alting bliver bedre, hvis man bare følger reglerne og beder til pingvinguden.
På den led er det overraskende nok en film med klare politiske budskaber, og det er virkelig spændende at se i en delvist amerikansk-finansieret animationsfilm. Men det bliver altså også noget megakludder, når den gaber over alt fra ekstrem nuttethed, slapstick, musik og dans (fx det kendte Salt N Pepa-nummer "Let's Talk About Eggs") og jagtscener med store rovdyr til barsk, realistisk økobevidsthed.
12/05-2007
