Historien bag billedet
4.0
Eastwoods første Iwo Jima-film handler om de amerikanske marinere, som var med på det berømte foto, hvor de rejser det amerikanske flag på øens højeste punkt. Billedet blev et symbol på amerikanernes sejre i Anden Verdenskrig, men som filmen fortæller, var alt ikke lige, som man skulle tro, når man ser fotoet.
"Flags of Our Fathers" er en film, der vil vise, hvordan det virkelig er at være i krig, og gør det særdeles overbevisende. Kampscenerne minder i stil om "Saving Private Ryan" - dog uden helt samme granatchok-effekt, men til gengæld er de mere gory. Og de klippes så sammen med historien om de tre soldater fra billedet, som myndighederne sendte på fundraising-tur hjemme i USA. På den led er "Flags of Our Fathers" ekstremt relevant, for den viser nogle ting om den politiske udnyttelse af krigen kontra de faktiske begivenheder, som det ikke er svært at relatere til nutidens Irakkrig.
Samtidig var jeg dog overrasket over, at jeg ikke blev mere engageret i filmen. Den er utroligt flot lavet med ekstremt flot styr på de historiske detaljer, men Eastwood er næsten for afdæmpet i sin low-key fortællestil (hvor han i øvrigt har lånt et par tricks fra Mike Nichols' fremragende gamle filmatisering af "Catch-22").
Han har også valgt at bruge relativt ukendte navne i de fleste roller, og der er selvfølgelig en pointe i forhold til, at det var almindelige mennesker, som blev sendt i krig. Men de fleste af dem har så bare ikke den store gennemslagskraft - fx er Ryan Philippe bleg i hovedrollen. Den eneste, som for alvor brænder igennem, er Barry Pepper som delingens fandenivoldske sergent. Pudsigt nok huskede jeg ham i forvejen bedst for "Saving Private Ryan", hvor han spillede snigskytten.
Selv om den ikke fik helt fat i mig, er "Flags of Our Fathers" så absolut en god, sober krigsfilm med noget på hjerte. Men anden del af Eastwoods Iwo Jima-duo, "Letters from Iwo Jima", skulle vise sig at være klart bedre.
"Flags of Our Fathers" er en film, der vil vise, hvordan det virkelig er at være i krig, og gør det særdeles overbevisende. Kampscenerne minder i stil om "Saving Private Ryan" - dog uden helt samme granatchok-effekt, men til gengæld er de mere gory. Og de klippes så sammen med historien om de tre soldater fra billedet, som myndighederne sendte på fundraising-tur hjemme i USA. På den led er "Flags of Our Fathers" ekstremt relevant, for den viser nogle ting om den politiske udnyttelse af krigen kontra de faktiske begivenheder, som det ikke er svært at relatere til nutidens Irakkrig.
Samtidig var jeg dog overrasket over, at jeg ikke blev mere engageret i filmen. Den er utroligt flot lavet med ekstremt flot styr på de historiske detaljer, men Eastwood er næsten for afdæmpet i sin low-key fortællestil (hvor han i øvrigt har lånt et par tricks fra Mike Nichols' fremragende gamle filmatisering af "Catch-22").
Han har også valgt at bruge relativt ukendte navne i de fleste roller, og der er selvfølgelig en pointe i forhold til, at det var almindelige mennesker, som blev sendt i krig. Men de fleste af dem har så bare ikke den store gennemslagskraft - fx er Ryan Philippe bleg i hovedrollen. Den eneste, som for alvor brænder igennem, er Barry Pepper som delingens fandenivoldske sergent. Pudsigt nok huskede jeg ham i forvejen bedst for "Saving Private Ryan", hvor han spillede snigskytten.
Selv om den ikke fik helt fat i mig, er "Flags of Our Fathers" så absolut en god, sober krigsfilm med noget på hjerte. Men anden del af Eastwoods Iwo Jima-duo, "Letters from Iwo Jima", skulle vise sig at være klart bedre.
12/05-2007
