'This is the Zodiac speaking'

’Zodiac’ er fortællingen om seriemorderen af samme navn, der umotiveret dræbte ingen færre end et dusin mennesker omkring årtiskiftet til 70’erne. En sag, der - både i Fincher’s fiktionsverden og i virkelighedens kolde ’faktaunivers’ – efterfølges af karikaturtegneren og den forvoksede spejderdreng Robert Graysmiths (Jake Gyllenhall) søgen efter Zodiac-gådens faretruende kerne. En efterforskning, der bringer ham ud i alt fra familiære vanskeligheder til mere eller mindre livstruende oplevelser. Sideløbende – eller rent faktisk simultant - med Graysmiths historie får vi serveret en ’close-up’ af det amerikanske politi- og journalistmiljø anno 1970, hvor specielt fortolkningen af sidstnævnte siger klør fem i det uudholdelige stormvejr af højt skrigende telefoner og trivielt tastende skrivemaskiner.

Hverken ’Fight Club’s eller ’Seven’s filmisk mesterlige stadier nås, når ’Zodiac’ tegner sine elegante og stilrene billeder på lærredet, men filmen har alligevel sine egne kvaliteter, der udpensles ved hjælp af en dialog, der i bund og grund fungerer som filmens stabile fundament. Dog sker det i perioder, at man savner de dystre undertoner og ’old school’-musikkens glimren, da det er ved disse elementer at ’Zodiac’ sprudler mest. Her får Fincher lov til at demonstrere sin filmtekniske ekspertise, hvad han selvfølgelig ikke formår på samme måde i de mere dialogprægede scener, der indiskutabelt udgør majoriteten. På den måde adskiller ’Zodiac’ sig selvfølgelig rigtig flot fra Finchers andre og mere handlekraftige film, selvom man, i mine kritiske øjne, godt kunne have fyldt nogle flere kilo på den musikalske og dystre vægtstang.

Der er en konstant retrostemning til stede i Finchers univers, hvilket eftertrykkeligt understreges af den før omtalte ’old-school’-musik, der i de øjeblikke, hvor den udfolder sig, medvirker til at skabe en stilren kant, kun Fincher kan frembringe. Dog føler biografgængeren også det særlige ’70’er-touch’ i gennem diverse objekter, heriblandt de smukt polerede og gammeldags biler, i hvilke lygters skarpe lys genspejles elegant, mens de melankolsk triller rundt på de nattemørke veje. Som sagt kan kun få skabe en sådan stemning som ’Zodiac’ besidder, og endnu færre kan gøre det i gennem ganske almindelige objekter, hvilket der i bund og grund da også skulle være ufremkommeligt. Men David Fincher præsterer endnu engang det kropumulige ved at fremkalde en sådan stemning. Det er filmkunst på allerhøjeste plan og en visuel nydelse af en tårnhøj karakter.

I en film hvor dialogen er i det varme førersæde er det påkrævet at have nogle fornuftige skuespillere på rollelisten, da samtaler i et fiktivt univers ganske enkelt ikke kan fungere mellem to unuancerede karakterer med stereotype personkarakteristikker. I ’Zodiac’s univers figurerer ingen middelmådige skuespillere, hvilket resulterer i at dialogen fragtes ud til tilskueren på forbilledlig vis. Højst på stammen af klasseskuespillere befinder trekløveret Jake Gyllenhall, Mark Ruffalo og Robert Downey Jr. dog sig. Gyllenhall, som karikaturtegneren og senere forfatteren Robert Graysmith, der gennemgår en bemærkelsesværdig udvikling fra den ’alt for’ perfekte spejderdengse til en utrættelig workaholic, der lugter færten af mysteriets opklaring. Mark Ruffalo som den engagerede politimand, der kastes ind i centrummet af Zodiacmorderens blodige hurlumhej. Og Robert Downey Jr. som den afskyvækkende journalist, der skider på alle andre end ham selv og hans medgang.

’Zodiac’ er indehaver af en ganske unik egenskab; dens kvaliteter vokser, i takt med, at man mere og mere ekstatisk kigger tilbage på den. Et uvurderligt aspekt, da dette forårsager, at filmen sandsynligvis tåler utællelige gensyn. Til med er det et tegn på en filmisk triumf, da historien og stemningen klistrer sig til hjernen og flytter tankerne ud i selv de mest afsidesliggende kroge af filmen. Men i modsætning til en musikalsk ørehænger udvikler Finchers film sig positivt, da de enkelte sekvenser smelter sammen til en større helhed og danner den uforlignelige stemning, jeg nu har fremhævet et utal af gange. Men den stemningsfulde retro-kant, kan man ikke andet end at rose til skyerne. Det er og bliver et særdeles fantastisk aspekt.

Som bekendt er ’Zodiac’ lavet ovenpå en bog af virkelighedens Robert Graysmith, der fortæller den vaskeægte historie om seriemorderen i titelrollen. Dog uden at have læst bogen, vil jeg påstå, at filmen bibringer meget få nyskabende elementer til historien. Fincher følger med andre ord trofast de virkelige hændelser, helt uden at arrangere nogle nye og komplet overraskende mord eller tilsvarende affærer. Om det er negativt eller positivt er vel i bund og grund en subjektiv afgørelse. På den ene side får man serveret den – for mange (inklusiv mig selv) – fremmede historie forholdsvis korrekt, men på den anden side er det med fornuftigt kendskab til Zodiac-mordene en film uden de større overraskelser. Man keder sig dog sjældent i Finchers 2 timer og 39 minutter lange opvisning i stil, kant og visuel pragt.

’Zodiac’ er så langtfra en perfekt film. Den mangler ofte nogle virkefulde krydderier, der kunne få de afdæmpede dialogsekvenser til at smage sprødere, da de til tider ikke får nok modspil fra mere begivenhedsrige eller handlekraftige scener. Med andre ord bliver, der bygget en tand for lidt på det fundament, som ellers så elegant lægger op til det helt store mesterværk. Men selvom ’Zodiac’ ikke er noget mesterstykke, skal man være regulær ignorant for at overse dens fabelagtige kvaliteter, der i hobetal overskygger mange af filmens mindre vellykkede elementer. Finchers uhyre talentfulde instruktion og fotografering, de prominente navnes eminente skuespil, den stilrene retro-stemning og dialogen ej at forglemme, der isoleret set er ganske fremragende i rollen som bomstærkt fundament.

Alt i alt er ’Zodiac’ en eminent filmoplevelse, der på trods af et lidt ærgerligt misforhold mellem dialog- og spændingssekvenser, har så mange kvaliteter og en stil så fortryllende, at man ikke kan andet end at forelske sig i det sprudlende 70’er-univers.