Effekternes rodebutik
3.0
At sidde gennem samtlige næsten to en halv time af "Spider-Man 3" føles lidt som at prøve den samme rutschebane om og om igen. Til at starte føles det sjovt, men på et eller andet tidspunkt sætter en følelse ind af, at kilden i maven snart ikke forekommer så sjov mere. Så, efter at have cirkuleret rundt i det samme et utal af gange, trænger kvalmen sig på. Og selvom det ikke just er kvalme og deciderede brækfornemmelser den nye "Spider-Man" film for mit vedkommende forårsager, er det så sandelig heller ikke glædesrus og begejstring.
Instruktøren der også gav os de to første - og ganske glimrende - film i rækken om edderkoppemanden, Sam Raimi, giver os med "Spider-Man 3" en film lige efter bogen. Hvor problemet ligger er i, at Raimi åbentlys har fordybet sig i den gale bog. I en slags "How to make a boringly traditionel sequel" måske. Under alle omstændigheder føler man sig som havnet i en hovedløs og kedsommelig konkurrence hvor det såresimpelt gælder om, at overgå og overgå. Og det er så hvad effekt-teamet bag filmen har sat sig for - oven i købet med en svimlende høj pengesum til rådighed. Derfor ér resultatet naturligvis visuelt overdådigt og især er filmens ene skurk, Sandman, blændende flot kreeret og den sorte, hyperfleksible slimklat ligeledes strålende lavet. På den anden side kan man også sige, at det har de dæleme også bare at være, når budgettet består af ikke færre end 258 millioner dollars(!).
Som det hedder sig er det dog gørelsen og ikke størrelsen der tæller. En filosofi som Raimi nok skulle have ladet sive ind en gang eller to, før han begav sig i sving "Spider-Man 3". Alt i mens han lader Spider-Man blive kastet gennem ruder, hamret mod jernstolper, murbrokker og knyttede næver, burde han nok have overvejet en konsekvens for så heftige, for ikke at sige dødelige, skader. 3'eren lider dog meget og måske endda mest af at være uhyre triviel og man ønsker virkelig, at folkene bag virkelig kunne have tilføjet noget til historien, frem for at gå af genveje og bagdøre (såsom det at Sandman alias Flint Marko skulle stå bag onkel Bens mord)
Primært savnede jeg altså lidt nyt, Og når man to gange tidligere er blevet trukket igennem den samme næsten identiske forestilling, syntes jeg på ingen måde det er for meget at forlange.
Igen er Spidey på glat is. Igen er han spundet inde mellem dilemmaernes spindelvæv. Igen må han kæmpe med næb og klør i kampen mod det onde. Og igen er effekterne forrygende. "Spider-Man 3" har det hele, men den har også for meget af det. Paradoksalt nok lider en film der har for meget af det hele dog af et altafgørende mangel: Nemlig den charme og gejst der gjorde 1'eren og 2'eren til dybt seværdige og underholdende film og som er gået til i gigantbudgettets effektvirvar. Nok ser det flot ud, men pænt gavepapir uden indhold fortjener efter mit hoved ikke mere end en kneben middelkarakter.
Instruktøren der også gav os de to første - og ganske glimrende - film i rækken om edderkoppemanden, Sam Raimi, giver os med "Spider-Man 3" en film lige efter bogen. Hvor problemet ligger er i, at Raimi åbentlys har fordybet sig i den gale bog. I en slags "How to make a boringly traditionel sequel" måske. Under alle omstændigheder føler man sig som havnet i en hovedløs og kedsommelig konkurrence hvor det såresimpelt gælder om, at overgå og overgå. Og det er så hvad effekt-teamet bag filmen har sat sig for - oven i købet med en svimlende høj pengesum til rådighed. Derfor ér resultatet naturligvis visuelt overdådigt og især er filmens ene skurk, Sandman, blændende flot kreeret og den sorte, hyperfleksible slimklat ligeledes strålende lavet. På den anden side kan man også sige, at det har de dæleme også bare at være, når budgettet består af ikke færre end 258 millioner dollars(!).
Som det hedder sig er det dog gørelsen og ikke størrelsen der tæller. En filosofi som Raimi nok skulle have ladet sive ind en gang eller to, før han begav sig i sving "Spider-Man 3". Alt i mens han lader Spider-Man blive kastet gennem ruder, hamret mod jernstolper, murbrokker og knyttede næver, burde han nok have overvejet en konsekvens for så heftige, for ikke at sige dødelige, skader. 3'eren lider dog meget og måske endda mest af at være uhyre triviel og man ønsker virkelig, at folkene bag virkelig kunne have tilføjet noget til historien, frem for at gå af genveje og bagdøre (såsom det at Sandman alias Flint Marko skulle stå bag onkel Bens mord)
Primært savnede jeg altså lidt nyt, Og når man to gange tidligere er blevet trukket igennem den samme næsten identiske forestilling, syntes jeg på ingen måde det er for meget at forlange.
Igen er Spidey på glat is. Igen er han spundet inde mellem dilemmaernes spindelvæv. Igen må han kæmpe med næb og klør i kampen mod det onde. Og igen er effekterne forrygende. "Spider-Man 3" har det hele, men den har også for meget af det. Paradoksalt nok lider en film der har for meget af det hele dog af et altafgørende mangel: Nemlig den charme og gejst der gjorde 1'eren og 2'eren til dybt seværdige og underholdende film og som er gået til i gigantbudgettets effektvirvar. Nok ser det flot ud, men pænt gavepapir uden indhold fortjener efter mit hoved ikke mere end en kneben middelkarakter.
12/05-2007
