Den Ædle Vilde møder Miami Vice
5.0
Fandt ved et tilfælde denne perle i en tilbudskasse og stor var min glæde. Min gamle VHS udgave gik heden under en flytning og det har været et stort savn.
Michael Mann må siges at have drejet en udgave af Fennimore Coopers klassiker som både er tro mod originalen, men også indeholder en hel del af Manns trademarks - især actionsekvenserne er fantastiske. Jeg vil vende tilbage til dem senere, fordi det der for mig er det flotteste ved Manns Mohikaner er den research, der har ligget bag. Indianerne i filmen er der ikke meget hollywood over, måske fordi de østlige stammer aldrig har fyldt så meget på film. Både Huronerne som er "de onde" og Mohikanerne er skildret meget respektfuldt. Ganske vist er de nogle brutale sataner når de slås, men Daniel Day Lewis' Hawkeye gover en forklaring på hvorfor og det er IKKE indianernes skyld. De er blevet suget ind i det nærmest uendlige magtopgør mellem Frankrig og Storbritannien som rasede gennem det meste af 1700tallet og tilgangen til alkohol og skydevåben har optrappet bitterheden i opgørene stammerne imellem. Huronerne skildres ikke som brutale mordere, men Wes Studis Magua er afgjort ikke nogen rar fætter. Han har så til gengæld et seriøst hævnmotiv, nemlig at ramme Oberst Munro og dennes familie på samme måde som han har ramt Magua. Derfor bryder han den våbenhvile som franskmændene og briterne aftaler - han er bitter over ikke at have fået hævn og selv efter nedslagtningen af den britiske kolonne er han stadig uforløst. Man skulle så tro at han går amok i mere blodrus, men nej hele sagen bliver afgjort ved mandebod. Som man nok kan gætte, finder jeg Magua langt mere interessant end Hawkeye og de to mohikanere Uncas og Chingachgook, som nærmest virker som bifigurer i filmens start. Det er et meget smukt træk hos Mann at hans skurke i den grad får lov til at være nuancerede - en øvelse som han gentager i den fænomenale "Heat"
Men selvfølgelig må ondskaben ned med nakken, men først efter et sonoffer - den meget britiske Major Heyward udgiver sig for at være "La Longue Carabine" (Hawkeye) for at sone for ikke at have lytte til ham og hans folk og lider derfor døden på marterpælen fordi huronerne har et mellemværende med Hawkeye - og et eksempel på grænseløs kærlighed (som så også ender med to ofre; Uncas og Alice) og det er den ældste mohikaner Chingachgook, der leverer nådestødet i kulminationen på en fantastisk jagt sekvens, som starter med Hawkeyes medlidenhedsdrab på Heyward og så bare tager til i intensitet. En sekvens hvor musikken på helt fanatastisk vis fremhæver det voldsomme så vel som det smukke og det tragiske - ikke storladne strygere men en traditionel skotsk dans. Endnu mere fantastisk er så Fennimore Coopers lille ondskabsfulde twist på det hele, Chingachgook mister sin søn og står så tilbage som den sidste mohikaner - Cora Munro har ganske vist mistet både sin far og sin søster, men hun har Hawkeye. Chingachgook har ingenting andet savnet af sin søn og sit folk - dobbelt ensom kan man sige. Han, Hawkeye og Cora vil gå videre i flere bøger og slutningen virker også så tilpas åben at man kunne tro at Michael Mann overvejede at forsætte med flere af Fennimore Coopers bøger.
Michael Mann tør fortælle historien som det den er; en storladen fortælling om kærlighed, hævn og opofrelse, skrevet i en svunden tid. Og han gør det så selv en nittetæller ud i det miltærfaglige som undertegnede klapper i sine små luffer. Der er et par enkelte meget små bloopers, men Den Sidste Mohikaner kan sagtens måle sig med en klassiker som Barry Lyndon når det kommer til det militære og det er rigtig rigtig flot gået af en hollywood satsning fra 90'erne. Prøv i øvrigt at nærlæse rulleteksterne og se hvor mange detaljer, der egentlig er tænkt over - eksempelvis har man haft en professionel bøssemager til at skabe "Hjortedræber" som er Hawkeyes riffel - en detalje som er vigtig i det Fennimore Cooperske univers, men egentlig ikke har den store vitighed for handlingen i filmen. Den slags grundighed kan få mig til se filmen igen, bare for at finde de omtalte detaljer og så der endda mange flere hvor de kommer fra.
Skuespillet er godt tenderende til eminent. Daniel Day Lewis er troværdig som Hawkeye og portrætterer hans splittelse mellem to folk flot og Madeline Stowe er - ja, Madeline Stowe.
Det er indianerne der løfter historien op over det ordinære. Wes Studi er som allerede nævnt eminent som Magua, men også Eric Zweigs Uncas og Russel Means Chingachgook er rigtig gode selvom de først for alvor får lov at folde sig ud sidst i filmen. Deres problem er at de skal være ædle og det komme rlet til at virke kunstigt, men når først de finder deres knive og tomahawks frem, så er de akkurat lige så rå som Magua.
Birollerne er godt besat, men får aldrig rigtig lov at tegne deres karakterer helt i bund og fremstår lidt todimensionelle, men måske er det Manns valg, da handlingens primære fokus er på Hawkeye og hans nærmeste kontra Magua.
En ting som jeg også sætter stor pris på, er bruget af forskellige sprog - jeg er ikke i stand til at vide om de indianske dialekter er korrekte, men bare det ,at de får lov til at tale deres egne tunger er rosværdigt.
Sammenfattende en umanerlig veldrejet film med masser af rå action, flotte historisk korrekte kostumer og smukke locations kombineret med brug af kamera, der fremhæver historiens storladenhed, men også det brutale i kampsekvenserne, samt naturligvis en kærlighedshistorie. Den Sidste Mohikaner holder hele vejen igennem.
Et ca c'est bien pour les Hurons du Lac.
'abayo
Michael Mann må siges at have drejet en udgave af Fennimore Coopers klassiker som både er tro mod originalen, men også indeholder en hel del af Manns trademarks - især actionsekvenserne er fantastiske. Jeg vil vende tilbage til dem senere, fordi det der for mig er det flotteste ved Manns Mohikaner er den research, der har ligget bag. Indianerne i filmen er der ikke meget hollywood over, måske fordi de østlige stammer aldrig har fyldt så meget på film. Både Huronerne som er "de onde" og Mohikanerne er skildret meget respektfuldt. Ganske vist er de nogle brutale sataner når de slås, men Daniel Day Lewis' Hawkeye gover en forklaring på hvorfor og det er IKKE indianernes skyld. De er blevet suget ind i det nærmest uendlige magtopgør mellem Frankrig og Storbritannien som rasede gennem det meste af 1700tallet og tilgangen til alkohol og skydevåben har optrappet bitterheden i opgørene stammerne imellem. Huronerne skildres ikke som brutale mordere, men Wes Studis Magua er afgjort ikke nogen rar fætter. Han har så til gengæld et seriøst hævnmotiv, nemlig at ramme Oberst Munro og dennes familie på samme måde som han har ramt Magua. Derfor bryder han den våbenhvile som franskmændene og briterne aftaler - han er bitter over ikke at have fået hævn og selv efter nedslagtningen af den britiske kolonne er han stadig uforløst. Man skulle så tro at han går amok i mere blodrus, men nej hele sagen bliver afgjort ved mandebod. Som man nok kan gætte, finder jeg Magua langt mere interessant end Hawkeye og de to mohikanere Uncas og Chingachgook, som nærmest virker som bifigurer i filmens start. Det er et meget smukt træk hos Mann at hans skurke i den grad får lov til at være nuancerede - en øvelse som han gentager i den fænomenale "Heat"
Men selvfølgelig må ondskaben ned med nakken, men først efter et sonoffer - den meget britiske Major Heyward udgiver sig for at være "La Longue Carabine" (Hawkeye) for at sone for ikke at have lytte til ham og hans folk og lider derfor døden på marterpælen fordi huronerne har et mellemværende med Hawkeye - og et eksempel på grænseløs kærlighed (som så også ender med to ofre; Uncas og Alice) og det er den ældste mohikaner Chingachgook, der leverer nådestødet i kulminationen på en fantastisk jagt sekvens, som starter med Hawkeyes medlidenhedsdrab på Heyward og så bare tager til i intensitet. En sekvens hvor musikken på helt fanatastisk vis fremhæver det voldsomme så vel som det smukke og det tragiske - ikke storladne strygere men en traditionel skotsk dans. Endnu mere fantastisk er så Fennimore Coopers lille ondskabsfulde twist på det hele, Chingachgook mister sin søn og står så tilbage som den sidste mohikaner - Cora Munro har ganske vist mistet både sin far og sin søster, men hun har Hawkeye. Chingachgook har ingenting andet savnet af sin søn og sit folk - dobbelt ensom kan man sige. Han, Hawkeye og Cora vil gå videre i flere bøger og slutningen virker også så tilpas åben at man kunne tro at Michael Mann overvejede at forsætte med flere af Fennimore Coopers bøger.
Michael Mann tør fortælle historien som det den er; en storladen fortælling om kærlighed, hævn og opofrelse, skrevet i en svunden tid. Og han gør det så selv en nittetæller ud i det miltærfaglige som undertegnede klapper i sine små luffer. Der er et par enkelte meget små bloopers, men Den Sidste Mohikaner kan sagtens måle sig med en klassiker som Barry Lyndon når det kommer til det militære og det er rigtig rigtig flot gået af en hollywood satsning fra 90'erne. Prøv i øvrigt at nærlæse rulleteksterne og se hvor mange detaljer, der egentlig er tænkt over - eksempelvis har man haft en professionel bøssemager til at skabe "Hjortedræber" som er Hawkeyes riffel - en detalje som er vigtig i det Fennimore Cooperske univers, men egentlig ikke har den store vitighed for handlingen i filmen. Den slags grundighed kan få mig til se filmen igen, bare for at finde de omtalte detaljer og så der endda mange flere hvor de kommer fra.
Skuespillet er godt tenderende til eminent. Daniel Day Lewis er troværdig som Hawkeye og portrætterer hans splittelse mellem to folk flot og Madeline Stowe er - ja, Madeline Stowe.
Det er indianerne der løfter historien op over det ordinære. Wes Studi er som allerede nævnt eminent som Magua, men også Eric Zweigs Uncas og Russel Means Chingachgook er rigtig gode selvom de først for alvor får lov at folde sig ud sidst i filmen. Deres problem er at de skal være ædle og det komme rlet til at virke kunstigt, men når først de finder deres knive og tomahawks frem, så er de akkurat lige så rå som Magua.
Birollerne er godt besat, men får aldrig rigtig lov at tegne deres karakterer helt i bund og fremstår lidt todimensionelle, men måske er det Manns valg, da handlingens primære fokus er på Hawkeye og hans nærmeste kontra Magua.
En ting som jeg også sætter stor pris på, er bruget af forskellige sprog - jeg er ikke i stand til at vide om de indianske dialekter er korrekte, men bare det ,at de får lov til at tale deres egne tunger er rosværdigt.
Sammenfattende en umanerlig veldrejet film med masser af rå action, flotte historisk korrekte kostumer og smukke locations kombineret med brug af kamera, der fremhæver historiens storladenhed, men også det brutale i kampsekvenserne, samt naturligvis en kærlighedshistorie. Den Sidste Mohikaner holder hele vejen igennem.
Et ca c'est bien pour les Hurons du Lac.
'abayo
14/05-2007
