"Signs of things to come"
5.0
December 1941. Japanerne tordner frem i fjernøsten og har lige sat USA midlertidig skakmat ved at bombe Pearl Harbor. Alle stede trænges de amerikanske styrker tilbage og på hjemmefronten råder KAOS.
Velnok den første af Spielbergs film med et WWII tema og hvilken film. Nøgleordene er historisk akkuratesse og rablende vanvittig slapstick. Filmen betragtes også som Spielbergs første stinker, hvilket jeg mener er ufortjent.
Dens største problem er at man skal vide en hel del om USA op til og lige efter Pearl Harbor for at fange det, der gør denne film til noget helt unikt. Er det ikke tilfældet fremstår den som et mærkeligt skævskud fra Spielbergs hånd.
Spielberg overvurderede nok sit publikums viden om deres egen historie og derfor slog 1941 aldrig rigtigt igennem i USA og logisk nok endnu mindre i resten af verden.
Filmen foreligger i to udgaver - Spielberg måtte klippe og ændre en hel del efter de første screeninger og den "officielle" udgave virker derfor lidt usammenhængende på visse punkter. Jeg har set begge udgaver og synes personligt bedst om den originale og uændrede udgave.
Begge indeholder dog en kavalkade af tidens navne indenfor komedie og cameos fra en række koryfæer fra film og TV.
Alle uanset status er hvirvlet ind i en sand skypumpe af gags og sindsyge stunts, som alle er inspireret af virkelige hændelser fra den vanvittige periode af panik og kaos som fulgte efter Pearl Harbor.
Toshiro Mifune og Christopher Lee er hhv japansk og tysk søofficer ombord på en japansk ubåd, hvilket er forudbestemt til at ende i totalt kaos. Lees karikerede nazist står over for Mifunes totale straight face af en japaner (dog med et glimt af den ironi som han også viser i Yojimbo). Deres mål er at angribe "noget stort" og hvad er større end Hollywood(land). Problemet er bare at ubådens kompas er røget ad h til, så man må sende et raiding party - ninjaer forklædt som juletræer - i land for at kidnappe en lokalkendt. Dette viser sig så til the bad guys uheld at være en skovhugger ved navn Hollis Wood spillet af Slim Pickens (ham der rider på bomben i Doctor Strangelove) og så tager begivenhederne for alvor fart.
På land råder allerede totalt kaos - man klarer sig egentlig ganske fint uden virkelige japanere, man ser dem nemlig allerede alle mulige og umulige steder bl.a. rapporteres der om faldskærmsssoldater i køvermarkerne i Pomona og Jagerfly over Griffiths Observatory osv. osv. En situation der bedst kan beskrives som kollektiv paranoia krydset med jitterbug.
The good guys er på bedste spielbergske vis repræsenteret af en ærkeamerikansk far-mor-og-børn familie (med Ned Beatty ved bordenden), hvis datter har noget kørende med den jitterbuggende diskenspringer nede fra caféen - ikke specielt populært hos farmand.
Hvis dette i sig selv ikke er nok så lader Spielberg et hold soldater med en 40mm antiluftskytskanon lande i familiens baghave. Dette hold af tabere er under kommando af Dan Aykroyd og består en lavpandet korporal (Treat Williams), der hader swingpjattere, en racistisk menig (John Candy) og hans sorte modpol (Frank McRae) hvilket borger for en hel del groteske situationer. Her bruger Spielberg sin "artistic license" da den amerikanske hær var racesegregeret i 1941, men pyt med det fordi det ser man ikke når musikken spiller.
Oven i det skal man lægge en liderlig flyverkaptajn, der ikke kan flyve (Tim Matheson) og hans hjertes udkårne (Nacy Allen) som tænder seriøst på (flyvende) piloter, en svært bevæbnet bugtalerdukke, Dumbo, en forholdsvis normal General Stillwell (Robert Stack) og ikke mindst Captain "Wild Bill" Kelso en skingrende skør jagerpilot (John Belushi) som bl. a. er skyld i parantesen efter Hollywood tidligere i teksten, og ikke at forglemme julepynt, swingpjattere, et gigantisk slagsmål og endelig førnævnte japansk/tyske ubåd, en enkelt kampvogn og et løbsk pariserhjul.
Ovenstående skulle give et billede af hvad man kan forvente, men at forklare sammenhængen er simpelthen ikke muligt, det skal ses.
Spielberg demonstrerer i 1941 sin store kærlighed for Americana og for Anden Verdenskrig, men han rører samtidig ved nogle af de ting som amerikanerne ikke er helt stolte over. Det store slagsmål mellem militære og swingpjattere er inspireret af raceoptøjer, hvor de overvejende mexicansk amerikanske zoo suiters protesterede mod at blive udelukket fra mange af områdets hotte steder til fordel for soldaterne. Og der er meget mere; den region 1 dvd som jeg har fået fat i, har en mængde ekstra materiale, hvor Spielberg bl. a. forklarer om den grundige research, der lå til grund for filmen. Faktisk var dens emne ret følsomt fra start. John Wayne var udset til at spille rollen som general Stillwell, men takkede nej fordi han anså filmen som værende upatriotisk.
Jeg anbefaler makværket "Pearl Harbor", hvis I vil se det billede man GODT vil have igennem.
Spielberg maler i 1941 med en sort ironisk pensel, samtidig med at han demonstrerer sin evne til at skabe en "period picture" hvor billedet holder. Alt fra tøjet over bilerne til musikken er 100% korrekt og filmen kan ses som både en hyldest til tidens populære screwball komedier og et varsel om senere film omhandlende perioden.
Sammenfattende en sindsygt underholdende film i bedste "It's a mad, mad, world" stil. Men også en film, der kræver, at man har boget den lidt for at få alle nuancer med.
Ikke desto mindre er firkløveret, Mifune, Lee, Pickens og Belushi alene nok til at gøre filmen værd at se.
"Let's go to Hollywood and blow the shit out of something BIG!" og det er lige det de gør.
'abayo
Velnok den første af Spielbergs film med et WWII tema og hvilken film. Nøgleordene er historisk akkuratesse og rablende vanvittig slapstick. Filmen betragtes også som Spielbergs første stinker, hvilket jeg mener er ufortjent.
Dens største problem er at man skal vide en hel del om USA op til og lige efter Pearl Harbor for at fange det, der gør denne film til noget helt unikt. Er det ikke tilfældet fremstår den som et mærkeligt skævskud fra Spielbergs hånd.
Spielberg overvurderede nok sit publikums viden om deres egen historie og derfor slog 1941 aldrig rigtigt igennem i USA og logisk nok endnu mindre i resten af verden.
Filmen foreligger i to udgaver - Spielberg måtte klippe og ændre en hel del efter de første screeninger og den "officielle" udgave virker derfor lidt usammenhængende på visse punkter. Jeg har set begge udgaver og synes personligt bedst om den originale og uændrede udgave.
Begge indeholder dog en kavalkade af tidens navne indenfor komedie og cameos fra en række koryfæer fra film og TV.
Alle uanset status er hvirvlet ind i en sand skypumpe af gags og sindsyge stunts, som alle er inspireret af virkelige hændelser fra den vanvittige periode af panik og kaos som fulgte efter Pearl Harbor.
Toshiro Mifune og Christopher Lee er hhv japansk og tysk søofficer ombord på en japansk ubåd, hvilket er forudbestemt til at ende i totalt kaos. Lees karikerede nazist står over for Mifunes totale straight face af en japaner (dog med et glimt af den ironi som han også viser i Yojimbo). Deres mål er at angribe "noget stort" og hvad er større end Hollywood(land). Problemet er bare at ubådens kompas er røget ad h til, så man må sende et raiding party - ninjaer forklædt som juletræer - i land for at kidnappe en lokalkendt. Dette viser sig så til the bad guys uheld at være en skovhugger ved navn Hollis Wood spillet af Slim Pickens (ham der rider på bomben i Doctor Strangelove) og så tager begivenhederne for alvor fart.
På land råder allerede totalt kaos - man klarer sig egentlig ganske fint uden virkelige japanere, man ser dem nemlig allerede alle mulige og umulige steder bl.a. rapporteres der om faldskærmsssoldater i køvermarkerne i Pomona og Jagerfly over Griffiths Observatory osv. osv. En situation der bedst kan beskrives som kollektiv paranoia krydset med jitterbug.
The good guys er på bedste spielbergske vis repræsenteret af en ærkeamerikansk far-mor-og-børn familie (med Ned Beatty ved bordenden), hvis datter har noget kørende med den jitterbuggende diskenspringer nede fra caféen - ikke specielt populært hos farmand.
Hvis dette i sig selv ikke er nok så lader Spielberg et hold soldater med en 40mm antiluftskytskanon lande i familiens baghave. Dette hold af tabere er under kommando af Dan Aykroyd og består en lavpandet korporal (Treat Williams), der hader swingpjattere, en racistisk menig (John Candy) og hans sorte modpol (Frank McRae) hvilket borger for en hel del groteske situationer. Her bruger Spielberg sin "artistic license" da den amerikanske hær var racesegregeret i 1941, men pyt med det fordi det ser man ikke når musikken spiller.
Oven i det skal man lægge en liderlig flyverkaptajn, der ikke kan flyve (Tim Matheson) og hans hjertes udkårne (Nacy Allen) som tænder seriøst på (flyvende) piloter, en svært bevæbnet bugtalerdukke, Dumbo, en forholdsvis normal General Stillwell (Robert Stack) og ikke mindst Captain "Wild Bill" Kelso en skingrende skør jagerpilot (John Belushi) som bl. a. er skyld i parantesen efter Hollywood tidligere i teksten, og ikke at forglemme julepynt, swingpjattere, et gigantisk slagsmål og endelig førnævnte japansk/tyske ubåd, en enkelt kampvogn og et løbsk pariserhjul.
Ovenstående skulle give et billede af hvad man kan forvente, men at forklare sammenhængen er simpelthen ikke muligt, det skal ses.
Spielberg demonstrerer i 1941 sin store kærlighed for Americana og for Anden Verdenskrig, men han rører samtidig ved nogle af de ting som amerikanerne ikke er helt stolte over. Det store slagsmål mellem militære og swingpjattere er inspireret af raceoptøjer, hvor de overvejende mexicansk amerikanske zoo suiters protesterede mod at blive udelukket fra mange af områdets hotte steder til fordel for soldaterne. Og der er meget mere; den region 1 dvd som jeg har fået fat i, har en mængde ekstra materiale, hvor Spielberg bl. a. forklarer om den grundige research, der lå til grund for filmen. Faktisk var dens emne ret følsomt fra start. John Wayne var udset til at spille rollen som general Stillwell, men takkede nej fordi han anså filmen som værende upatriotisk.
Jeg anbefaler makværket "Pearl Harbor", hvis I vil se det billede man GODT vil have igennem.
Spielberg maler i 1941 med en sort ironisk pensel, samtidig med at han demonstrerer sin evne til at skabe en "period picture" hvor billedet holder. Alt fra tøjet over bilerne til musikken er 100% korrekt og filmen kan ses som både en hyldest til tidens populære screwball komedier og et varsel om senere film omhandlende perioden.
Sammenfattende en sindsygt underholdende film i bedste "It's a mad, mad, world" stil. Men også en film, der kræver, at man har boget den lidt for at få alle nuancer med.
Ikke desto mindre er firkløveret, Mifune, Lee, Pickens og Belushi alene nok til at gøre filmen værd at se.
"Let's go to Hollywood and blow the shit out of something BIG!" og det er lige det de gør.
'abayo
14/05-2007
