Hjertevarmens kamp i det iskolde østtyske jernbur
6.0
Florian Henckel-Donnersmarcks De Andres Liv er et brag af en debut. Hans skildring af det politiske system i østtyskland og i særdeleshed hans eminente blotlæggelse af Stasi's metoder får det til at løbe koldt end af ryggen på en. Selvom man som tilskuer umuligt kan fange den følelse, som østtyskerne har haft det i dette overvågningsrædselsregime med frygt som det primære undertrykkelsesinstrument, så giver De Andres Liv os et troværdigt bud. At Henckel-Donnersmarck hænger denne myrekrybende fremstilling op til et skelet bestående af et overordentligt stærkt og ualmindeligt gribende menneskeligt drama, som er filmens egentlige omdrejningspunkt, gør bare hans debutfilm endnu mere fantastisk.
Filmens hovedperson er den yderst partiloyale stasiagent Hauptmann Gerd Wiesler, som gennem et overvågningsarbejde på filmens to andre centrale personer, forfatteren Georg Dreyman og skuespillerinden Christa-Maria Sieland, langsomt bliver fascineret af disse to personers levende og kærlighedsfyldte hverdag, som står i skarp kontrast til hans egne grå, humørforladte og skemalagte ensomhed. Langsomt men sikkert smuldrer hans blinde politiske loyalitet og overbevisning, da først en dråbe af menneskelig varme og kærlighedshunger slår rod i hans ellers frosne hjerte og begynder at tør det op. Filmens centrale omdrejningspunkt både som spændingsgenerator og katalysator for det menneskelige drama er nu HGWs kamp både i det indre mellem hans følelser og pligtopfyldelsesbehov og i det ydre med at skjule for Stasi, at han fascineres af "de andres liv" og aktivt sørger for deres fortsatte frihed.
De Andres Liv rummer også en række andre både gribende og afskyvækkende personskildringer og sidehistorier, som alle løfter filmen højt. Ligesom HGW gribes vi af de to kulturintellektuelles kærlighed, som ikke har nemme kår i datidens DDR. Overvågningen af primært Georg Dreyman er i første omgang bestilt af en korrupt minister som befaler, at der SKAL findes snavs på Dreyman, således at ministeren kan få den smukke Christa-Maria Sieland for sig selv. Denne eksplicitte visualisering af den politiske koruptionsjernnæve, som smadrer alle civile på sin vej er grufuld og afskyvækkende.
SPOILERS
Filmens persongalleri er gennemført og perfektionistisk fremstillet og flettet på kryds og tværs. Ulrich Mühe er imponerende som den iskolde stasiagent, der langsomt tør op gennem filmen. To scener er helt i særklasse. Scenen, hvor HGW afløses ved lytterposten midt i et afgørende og intens øjeblik hos de to overvågede, illusterer perfekt hvad der nu pludselig er hans sande interesse og drivkraft i projektet. Hans vemod er underspillet perfekt, hvor han giver høretelefonerne fra sig. Ligeledes står fortvivlesen og sorgen malet i hans ansigt til slut, hvor han holder den døde Christa-Maria Sieland i hans arme. Det er så gribende, at det gør helt ondt.
SPOILERS SLUT
Sebastian Koch og Martina Gedeck leverer også fremragende præstationer som det overvågede par, der på bedste vis understreger den situation folk var i, i det østtyske overvågningshelvede. Meget stærkt står også Ulrich Tukur, som HGWs ven Oberstleutnant Anton Grubitz. Hans præstation er overbevisende ubehagelig og frygtfremkaldende, og Stasiregimes umenneskelighed levendegøres på bedste vis gennem hans tilstedeværelse i filmen.
De Andres Liv fortælles i et roligt tempo, hvor både miljø- og personkarakteristik har førsteprioritet. Alle detaljer og finesser omkring Stasityskland, personrelationer og menneskelige følelser rammes perfekt. Langsomt opbygges side om side det menneskelige drama og en spændingshistorie på liv og død. Man opsluges langsomt af filmen og sidder fastspændt til skærmen af spænding i den sidste tredjedel.
De Andres Liv vandt årets Oscar for bedste udenlandske film. Med fuldt hus på stjernefronten ville det normalt være fortjent, men jeg mener nu stadig, at Pans Labyrinth burde have haft den. Dette rykker ikke en tomme ved, at De Andres Liv er en fantastisk film på alle måder og niveauer. Det mesterlige træk er, at den gennem en fortrinlig fortalt menneskelig historie samtidig giver os et uafrysteligt indblik i verdenen bag det europæiske jerntæppe. Og sammen med netop Pans Labyrinth er det, de to mest gribende film, jeg kan mindes at have set i meget lang tid.
Filmens hovedperson er den yderst partiloyale stasiagent Hauptmann Gerd Wiesler, som gennem et overvågningsarbejde på filmens to andre centrale personer, forfatteren Georg Dreyman og skuespillerinden Christa-Maria Sieland, langsomt bliver fascineret af disse to personers levende og kærlighedsfyldte hverdag, som står i skarp kontrast til hans egne grå, humørforladte og skemalagte ensomhed. Langsomt men sikkert smuldrer hans blinde politiske loyalitet og overbevisning, da først en dråbe af menneskelig varme og kærlighedshunger slår rod i hans ellers frosne hjerte og begynder at tør det op. Filmens centrale omdrejningspunkt både som spændingsgenerator og katalysator for det menneskelige drama er nu HGWs kamp både i det indre mellem hans følelser og pligtopfyldelsesbehov og i det ydre med at skjule for Stasi, at han fascineres af "de andres liv" og aktivt sørger for deres fortsatte frihed.
De Andres Liv rummer også en række andre både gribende og afskyvækkende personskildringer og sidehistorier, som alle løfter filmen højt. Ligesom HGW gribes vi af de to kulturintellektuelles kærlighed, som ikke har nemme kår i datidens DDR. Overvågningen af primært Georg Dreyman er i første omgang bestilt af en korrupt minister som befaler, at der SKAL findes snavs på Dreyman, således at ministeren kan få den smukke Christa-Maria Sieland for sig selv. Denne eksplicitte visualisering af den politiske koruptionsjernnæve, som smadrer alle civile på sin vej er grufuld og afskyvækkende.
SPOILERS
Filmens persongalleri er gennemført og perfektionistisk fremstillet og flettet på kryds og tværs. Ulrich Mühe er imponerende som den iskolde stasiagent, der langsomt tør op gennem filmen. To scener er helt i særklasse. Scenen, hvor HGW afløses ved lytterposten midt i et afgørende og intens øjeblik hos de to overvågede, illusterer perfekt hvad der nu pludselig er hans sande interesse og drivkraft i projektet. Hans vemod er underspillet perfekt, hvor han giver høretelefonerne fra sig. Ligeledes står fortvivlesen og sorgen malet i hans ansigt til slut, hvor han holder den døde Christa-Maria Sieland i hans arme. Det er så gribende, at det gør helt ondt.
SPOILERS SLUT
Sebastian Koch og Martina Gedeck leverer også fremragende præstationer som det overvågede par, der på bedste vis understreger den situation folk var i, i det østtyske overvågningshelvede. Meget stærkt står også Ulrich Tukur, som HGWs ven Oberstleutnant Anton Grubitz. Hans præstation er overbevisende ubehagelig og frygtfremkaldende, og Stasiregimes umenneskelighed levendegøres på bedste vis gennem hans tilstedeværelse i filmen.
De Andres Liv fortælles i et roligt tempo, hvor både miljø- og personkarakteristik har førsteprioritet. Alle detaljer og finesser omkring Stasityskland, personrelationer og menneskelige følelser rammes perfekt. Langsomt opbygges side om side det menneskelige drama og en spændingshistorie på liv og død. Man opsluges langsomt af filmen og sidder fastspændt til skærmen af spænding i den sidste tredjedel.
De Andres Liv vandt årets Oscar for bedste udenlandske film. Med fuldt hus på stjernefronten ville det normalt være fortjent, men jeg mener nu stadig, at Pans Labyrinth burde have haft den. Dette rykker ikke en tomme ved, at De Andres Liv er en fantastisk film på alle måder og niveauer. Det mesterlige træk er, at den gennem en fortrinlig fortalt menneskelig historie samtidig giver os et uafrysteligt indblik i verdenen bag det europæiske jerntæppe. Og sammen med netop Pans Labyrinth er det, de to mest gribende film, jeg kan mindes at have set i meget lang tid.
14/05-2007
