Sandhøjen fra helvede
5.0
Allerede ved første øjenkast syner Sidney Lumets "The Hill" af en sjælden gennemført instruktion. Et kamera fører os over og ind bag de indhegnende stenmurer der omringer den engelske krigsfangelejr som filmen udspiller sig i. Herefter daler det videre op på toppen af en stor forhøjning som står placeret midt i lejrens gård og bevæger sig stille og glidende den halve vej tilbage. Bare med dette virtuose kranskud vidner man en stil af lethed og elegance som jeg langt fra troede jeg ville møde i en sort/hvid-film fra 1965.
”The Hill” fortæller som sagt om en trænings/fangelejr under 2. Verdenskrig hvori lettere rebelske soldater fragtes til. Blandt dem findes den trodsige Roberts, der nægter at lade sig blive uretfærdigt behandlet og derfor må lide ekstra hårdt under ordrer fra sergenter og øverstbefalende. I fleste tilfælde kræver det én fysisk prøvelse - nemlig at kæmpe sig op og ned af lejrens frygtede sandbakke. Og under konstant højtråben, i umedgørlige underlag af sanddynger og plus en bagende hed sol fra foroven er det bestemt lettere sagt end gjort.
Som jeg startede med at nævne, indleder filmen altså sit udseende og sin stil fortræffeligt, men hvad bedst er, løber ”The Hill” aldrig tør for spændende og overbevisende visuel energi. Den bliver med andre ord aldrig tørlagt af sine ufarvede billeder og aldrig kedelig at se på.
Skuespillet er dog først og fremmest det der driver filmen og dens intense følelsesstrøm af psykisk pres og afmagt. I rollen som Roberts ses Sean Connery bedre end nogensinde, for måden hvorpå han udtrykker sig i ord og kropssprog hører særklassen til. Desuden er Harry Andrews perfekt som oversergent Wilson, der uafbrudt overdøver sine mænd med afstraffelser og befalinger.
Med lidt flere nuancer og dybder kunne ”The Hill” meget vel være blevet et af alle tiders bedset krigsdramaer. Dog må den "nøjes" med at være en stærk og medrivende film, der med sin særdeles veludtænkte og veludførte slutsekvens lige akkurat erhverver sig en femte stjerne.
”The Hill” fortæller som sagt om en trænings/fangelejr under 2. Verdenskrig hvori lettere rebelske soldater fragtes til. Blandt dem findes den trodsige Roberts, der nægter at lade sig blive uretfærdigt behandlet og derfor må lide ekstra hårdt under ordrer fra sergenter og øverstbefalende. I fleste tilfælde kræver det én fysisk prøvelse - nemlig at kæmpe sig op og ned af lejrens frygtede sandbakke. Og under konstant højtråben, i umedgørlige underlag af sanddynger og plus en bagende hed sol fra foroven er det bestemt lettere sagt end gjort.
Som jeg startede med at nævne, indleder filmen altså sit udseende og sin stil fortræffeligt, men hvad bedst er, løber ”The Hill” aldrig tør for spændende og overbevisende visuel energi. Den bliver med andre ord aldrig tørlagt af sine ufarvede billeder og aldrig kedelig at se på.
Skuespillet er dog først og fremmest det der driver filmen og dens intense følelsesstrøm af psykisk pres og afmagt. I rollen som Roberts ses Sean Connery bedre end nogensinde, for måden hvorpå han udtrykker sig i ord og kropssprog hører særklassen til. Desuden er Harry Andrews perfekt som oversergent Wilson, der uafbrudt overdøver sine mænd med afstraffelser og befalinger.
Med lidt flere nuancer og dybder kunne ”The Hill” meget vel være blevet et af alle tiders bedset krigsdramaer. Dog må den "nøjes" med at være en stærk og medrivende film, der med sin særdeles veludtænkte og veludførte slutsekvens lige akkurat erhverver sig en femte stjerne.
14/05-2007
