Én af de vigtigste danske film

På trods af Peter Schønau Fogs film om et så grusomt og dybt tragisk emne som incest er hans emnebehandling dog ganske fænomenal. Som mange andre påpeger, medvirker den sønderjyske dialekt til en autencitet, der er en kæmpe gevinst for filmen. Skildringen af denne dybt traumatiserede familie er efter min overbevisning yderst skarp - og får i dén grad sin styrke igennem filmens karakterer.

Jesper Asholt gør et glimrende stykke arbejde og er fantastisk i rollen som den ynkelige, opmærksomhedshungrende og tyranske far Henry, der samtidig fungerer som byens mælkemand. Denne patriark, der dog på ingen måde besidder nogen værdighed eller troværdighed, føler sig tilsidesat i sin egen familie - og forsøger samtidig at dominere alle gennem trusler om selvmord, der aldrig bliver til virkelighed. Desværre.

Sønnen Allan er samtidig et usædvanligt velspillet sidestykke til faren. På mange måder synes han som farens forlængede arm - som da han tager til bal på "Strandhotellet" sammen med søsteren, udelukkende for at holde et vågent øje med hende i tilfælde af hun skulle "falde i" med en af de lokale "knallertbøller". Loyaliteten hos sønnen er ubærlig, og hvad faren ikke formår i kampen på at holde familien sammen, tager sønnen på sig - og bliver således familiens sammenhængskraft. Og dermed på samme tid også farens modstykke. Helt igennem veltænkt.

Peter Schønau Fog benytter sig igennem hele filmen af nogle fantastiske stemnings- og situationsbilleder.

Som da familiens datter, Sanne, låser sig inde på værelset i forsøget på (blot for en stund) at skabe luft til familien - og hvor sønnen Allan alligevel formår i bogstavligste forstand at trænge igennem "væggen" og ind i privatsfæren (søsterens værelse) via en skunk - selvfølgelig på kommando fra faren.

Eller som da filmen tegner et fantastisk billede på farens lavstatus i både samfund og familie via en række familiebilleder fra farens familie, hvor farens billede naturligvis er det mindste - med samme resultat metaforisk set.

Eller som da faren har fødselsdag og kun ét familiemedlem har taget en gave med til familiesammenkomsten. - Nemlig et par ynkelige sokker, som måske endda også er for små, som sønnen antyder. Ved samme anledning hagler kritikken af faren ned fra flere sider af familien. Og som et billede på hele familiens absurditet forsøger farens bror at afværge situationen ved at ville vise billeder fra hans seneste tur til udlandet med hans nygifte kone - men hans fatale forsøg falder helt igennem.

Også farens hypokonder af en søster, faster Didde, viser sig som et patetisk væsen. Da Allan og faren kommer for at invitere til ovenstående fødselsdag, lægger fasteren sig med det samme på gulvet for - når de træder ind i stuen - at fingere et ildebefindende. Igen et kikset familieforsøg på at fange omgivelsernes opmærksomhed.

Denne ynkelige mælkemand af en far truer gang på gang familien med at begå selvmord - men som et udmærket billede på hans nedværdigende adfærd forsøger han sidst i filmen på noget, der skulle forestille et "proforma-selvmord". Mens sønnen diskret overværer forberedelserne til at han hænger sig selv, sørger faren samtidig for at lægge en kniv frem - så sønnen under alle omstændigheder kan komme ham til undsætning og skære ham fri af lykken om halsen. Ved en fejl får faren væltet kassen, han står på, og pludselig er det igen en mand, der på ingen måder har styr over sin egen situation - ej heller omgivelserne omkring ham.

Alt i alt er det altså en yderst kompleks og interessant fortalt historie om absurditet, tragedie og sammenhæng i et lille tæt sønderjysk samfund.

Indtil nu én af de vigtigste og mest fuldførte danske film herhjemme!