Panik før lukketid
3.0
Winona Ryder i kvinde-film om valget mellem det frie vilde liv og det trygge og sikre parforhold
Hvad skal man vælge? Trygheden, stabiliteten og måske forudsigeligheden i ægteskabets rammer, eller skal man til stadighed vente på, at græsset bliver endnu grønnere et andet sted? Det er hovedtemaet i den amerikanske film "Kærligheden mønster". Et valg der ikke bliver gjort lettere af, at det skal tages af en ung fra 90'er generationen, som, hvis man skal tro rygtet, tilhører en gruppe af rastløse unge, der har svært ved at forholde sig uden en vis ironisk distance til noget så alvorligt som indgåelser af ægteskaber.
Finn, spillet af Winona Ryder, er i vildrede med, hvad der skal ske i hendes liv. Kæresten har netop friet til hende. Specialet, det tredje hun er startet på, skal skrives færdigt. Derfor vælger hun at søge tilflugt hos sin bedstemor Hy, spillet af Ellen Burstyn, og hendes søster Glady Joe, Anne Bancroft. Her kan hun i ro og mag skrive løs på specialet på sikker af stand af kæresten og den svære beslutning. Tror hun. Bedstemoderens hus danner nemlig rammen om en "quilte-gruppe", der til Finn's store overraskelse er ved at quilte hende et bryllupstæppe. Tæppet har titlen "Where love grows", og hver af gruppens syv kvinder skal kreere deres billede af kærligheden, som den har vist sig for dem. Når de ikke lige er i fuld gang med håndarbejdet, tager de sig tid til at øse af deres livsvisdom. Finn får indblik i, hvordan kærligheden skiftevis er visnet og har blomstret i de respektive kvinders liv.
Filmen er flettet sammen af kvindernes historier fra fortiden og Finn's med nutiden. Flash-backsene er forsimplede og lettere stilliserede skæbnefortællinger. Disse kærligheds-allegorier fylder størstedelen af filmen, og havde været bedre tjent med at være skåret ned i antal, så hver enkelt havde bedre tid og mulighed for at udfolde sig. Man får dog alligevel indblik i ægteskabets inderste gemmer, selvom man sjældent overraskes over, hvad der gemmer sig derinde.
Under Finn's lange ophold i det "quiltende" hus er der således både tid til eftertanke og åndelige såvel som fysiske sidespring. Da tæppet er færdigt er den kvindelige dannelsesrejse tilendebragt og Finn rede til at tage sin beslutning. Modigere men ikke nødvendigvis klogere. For klog kan man ikke blive på kærligheden, men der skal mod til at tage imod den, synes at være filmens morale. Og det kan man vel ikke være så uenig i.
Venindemønster
"Kærlighedens mønster" er afgjort hvad man må kalde en veninde/kvinde-film. Den får alt, hvad den kan trække af romancer, bedrag og følsomhed og ikke mindst et arsenal af smækre mænd i såvel nutids som fortids-fortællingerne. Enhver veninde-films obligatoriske scene er også med. Det er den, hvor der sidder tre kvinder på forsædet i en amerikansk flyder af en convertible og vildt og inderligt skråler med på en glad sang fra midten af tresserne.
Men "Kærlighedens mønster" er ikke så konventionel, at den forfalder til det moralsk belærende og de forenklede løsningsmodeller. Der ryges eksempelvis både pot og begås sidespring uden døden til følge. Filmen befinder sig alligevel op til flere stadier over eller måske snarere ved siden af "Beverly Hill'ske" kvælende politisk korrektheds tilstande.
Som en quilt syet efter de gamle traditioner, er "Kærlighedens mønster" en gennemgående harmonisk film. Enkeltdelene føjer sig smukt til hinanden, og på håndværket er der ikke en finger at sætte. Samtlige kvinder spiller dækkende, og det er helt rart at se en overepræsentation af kvinder, der alle er fyldt de 50. Ja - de har sågar både et seksualliv og en vis sensuel udstrålingskraft, hvilket man ikke er så vant til på de Hollywoodske kanter. Varme på en kold vinteraften vil den kunne, men en sommerdag i juni, ville jeg nok bruge på noget andet.
Hvad skal man vælge? Trygheden, stabiliteten og måske forudsigeligheden i ægteskabets rammer, eller skal man til stadighed vente på, at græsset bliver endnu grønnere et andet sted? Det er hovedtemaet i den amerikanske film "Kærligheden mønster". Et valg der ikke bliver gjort lettere af, at det skal tages af en ung fra 90'er generationen, som, hvis man skal tro rygtet, tilhører en gruppe af rastløse unge, der har svært ved at forholde sig uden en vis ironisk distance til noget så alvorligt som indgåelser af ægteskaber.
Finn, spillet af Winona Ryder, er i vildrede med, hvad der skal ske i hendes liv. Kæresten har netop friet til hende. Specialet, det tredje hun er startet på, skal skrives færdigt. Derfor vælger hun at søge tilflugt hos sin bedstemor Hy, spillet af Ellen Burstyn, og hendes søster Glady Joe, Anne Bancroft. Her kan hun i ro og mag skrive løs på specialet på sikker af stand af kæresten og den svære beslutning. Tror hun. Bedstemoderens hus danner nemlig rammen om en "quilte-gruppe", der til Finn's store overraskelse er ved at quilte hende et bryllupstæppe. Tæppet har titlen "Where love grows", og hver af gruppens syv kvinder skal kreere deres billede af kærligheden, som den har vist sig for dem. Når de ikke lige er i fuld gang med håndarbejdet, tager de sig tid til at øse af deres livsvisdom. Finn får indblik i, hvordan kærligheden skiftevis er visnet og har blomstret i de respektive kvinders liv.
Filmen er flettet sammen af kvindernes historier fra fortiden og Finn's med nutiden. Flash-backsene er forsimplede og lettere stilliserede skæbnefortællinger. Disse kærligheds-allegorier fylder størstedelen af filmen, og havde været bedre tjent med at være skåret ned i antal, så hver enkelt havde bedre tid og mulighed for at udfolde sig. Man får dog alligevel indblik i ægteskabets inderste gemmer, selvom man sjældent overraskes over, hvad der gemmer sig derinde.
Under Finn's lange ophold i det "quiltende" hus er der således både tid til eftertanke og åndelige såvel som fysiske sidespring. Da tæppet er færdigt er den kvindelige dannelsesrejse tilendebragt og Finn rede til at tage sin beslutning. Modigere men ikke nødvendigvis klogere. For klog kan man ikke blive på kærligheden, men der skal mod til at tage imod den, synes at være filmens morale. Og det kan man vel ikke være så uenig i.
Venindemønster
"Kærlighedens mønster" er afgjort hvad man må kalde en veninde/kvinde-film. Den får alt, hvad den kan trække af romancer, bedrag og følsomhed og ikke mindst et arsenal af smækre mænd i såvel nutids som fortids-fortællingerne. Enhver veninde-films obligatoriske scene er også med. Det er den, hvor der sidder tre kvinder på forsædet i en amerikansk flyder af en convertible og vildt og inderligt skråler med på en glad sang fra midten af tresserne.
Men "Kærlighedens mønster" er ikke så konventionel, at den forfalder til det moralsk belærende og de forenklede løsningsmodeller. Der ryges eksempelvis både pot og begås sidespring uden døden til følge. Filmen befinder sig alligevel op til flere stadier over eller måske snarere ved siden af "Beverly Hill'ske" kvælende politisk korrektheds tilstande.
Som en quilt syet efter de gamle traditioner, er "Kærlighedens mønster" en gennemgående harmonisk film. Enkeltdelene føjer sig smukt til hinanden, og på håndværket er der ikke en finger at sætte. Samtlige kvinder spiller dækkende, og det er helt rart at se en overepræsentation af kvinder, der alle er fyldt de 50. Ja - de har sågar både et seksualliv og en vis sensuel udstrålingskraft, hvilket man ikke er så vant til på de Hollywoodske kanter. Varme på en kold vinteraften vil den kunne, men en sommerdag i juni, ville jeg nok bruge på noget andet.
19/11-2018