Kryptisk krimi fra den voksne Fincher

4.0
David Fincher mener jeg er blandt de mest interessante instruktører i den nye generation. Alien 3 mener jeg, stik imod størstedelen, faktisk var en overordenlig spændende og elegant udført film. Fincher bevarede respekten for det oprindelige oplæg, som Scott og Cameron leverede, men tilsatte det en primitiv og rusten verden, samt en led kynisme. Og endnu ledere blev han med Seven, som der er blevet sagt nok om, efterfulgt med den dæmoniske The Game.

Fight Club var et hårdt tiltrængt hammerslag i filmverdenen, og delte vandende - Heldigvis. Nogle gange skal filmkritikerne ikke være alt for enige. Fandenivoldsk, nihilistisk, destruktiv og unødig blodig. Brutal, moralsk forkastelig og skelsættende. - Kært barn har mange navne, og Fight Club var ren morfin for den yngre genereation af biografgængere.

Panic Room var interessant, om end det var en noget stilfærdig udvikling, set i lyset af Fight Club.

Med Zodiac er forventningerne i højsædet, og selvom Fincher leverer en stabil og hærdet kriminalfilm, så sidder man også lidt med følelsen af at Fincher er blevet fem år ældre. Og i høj grad mere civiliseret. For selvom Zodiac er hamrende ferm og skruet perfekt sammen, så holder den sig også pænt indenfor rammerne. - Den flytter ikke ved noget, sådan som Finchers tidligere film gjorde.

Derfor burde man måske holde forventningerne lidt i bero. Fight Club var adrenalin for de unge, men Zodiac er rettere en kriminalgåde for de voksne. Den er rigtig god og rigtig lang, men langt fra sprængfarlig.
Zodiac