diabolske ligegyldigheder

Pseudo-psykologisk og selvproklameret kontroversiel erotisk thriller, der i filmiske sammenhænge er blevet dubiøst ophøjet som en banebrydende klassiker, der innoverede den amerikanske filmindustri med sine eksplicitte sexscener og kompromisløse vold i en masseappellerende mainstreamproduktion. Det virker dog som om, at folk er så ensidig stadfæstet i filmens nærmest mytologiske famøsitet, at man har glemt dens manglende interiørkvaliteter og narcissistiske iscenesættelse af den hollandske provokatør Paul Verhoven, der kvalitativt er en svingende instruktør med flere misser end pletskud på cv’et. Verhoven mestrer den sarkastiske samfundskritik og gotiske tegneserievold i film som den fremragende Robocop og sci-fi værket Total Recall, men med Basic Instinct leverer han en sadistisk katten-efter-musen fortælling uden substans eller fortællermæssig konsekvens, hvor Verhovens interesse tydeligvis ikke tilhører handlingen, men mere det fejlfyldte manuskripts muligheder for at visualiserer alenlange sexscener, der ikke fungerer som andet end lummer andenrangserotik.

Forfatteren Joe Eszterhas har sammenflikket en klichétynget og overlang historie om en manipulativ forføreriske og hendes sagesløse ofre, der overfladisk trækker på en freudiansk tese om menneskets ubenægtende fascination for primalinstinkterne. Michael Douglas er rutineret i hovedrollen som den kanoniske, men også traumatiserede kriminalbetjent, der ufrivilligt trækkes ind i en fatal magtkamp, da han forelsker sig i en mordsags hovedvidne, spillet af den attraktivt dødelige Sharon Stone (i hendes absolutte gennembrudsrolle), der som et selviscenesættende sexobjekt fremstår som den ultimative kalkulerende femme fatale. Fundamentet i Basic Instinct er derved mystikken og uvisheden mellem de to parter, og Verhoven formår da også at holde kortene tilpas tæt inde ved kroppen. Desværre hensættes publikumsengagementet til noget nær nulpunktet, da historien oftest er ufrivillig komisk og overdimensioneret spændingssøgende, kun med en spinkel kant af selvironi, der matcher Verhovens unikke talent. Skuespillerne kæmper attråværdigt med de psykoanalytisk imbecile karakterer, hvor den oversmarte og ret så pauvre dialog er konstant plausibilitetsstrangulerende.

Basic Instinct har naturligvis sine holdbare kvaliteter (eksempelvis er det notorisk trusseløse afhøringsscenarium et rent overflodshorn af filmiske virkemidler), og Jan De Bonts aggressive og stemningsfyldte fotografering formår at fremkalde snerten af krybende uhygge, men ultimativt er filmen et håbløst dateret og overvurderet fejlskud, der med sin sidste maniske plottwist (en debilt ambiguitetspræget afslutning) mister resten af dens splejsede selvværdighed. Basic Instinct var dog en storslået publikumssucces og beviste dengang, at menneskelig seksualitet ikke længere var demoraliserende tabuemne på film, og for det fortjener Verhoven og co. ros. Som uafhængig filmisk helhed er den dog intet andet end triviel og selvfed.