Døden i Bukarest
5.0
Den prisbelønnede og anmelderroste rumænske film, ”The Death of Mr. Lazarescu” af Cristi Puiu, levede fuldt ud op til mine forventninger om en intelligent og veludført kvalitetsfilm med noget på hjerte. Ikke bare det. Puius film kastede mig hovedkulds ind i en verden, som jeg ikke kendte så meget til før, men som alligevel var let genkendelig og vedkommende.
Puius realistiske stil gjorde filmen så meget desto mere skræmmende, da den i bund og grund handlede om noget nær et helvede på jorden. Nemlig en døende mands tur igennem skærsilden i form af det rumænske hospitalsvæsen. Manden er den gamle, ensomme og alkoholiserede Domnul Dante Lazarescu (Ion Fiscuteanu), der efter flere dage med hovedpine og mavesmerter ringer efter en ambulance. Men Lazarescu formår slet ikke at udtrykke sig klart, så han bliver ignoreret. Han spørger i stedet naboerne om noget stærkt medicin. De får ham lagt på en sofa, mens de brokker sig over stanken af katte og nedtoner alvorligheden af Lazarescus smerter, indtil han kaster blod op på gulvet. Naboen ringer på ny efter en ambulance, der ganske hurtigt kommer Lazarescu til undsætning.
Herfra kommer Lazarescu ud på en lang tur ind og ud af hospitaler med stressede læger, massevis af bureaukrati, stridigheder om diagnoser, trætte sygeplejersker. Ambulanceassistenten Mioara (Luminita Gheorghiu) hjælper ham igennem alt dette, som et lyspunkt i en hård og kynisk hospitalsverden. Ikke at hun er en storslået heltinde. Hun er bare professionel og medmenneskelig. Filmen bygger på en virkelig sag i Rumænien, hvor en mand blev efterladt på vejen, efter en ambulance havde kørt ham til fem forskellige hospitaler, der ikke ville have ham. Det ledte til en fyring af ambulanceførerne.
Puiu er meget mere sympatisk overfor Mioara, og faktisk også overfor lægerne, der midt i deres stres og det store pres på at få så mange så muligt helskindet igennem hospitalsmaskinen ikke har plads til særlig omsorg for en som Lazarescu. Der er simpelthen for mange Lazarescuer i Bukarest (og i resten af verden. Hospitalsstres, bureaukrati mm. er ikke et ukendt fænomen selv i DK). Lægen, der står for CT-scanningen af Puiu på det andet hospital, tygger nonchalant i sit tyggegummi, mens han konstaterer, at Lazarescu snart vil dø. ”Han siger, han fryser. Skal jeg sende ham direkte i krematoriet?”
Andre læger er moraliserende og anklagende overfor Lazarescu, der stinker af alkohol. Nogle vil ikke operere, da Lazarescu ikke er i stand til at underskrive de nødvendige papirer. Der findes arrogante, kyniske og ligeglade mennesker i denne verden, men også folk der kan håndtere presset med mere overskud.
Puiu viser os disse mennesker og dette miljø i en uhyggeligt troværdig og overbevisende stil med lange shots med håndholdte kameraer. Men det er først og fremmest i kraft af de skuespilspræstationerne, at denne film fungerer så godt. Der er ingen melodrama. Langt fra. Der er sort humor for eksempel i nogle af de kyniske kommentarer fra lægerne. Der er hjerte og hjerne med i denne film.
I år i Cannes fik endnu en rumænsk film af tilsyneladende stor kvalitet, Cristian Mungius ”4 Måneder, 3 Uger, 2 Dage”, stor og positiv opmærksomhed. Puius film har måske banet vejen for et indtog af gode rumænske film på det europæiske filmmarked, og det er jo absolut glædeligt. Specielt hvis de er på et tilsvarende højt kunstnerisk og kvalitativt niveau som denne mørke, men flotte film.
Puius realistiske stil gjorde filmen så meget desto mere skræmmende, da den i bund og grund handlede om noget nær et helvede på jorden. Nemlig en døende mands tur igennem skærsilden i form af det rumænske hospitalsvæsen. Manden er den gamle, ensomme og alkoholiserede Domnul Dante Lazarescu (Ion Fiscuteanu), der efter flere dage med hovedpine og mavesmerter ringer efter en ambulance. Men Lazarescu formår slet ikke at udtrykke sig klart, så han bliver ignoreret. Han spørger i stedet naboerne om noget stærkt medicin. De får ham lagt på en sofa, mens de brokker sig over stanken af katte og nedtoner alvorligheden af Lazarescus smerter, indtil han kaster blod op på gulvet. Naboen ringer på ny efter en ambulance, der ganske hurtigt kommer Lazarescu til undsætning.
Herfra kommer Lazarescu ud på en lang tur ind og ud af hospitaler med stressede læger, massevis af bureaukrati, stridigheder om diagnoser, trætte sygeplejersker. Ambulanceassistenten Mioara (Luminita Gheorghiu) hjælper ham igennem alt dette, som et lyspunkt i en hård og kynisk hospitalsverden. Ikke at hun er en storslået heltinde. Hun er bare professionel og medmenneskelig. Filmen bygger på en virkelig sag i Rumænien, hvor en mand blev efterladt på vejen, efter en ambulance havde kørt ham til fem forskellige hospitaler, der ikke ville have ham. Det ledte til en fyring af ambulanceførerne.
Puiu er meget mere sympatisk overfor Mioara, og faktisk også overfor lægerne, der midt i deres stres og det store pres på at få så mange så muligt helskindet igennem hospitalsmaskinen ikke har plads til særlig omsorg for en som Lazarescu. Der er simpelthen for mange Lazarescuer i Bukarest (og i resten af verden. Hospitalsstres, bureaukrati mm. er ikke et ukendt fænomen selv i DK). Lægen, der står for CT-scanningen af Puiu på det andet hospital, tygger nonchalant i sit tyggegummi, mens han konstaterer, at Lazarescu snart vil dø. ”Han siger, han fryser. Skal jeg sende ham direkte i krematoriet?”
Andre læger er moraliserende og anklagende overfor Lazarescu, der stinker af alkohol. Nogle vil ikke operere, da Lazarescu ikke er i stand til at underskrive de nødvendige papirer. Der findes arrogante, kyniske og ligeglade mennesker i denne verden, men også folk der kan håndtere presset med mere overskud.
Puiu viser os disse mennesker og dette miljø i en uhyggeligt troværdig og overbevisende stil med lange shots med håndholdte kameraer. Men det er først og fremmest i kraft af de skuespilspræstationerne, at denne film fungerer så godt. Der er ingen melodrama. Langt fra. Der er sort humor for eksempel i nogle af de kyniske kommentarer fra lægerne. Der er hjerte og hjerne med i denne film.
I år i Cannes fik endnu en rumænsk film af tilsyneladende stor kvalitet, Cristian Mungius ”4 Måneder, 3 Uger, 2 Dage”, stor og positiv opmærksomhed. Puius film har måske banet vejen for et indtog af gode rumænske film på det europæiske filmmarked, og det er jo absolut glædeligt. Specielt hvis de er på et tilsvarende højt kunstnerisk og kvalitativt niveau som denne mørke, men flotte film.
20/05-2007
