Sleazy udmygelsesfest

I følge kassetten blev I spit on your grave trukket tilbage fra biografen ved premieren på grund af dens grusomme voldscener. Og filmen er da heller ikke en film man lige vil smide på første gang svigerforældrene kommer på besøg. Den er grum, og voldscenerne er ubehagelige og består af langtrukken udmygelse af ofret/ofrene uden det mindste glimt i øjet.

Camille Keaton spiller den unge og ikke utiltalende forfatterinde Jennifer Hill, som lejer et hus i ødemarken for at hellige sig sine skriverier. Inden længe bliver hun dog anfægtet af en lokal gruppe unge mænd, som i deres kedsomhed og liderlighed ender med at udmyge den unge kvinde på det groveste ved at voldtage hende på skift og gennembanke hende. Jennifer overlever dog, og hævnen er sød. Med kroppen som lokkemad og våben opsøger hun gerningsmændene og en række udmygende straffeaktioner rammer de forfærdede unge mænd.

I spit on your grave har én mission, nemlig at forarge publikum, og min påstand er, at det nok vil lykkes i de fleste tilfælde. Filmen er som sin lidelsesfælde Wes Cravens Last house on the left holdt i en realistisk stil, og de gentagne voldtægter er skildret i lange, vedholdende og nogenlunde virkelighedstro sekvenser, hvor Jennifer forudlempes på mest udmygende vis. Efter den første voldtægt må hun i tilgift forslået og mentalt nedbrudt vandre nøgen gennem skoven fuldstændig forsvarsløs. Det er ikke behagelige sager.

Lige ledes er de efterfølgende hævnaktioner på gerningsmændene skildret meget nøgent og uden at hoppe over hvor gærdet er lavest. Pinen trækkes også i disse scener meget langt ud.

Filmen har et dejligt sleazy look, som kun denne type film fra 70erne kan have. Meir Zarchi er heller ikke bleg for at vise det publikum er kommet efter ud over volden, nemlig nøgne kvinder, eller i dette tilfælde en kvinde. Camille Keaton er mere af- end påklædt igennem filmen, og dette gælder både i voldtægtsscenerne og i resten af filmen. Efter ti min hvor hun ankommer til det lejede hus, skal hun da lige have en dukkert uden en trævl på kroppen bare for lige at slå tonen an.

I spit on your grave er midlertidig intet mesterværk i genren trods de meget eksplicitte og veludførte voldscener. Historien om "en kvinde der ser rødt" er simpel og i sig selv ikke så realistisk. Dertil kommer, at filmen i lange periode står fuldstændig stille. Mest fatalt er nok, at skuespillerne - måske på nær Camille Keaton - spiller som var det en revy på den lokale folkeskole.

Alt i alt er I spit on your grave ikke en film, som appellerer særlig bredt. De fleste vil nok finde kombinationen af den meget simple historie og de stærkt udmygende og ubehagelige scener stærkt utiltalende, men for folk med hang til den slags, er det ok underholdning. Folk som forventer vold og brutalitet i stil med nutidens horrorfilm vil blive skuffet, for det er slet ikke den type ubehag, der er omdrejningspunktet i denne udmygelsesfest. Personligt synes jeg, at der er et eller andet fascinerede over film, hvor det så åbenlyst handler om at forarge folk. Denne type film laves ikke længere på samme sleazy'e måde som i 70erne, og alene derfor er de stadig underholdende at hive op af skuffen i ny og nær. I spit on your grave får 3 bittesmå stjerner, selvom den dybest set nok kun har fortjent de 2.