Kunsten At Fortrylle Publikum
5.0
Efter succesen med den mesterlige “Batman Begins”, der både tilfredsstillede store dele af publikum og et ellers skeptisk anmelderkorps, sætter Nolan to tryllekunstnere (Jackman, Bale) stævne i London i slutningen af det 19 århundrede.
Ligesom i netop ”Batman Begins” og til dels i sine andre film, lykkes det igen Nolan at ramme en fin balance mellem den store klassiske og kommercielt underholdende popkornsfilm, og det mere intelligente, dybsindige og personlige udtryk, der ellers ofte kendetegner de mere snævre film. I hvert fald bydes der på lige dele tematisk udforskning af maskulinitet og seværdig tvekamp, når filmens to hovedpersoner i en vanvittig testosteron-styret rivaliseren, desperat prøver at overgå og ødelægge hinanden, både i tricks på scenen og på privatfronten. Dette for at kompensere for et tab og manglende evner til at fylde et virilt tomrum med reelle følelser, som ingen af dem aner hvorledes de skal dække.
Alt imens dette foregår, leger Nolan frækt med vores sind som tilskuer og udfordrer vores rationelle evner til at turde tro på det vi ser og hører, frem for at tolke os ind på det vi mener må være sandt. Tør vi tro på det vi ser og hører, eller vil vi narres, eller for at bruge filmens egne ord ”Now you're looking for the secret... but you won't find it because you're not really looking. You don't really want to know the secret... You want to be fooled”. Uden at jeg skal nævne noget om hvordan eller hvad dette kneb går ud på for dem der ikke har set filmen, så er det nok kun de mennesker der normalt gider gå dybere ind i en film, at Nolan her henvender sig.
Filmen er nemlig i bund og grund ikke så tvetydig som vi måske tror eller vil gøre den til. Nolan ligger genialt tvetydigheden ud i os selv, så vi dermed forvirrer os selv og bliver tvivlende på hvad vi skal tro. Det er flot og et mesterligt trick, som hører til kunsten i det at trylle og i den bedste ende. Filmen har så flere lag i sine skildringer af mænds demoraliserende natur, hvori der også ligger en interessant psykologisk kontur, der giver handlingen en klang af noget mere end blot parader og flotte plottwist.
Stilen og tonen er realistisk, holdt i en gennemført og blændende billedside af et historisk London, hvor Nolan med et godt flow, viser store evner udi fortællingens kunst. Den kunne måske have været en anelse kortere, men det er en bagatel, når der udvises så stor fortællerglæde. Tillige får vi fantastisk skuespil, hvor vi ser en Jackman spiller bedre end nogensinde før og bedre end jeg ærligt troede muligt, mens Bale som altid gør en bemærkelsesværdig figur. Også Caine skal fremhæves, hans karisma skinner igennem og han spiller overbevisende. Filmens kvinder, blandt andet tæskelækre Johansson, fremstår mere perifere, trods deres betydning for at sætte filmens mandlige personer i relief og at de flere steder ses som katalysator for historiens drejninger. Det generer nu ikke synderligt og får ikke den store betydning for ens helhedsindtryk af en ellers intelligent underholdningsfilm.
Tilbage er kun at sige, at hvis du endnu ikke har set ”The Prestige”, så skynd dig at gøre det og se om du også vil lade dig narre.
Ligesom i netop ”Batman Begins” og til dels i sine andre film, lykkes det igen Nolan at ramme en fin balance mellem den store klassiske og kommercielt underholdende popkornsfilm, og det mere intelligente, dybsindige og personlige udtryk, der ellers ofte kendetegner de mere snævre film. I hvert fald bydes der på lige dele tematisk udforskning af maskulinitet og seværdig tvekamp, når filmens to hovedpersoner i en vanvittig testosteron-styret rivaliseren, desperat prøver at overgå og ødelægge hinanden, både i tricks på scenen og på privatfronten. Dette for at kompensere for et tab og manglende evner til at fylde et virilt tomrum med reelle følelser, som ingen af dem aner hvorledes de skal dække.
Alt imens dette foregår, leger Nolan frækt med vores sind som tilskuer og udfordrer vores rationelle evner til at turde tro på det vi ser og hører, frem for at tolke os ind på det vi mener må være sandt. Tør vi tro på det vi ser og hører, eller vil vi narres, eller for at bruge filmens egne ord ”Now you're looking for the secret... but you won't find it because you're not really looking. You don't really want to know the secret... You want to be fooled”. Uden at jeg skal nævne noget om hvordan eller hvad dette kneb går ud på for dem der ikke har set filmen, så er det nok kun de mennesker der normalt gider gå dybere ind i en film, at Nolan her henvender sig.
Filmen er nemlig i bund og grund ikke så tvetydig som vi måske tror eller vil gøre den til. Nolan ligger genialt tvetydigheden ud i os selv, så vi dermed forvirrer os selv og bliver tvivlende på hvad vi skal tro. Det er flot og et mesterligt trick, som hører til kunsten i det at trylle og i den bedste ende. Filmen har så flere lag i sine skildringer af mænds demoraliserende natur, hvori der også ligger en interessant psykologisk kontur, der giver handlingen en klang af noget mere end blot parader og flotte plottwist.
Stilen og tonen er realistisk, holdt i en gennemført og blændende billedside af et historisk London, hvor Nolan med et godt flow, viser store evner udi fortællingens kunst. Den kunne måske have været en anelse kortere, men det er en bagatel, når der udvises så stor fortællerglæde. Tillige får vi fantastisk skuespil, hvor vi ser en Jackman spiller bedre end nogensinde før og bedre end jeg ærligt troede muligt, mens Bale som altid gør en bemærkelsesværdig figur. Også Caine skal fremhæves, hans karisma skinner igennem og han spiller overbevisende. Filmens kvinder, blandt andet tæskelækre Johansson, fremstår mere perifere, trods deres betydning for at sætte filmens mandlige personer i relief og at de flere steder ses som katalysator for historiens drejninger. Det generer nu ikke synderligt og får ikke den store betydning for ens helhedsindtryk af en ellers intelligent underholdningsfilm.
Tilbage er kun at sige, at hvis du endnu ikke har set ”The Prestige”, så skynd dig at gøre det og se om du også vil lade dig narre.
20/05-2007
