Elizabeths sorte år

Før jeg så "The Queen", syntes jeg, at det var en lidt spøjs film at lave, og det syntes jeg også bagefter. Den handler om det britiske kongehus' største krise i nyere tid - nemlig den første uge efter Dianas død, hvor kongefamilien mente, at prinsessen skulle have en diskret privat begravelse i stedet for at gøre det til en stor offentlig begivenhed.

Helen Mirren har den store hovedrolle som dronning Elizabeth og gør det rigtig godt. Michael Sheen er også ganske overbevisende som Tony Blair, og James Cromwell spiller et fantastisk fjols som prins Philip. Jeg sad dog hele tiden med bevidstheden om, at det i sagens natur må rent gætværk, hvad der bliver sagt mellem hovedpersonerne - og det svækker troværdigheden en anelse.

"The Queen" er et præcist spillet og leveret, men også ganske tørt drama. Den dramadokumentariske vinkel betyder, at den dramatiske opbygning ikke er helt velfungerende, hvilket instruktør Stephen Frears har forsøgt at udbedre med en prolog og epilog. På mig virkede de to episoder bare underligt påklistrede. Men det er samtidig en historie med mange interessante emner, både omkring Diana-kulten, den politiske udnyttelse af hende og kongefamiliens rolle. Faktisk er det en dybt anti-royalistisk film, for den viser en kongefamilie, som er fuldstændig ude af trit med, hvad der foregår ude i det samfund, de skal forestille at være overhoveder for.

Men jeg forstod ikke alle Oscar-nomineringerne. Så god er den ikke.