Little Miss
3.0
Sidste års amerikanske sleeper-hit var en skæv roadmovie om en sær familie i tre generationer, der sammen sætter kursen mod Californien, fordi det yngste medlem skal deltage i en skønhedskonkurrence for børn.
"Little Miss Sunshine" blev ført frem via Sundance Film Festival, og den er en utroligt typisk Sundance-film, ved at den handler om, at man skal se og elske mennesker som de individer, de er. Samtidig med at den giver fingeren til den evige jagt på succes og andre amerikanske værdier. Skønhedskonkurrencen er eksempelvis skræmmende.
Det fører til flere fine optrin, efterhånden som familien triller derudad - for eksempel har Alan Arkin en kongescene, da han som den heroinsniffende bedstefar giver sine seksuelle livserfaringer videre til sin Nietzsche-læsende sønnesøn, som ikke har sagt et ord i månedsvis. Toni Collette er også rigtig god som moderen, der med stor tolerance forsøger at holde sammen på tropperne.
Desværre synes jeg, at "Little Miss Sunshine" fiser lidt ud efterhånden, for de rigtig gode scener ligger alle i starten, og efterhånden bliver dens running jokes ret slidte. Samtidig er det virkelig en film af en type, jeg har set mange gange før. Og da den så endte abrupt efter en ekstremt forudsigelig slutsekvens, sad jeg med en lidt flad fornemmelse.
Men det er da en sød og pletvis ekstremt morsom feelgood-film. Det er svært at være uenig i dens sympatiske budskaber, og det var nok også grunden til, at den blev sådan et hit og vandt flere priser. Jeg synes, det var o.k., at Arkin tog birolle-Oscar'en, men at det til gengæld var rent tyveri, at den stjal prisen for bedste manuskript fra "Babel". Og dens nominering til bedste film var helt uforståelig.
"Little Miss Sunshine" blev ført frem via Sundance Film Festival, og den er en utroligt typisk Sundance-film, ved at den handler om, at man skal se og elske mennesker som de individer, de er. Samtidig med at den giver fingeren til den evige jagt på succes og andre amerikanske værdier. Skønhedskonkurrencen er eksempelvis skræmmende.
Det fører til flere fine optrin, efterhånden som familien triller derudad - for eksempel har Alan Arkin en kongescene, da han som den heroinsniffende bedstefar giver sine seksuelle livserfaringer videre til sin Nietzsche-læsende sønnesøn, som ikke har sagt et ord i månedsvis. Toni Collette er også rigtig god som moderen, der med stor tolerance forsøger at holde sammen på tropperne.
Desværre synes jeg, at "Little Miss Sunshine" fiser lidt ud efterhånden, for de rigtig gode scener ligger alle i starten, og efterhånden bliver dens running jokes ret slidte. Samtidig er det virkelig en film af en type, jeg har set mange gange før. Og da den så endte abrupt efter en ekstremt forudsigelig slutsekvens, sad jeg med en lidt flad fornemmelse.
Men det er da en sød og pletvis ekstremt morsom feelgood-film. Det er svært at være uenig i dens sympatiske budskaber, og det var nok også grunden til, at den blev sådan et hit og vandt flere priser. Jeg synes, det var o.k., at Arkin tog birolle-Oscar'en, men at det til gengæld var rent tyveri, at den stjal prisen for bedste manuskript fra "Babel". Og dens nominering til bedste film var helt uforståelig.
21/05-2007
