Frygt og stoffer i Las Vegas
2.0
Med Hunter S. Thompson´s roman i baghånden kaster Terry Gilliam os ud i et stort syretrip, fyldt med hallucinationer, angst og ikke mindst humor.
At skulle filmatisere Hunter S. Thompsons roman "Fear and Loathing in Las Vegas" har ikke været let. Men Terry Gilliams har taget munden (for) fuld og kastet sig ud i projektet med stor iver.
Filmen handler om Hunter S. Thompson og hans kaotiske periode i slutningen af 60erne og starten af 70erne, hvor stoffer og sprut var daglig kost for folk som Hunter, William S. Burroughs og Jack Kerouac. Den tids store beat-forfattere, som lagde grundstenene i den amerikanske beat-kultur, og som idag stadig hyldes, har alle skrevet banebrydende romaner og selvbiografier.
Romanen af samme navn bygger på Thompsons egen tur til Las Vegas i april 1971, hvor han og vennen Oscar Zeta Acosta skulle dække Mint 400-racerløbet. Hvor meget, der er fiktion, og hvor meget, som er fakta vides ikke. Men en ting er sikker. Hunter og co. levede på grænsen med sprut og stoffer i de år, hvor 70ernes kynisme tog over fra 60ernes naivitet.
Et stort syretrip
Lige fra start kastes publikum ud i et stort langt trip, hvor hallucinationer og angstfyldte øjeblikke er hverdagskost for sportsjournalisten Raoul Duke (Johnny Depp) og hans snu advokat Dr. Gonzo (Benicio Del Toro). Filmen starter med en farefuld køretur over Death Valley til Las Vegas, hvor Duke skal dække Mint 400-løbet. Men filmen lægger straks op til, at Mint 400-løbet blot er en undskyldning for, at Duke og Gonzo kan fylde deres hoveder med syre, coke, æter (!), ja stort set alle former for rusmidler. Kun fantasien sætter grænserne, når de to skal indtage rusmidler.
Og hovmodet kender ingen grænser, når det kommer til Duke. Han formår at snyde sig fra hotelregninger i Las Vegas for blot at checke ind på det næste hotel. For, ironisk nok, at dække narkopolitiets årskongres!
Filmen følger og fornemmer Dukes dårlige såvel som fede oplevelser på alskens stoffer. Hans vrangforestillinger, hans angst, hans paranoia. Som f.eks. i bilen, hvor Duke pludselig føler, at han bliver angrebet af flagermus og desperat forsøger at vinke dem af vejen med en fluesmækker! Eller hans forvirring over, om han nu tænker højt og manglende hukommelse ved, hvad det nu var han sagde lige før.
Aldrig ind til benet
Desværre når filmen aldrig ind til sjælen af Duke og Gonzo. Godtnok er den sjov. Der grines, når Duke og Gonzo knap kan styre deres bevægelser, fordi de har taget for meget æter.
Men det hele ender i et stort trip, og faktisk har filmen ingen rigtig handling. Den første time er sjov, men som historien lige så stille går i stampe, bliver der længere mellem grinene. Måske fordi Hollywood har en tendens til, at jo længere film er, jo mere "alvorlige" bliver de.
Og det er faktisk lidt synd, for Johnny Depp har aldrig leveret en bedre rolle end denne. Han spiller superb og giver følelsen af, at han forsøger at vise, hvad der rent faktisk sker inde i et hoved fyldt med stoffer. Benicio Del Toro leverer også en pragt-præstation som den griske og udspekuleret Dr. Gonzo. Med sin store tykke behårede vom og de små udspilede øjne fornemmes hans ubehag.
Men Alligevel når filmen aldrig at fange sit publikum. Simpelhen fordi manuskriptet er for tyndt. Terry Gilliam burde måske havde tænkt sig om en ekstra gang, inden han filmatiserede "Fear and Loathing in Las Vegas". Måske er det grunden til at man ikke fænges. Simpelhen fordi nogle romaner ikke skal filmatiseres men opleves som de historie de er. Så er der også mere til fantasien. Bogen "Fear and Loathing in Las Vegas" har undgået filmatisering i 25 år, og det har der måske været en grund til?
At skulle filmatisere Hunter S. Thompsons roman "Fear and Loathing in Las Vegas" har ikke været let. Men Terry Gilliams har taget munden (for) fuld og kastet sig ud i projektet med stor iver.
Filmen handler om Hunter S. Thompson og hans kaotiske periode i slutningen af 60erne og starten af 70erne, hvor stoffer og sprut var daglig kost for folk som Hunter, William S. Burroughs og Jack Kerouac. Den tids store beat-forfattere, som lagde grundstenene i den amerikanske beat-kultur, og som idag stadig hyldes, har alle skrevet banebrydende romaner og selvbiografier.
Romanen af samme navn bygger på Thompsons egen tur til Las Vegas i april 1971, hvor han og vennen Oscar Zeta Acosta skulle dække Mint 400-racerløbet. Hvor meget, der er fiktion, og hvor meget, som er fakta vides ikke. Men en ting er sikker. Hunter og co. levede på grænsen med sprut og stoffer i de år, hvor 70ernes kynisme tog over fra 60ernes naivitet.
Et stort syretrip
Lige fra start kastes publikum ud i et stort langt trip, hvor hallucinationer og angstfyldte øjeblikke er hverdagskost for sportsjournalisten Raoul Duke (Johnny Depp) og hans snu advokat Dr. Gonzo (Benicio Del Toro). Filmen starter med en farefuld køretur over Death Valley til Las Vegas, hvor Duke skal dække Mint 400-løbet. Men filmen lægger straks op til, at Mint 400-løbet blot er en undskyldning for, at Duke og Gonzo kan fylde deres hoveder med syre, coke, æter (!), ja stort set alle former for rusmidler. Kun fantasien sætter grænserne, når de to skal indtage rusmidler.
Og hovmodet kender ingen grænser, når det kommer til Duke. Han formår at snyde sig fra hotelregninger i Las Vegas for blot at checke ind på det næste hotel. For, ironisk nok, at dække narkopolitiets årskongres!
Filmen følger og fornemmer Dukes dårlige såvel som fede oplevelser på alskens stoffer. Hans vrangforestillinger, hans angst, hans paranoia. Som f.eks. i bilen, hvor Duke pludselig føler, at han bliver angrebet af flagermus og desperat forsøger at vinke dem af vejen med en fluesmækker! Eller hans forvirring over, om han nu tænker højt og manglende hukommelse ved, hvad det nu var han sagde lige før.
Aldrig ind til benet
Desværre når filmen aldrig ind til sjælen af Duke og Gonzo. Godtnok er den sjov. Der grines, når Duke og Gonzo knap kan styre deres bevægelser, fordi de har taget for meget æter.
Men det hele ender i et stort trip, og faktisk har filmen ingen rigtig handling. Den første time er sjov, men som historien lige så stille går i stampe, bliver der længere mellem grinene. Måske fordi Hollywood har en tendens til, at jo længere film er, jo mere "alvorlige" bliver de.
Og det er faktisk lidt synd, for Johnny Depp har aldrig leveret en bedre rolle end denne. Han spiller superb og giver følelsen af, at han forsøger at vise, hvad der rent faktisk sker inde i et hoved fyldt med stoffer. Benicio Del Toro leverer også en pragt-præstation som den griske og udspekuleret Dr. Gonzo. Med sin store tykke behårede vom og de små udspilede øjne fornemmes hans ubehag.
Men Alligevel når filmen aldrig at fange sit publikum. Simpelhen fordi manuskriptet er for tyndt. Terry Gilliam burde måske havde tænkt sig om en ekstra gang, inden han filmatiserede "Fear and Loathing in Las Vegas". Måske er det grunden til at man ikke fænges. Simpelhen fordi nogle romaner ikke skal filmatiseres men opleves som de historie de er. Så er der også mere til fantasien. Bogen "Fear and Loathing in Las Vegas" har undgået filmatisering i 25 år, og det har der måske været en grund til?
19/11-2018
