Teenageproblemer a la carte
2.0
Murali K. Thalluris debutfilm ”2:37” er en meget tynd udgave af ”Elephant”, hvor der i stedet for et massedrab er et selvmord, og teenageproblemer nok til at fylde flere sæsoner Beverly Hills 90210.
Filmens titel hentyder til det tidspunkt, hvor en af karaktererne begår selvmord bag en låst dør. Et temmeligt fantasiløst valg af titel. Filmen åbner med, at der opstår panik på en high school, da blodet løber ud under døren. Thalluri skruer tiden tilbage til morgenen samme dag, hvor vi følger seks teenagere fra skolen, der alle kunne være selvmorderen. Thalluri gør i hvert fald alt, hvad han kan for, at give dem grund til det.
'Spoilers i næste afsnit'
En af karaktererne er en bøsse, som ryger alt for meget hash. Han har en hård attitude, men han er i virkeligheden ulykkeligt forelsket er en sportsidiot, men sportsidioten tør ikke komme ud af skabet. Han har en overfladisk pigekæreste, der lider af spiseforstyrrelser. Hun er jaloux på en pige, der viser sig at være gravid med sin brors barn efter en voldtægt. Broren er en stræber, der er under pres fra sin krævende og perfektionistiske far. Alle mobber en outsider fra England, der fra tid til anden ufrivilligt tisser i bukserne på grund af et ekstra urinrør.
'Spoilers slut'
Alle high school-stereotyper og teenage-problemer som man kan forestille sig serverer Thalluri i "2:37". Han og karaktererne insisterer hele tiden på high schoolen som en jungle uden varme, uden venlighed, uden omsorg. Al humor i denne film er ondsindet og blot et redskab til at opretholde et hierarki.
Thalluri fortæller om disse teenagere i en stil, der i nærmest absurd grad ligner Gus van Sants i ”Elephant”. Han filmer blade på træerne, mens der spilles klassisk musik. Vi ser samme scene fra flere synsvinkler. Vi ser det blodige selvmord i smertefulde detaljer.
Jeg er ikke i tvivl om, at lignende begivenheder og teenageproblemer finder sted på high schools i Australien. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at disse problemer og menneskene bag ved dem kunne skildres mere dybdegående og mindre overfladisk. Enkelte karakterer virker nærmest direkte som selvparodier, og i de voldsomme scener (og i mange af 'aha'-afsløringerne) i filmen går Thalluri udelukkende efter at chokere.
Thalluri har uden tvivl noget på hjerte, men i ”2:37” formår han ikke at formidle det på en overbevisende eller tankevækkende facon.
Filmens titel hentyder til det tidspunkt, hvor en af karaktererne begår selvmord bag en låst dør. Et temmeligt fantasiløst valg af titel. Filmen åbner med, at der opstår panik på en high school, da blodet løber ud under døren. Thalluri skruer tiden tilbage til morgenen samme dag, hvor vi følger seks teenagere fra skolen, der alle kunne være selvmorderen. Thalluri gør i hvert fald alt, hvad han kan for, at give dem grund til det.
'Spoilers i næste afsnit'
En af karaktererne er en bøsse, som ryger alt for meget hash. Han har en hård attitude, men han er i virkeligheden ulykkeligt forelsket er en sportsidiot, men sportsidioten tør ikke komme ud af skabet. Han har en overfladisk pigekæreste, der lider af spiseforstyrrelser. Hun er jaloux på en pige, der viser sig at være gravid med sin brors barn efter en voldtægt. Broren er en stræber, der er under pres fra sin krævende og perfektionistiske far. Alle mobber en outsider fra England, der fra tid til anden ufrivilligt tisser i bukserne på grund af et ekstra urinrør.
'Spoilers slut'
Alle high school-stereotyper og teenage-problemer som man kan forestille sig serverer Thalluri i "2:37". Han og karaktererne insisterer hele tiden på high schoolen som en jungle uden varme, uden venlighed, uden omsorg. Al humor i denne film er ondsindet og blot et redskab til at opretholde et hierarki.
Thalluri fortæller om disse teenagere i en stil, der i nærmest absurd grad ligner Gus van Sants i ”Elephant”. Han filmer blade på træerne, mens der spilles klassisk musik. Vi ser samme scene fra flere synsvinkler. Vi ser det blodige selvmord i smertefulde detaljer.
Jeg er ikke i tvivl om, at lignende begivenheder og teenageproblemer finder sted på high schools i Australien. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at disse problemer og menneskene bag ved dem kunne skildres mere dybdegående og mindre overfladisk. Enkelte karakterer virker nærmest direkte som selvparodier, og i de voldsomme scener (og i mange af 'aha'-afsløringerne) i filmen går Thalluri udelukkende efter at chokere.
Thalluri har uden tvivl noget på hjerte, men i ”2:37” formår han ikke at formidle det på en overbevisende eller tankevækkende facon.
22/05-2007
