This Is This!
6.0
The Deer Hunter var den første Vietnam film der ikke havde en patriotisk tilgang til emnet og delte (dengang i hvert fald) sit publikum i to lejre.
Det var med stor forbløffelse, da jeg så at Biocity Aalborg havde et Deer Hunter arrangement med foredrag, og da jeg aldrig har set denne skamroste film, løste jeg billet uden tøven.
Vores foredragsholder var krigskorrespondent for Danmarks Radio under Vietnam og havde et kort, men absolut fyldestgørende, foredrag før filmen, det der virkelig slog mig var hans sidste sætning inden filmen begyndte, jeg citerer:
"Jeg interviewede engang en vietnam-veteran ved navn Bruce Hardy, de sagde som en sidste bemærkning: "Du må prøve at forstå, det er altså sjovere at køre kampvogn end mælkebil". Et godt eksempel på hvordan nogle af disse veteraner ikke kan kapere den verden de kommer tilbage til.
Nå til filmen: Den omhandler de tre stålarbejdere der bliver sendt til Vietnam og kommer hjem med mere end et par ar på kroppen og sjælen.
Michael Cimono giver sig fantastisk god tid til at introducere vores nøglefigurer: Michael (De Niro), Stevie (Savage) og Nick (Walken) nogle vil måske sige for meget tid, men den udnyttes optimalt så vi kommer under huden på dem, så godt at, vi føler 100% med dem når det tragiske indtræffer.
Deer Hunter er måske en af de mest billedsmukke film jeg har set på det store lærred og ved hjælp af den storslåede og nærmest helt hypnotiserende messende musik når Michael på en klippe og vil skyde en hjort opnår filmen en nærmest poetisk æstetistik, kæft det er en fed optagelse for at sige det rent ud.
Anderledes er det når vi bliver kastet ud i Vietnams jungle i velnok en af filmhistoriens bedste (eller værste, afængig af smag) cuts. Personligt mener jeg absolut ikke vi behøver nogen optakt til at vores tre venner skal til Vietnam, for det pludselige klip må være som soldaterne tænker: "Hvad sker der her" følelsen. For et sekund siden var man samlet i venners lag og nu lægger man i en bunke lig i den vietnamnesiske jungle, ren filmkunst hvis man spørger mig.
Hele anden akt er et stort ubehageligt scenarie, da vores venner bliver taget til fange og sat til at spille russisk roulette for VC-soldaternes underholdnings skyld. Aldrig har jeg følt mig så ilde til mode under en film, det sætter sig simpelthen på nethinden og er umulig at slippe af med igen.
Tredje akt er det sørgelige hvor det er tid for Michael at vende hjem til et supriseparty han simpelthen ikke forstår, han er kommet ud af trit med den verden han engang kendte, han forstår ikke hvad der er at fejre, og må sande at intet nogensinde vil blive som før og rejser tilbage til Saigon, hvor han gør en frygtelig opdagelse, der munder ud i en af de mest sørgelige sekvenser i nyere amerikansk filmhistorie.
Skuespillet er hundrede procent troværdigt hele vejen rundt. Robert De Niro er fantstisk, det samme er John Savage og John Cazale (der desværre døde, da optagelserne var færdige). Men Christopher Walken er fuldstændig mesterlig som Nick. Hans præstation kan ikke beskrives med ord!
Deer Hunter levede ifølge mig helt op til klassikerstatus og fortjener mange, mange gensyn og mon ikke den snart kommer til at stå i samlingen? 6 stjerner til samtlige involverede i dette mesterstykke af en antikrigsfilm.
Det var med stor forbløffelse, da jeg så at Biocity Aalborg havde et Deer Hunter arrangement med foredrag, og da jeg aldrig har set denne skamroste film, løste jeg billet uden tøven.
Vores foredragsholder var krigskorrespondent for Danmarks Radio under Vietnam og havde et kort, men absolut fyldestgørende, foredrag før filmen, det der virkelig slog mig var hans sidste sætning inden filmen begyndte, jeg citerer:
"Jeg interviewede engang en vietnam-veteran ved navn Bruce Hardy, de sagde som en sidste bemærkning: "Du må prøve at forstå, det er altså sjovere at køre kampvogn end mælkebil". Et godt eksempel på hvordan nogle af disse veteraner ikke kan kapere den verden de kommer tilbage til.
Nå til filmen: Den omhandler de tre stålarbejdere der bliver sendt til Vietnam og kommer hjem med mere end et par ar på kroppen og sjælen.
Michael Cimono giver sig fantastisk god tid til at introducere vores nøglefigurer: Michael (De Niro), Stevie (Savage) og Nick (Walken) nogle vil måske sige for meget tid, men den udnyttes optimalt så vi kommer under huden på dem, så godt at, vi føler 100% med dem når det tragiske indtræffer.
Deer Hunter er måske en af de mest billedsmukke film jeg har set på det store lærred og ved hjælp af den storslåede og nærmest helt hypnotiserende messende musik når Michael på en klippe og vil skyde en hjort opnår filmen en nærmest poetisk æstetistik, kæft det er en fed optagelse for at sige det rent ud.
Anderledes er det når vi bliver kastet ud i Vietnams jungle i velnok en af filmhistoriens bedste (eller værste, afængig af smag) cuts. Personligt mener jeg absolut ikke vi behøver nogen optakt til at vores tre venner skal til Vietnam, for det pludselige klip må være som soldaterne tænker: "Hvad sker der her" følelsen. For et sekund siden var man samlet i venners lag og nu lægger man i en bunke lig i den vietnamnesiske jungle, ren filmkunst hvis man spørger mig.
Hele anden akt er et stort ubehageligt scenarie, da vores venner bliver taget til fange og sat til at spille russisk roulette for VC-soldaternes underholdnings skyld. Aldrig har jeg følt mig så ilde til mode under en film, det sætter sig simpelthen på nethinden og er umulig at slippe af med igen.
Tredje akt er det sørgelige hvor det er tid for Michael at vende hjem til et supriseparty han simpelthen ikke forstår, han er kommet ud af trit med den verden han engang kendte, han forstår ikke hvad der er at fejre, og må sande at intet nogensinde vil blive som før og rejser tilbage til Saigon, hvor han gør en frygtelig opdagelse, der munder ud i en af de mest sørgelige sekvenser i nyere amerikansk filmhistorie.
Skuespillet er hundrede procent troværdigt hele vejen rundt. Robert De Niro er fantstisk, det samme er John Savage og John Cazale (der desværre døde, da optagelserne var færdige). Men Christopher Walken er fuldstændig mesterlig som Nick. Hans præstation kan ikke beskrives med ord!
Deer Hunter levede ifølge mig helt op til klassikerstatus og fortjener mange, mange gensyn og mon ikke den snart kommer til at stå i samlingen? 6 stjerner til samtlige involverede i dette mesterstykke af en antikrigsfilm.
22/05-2007
