Oprør i rampelyset
4.0
(Mindre spoiler forude)
George Clooneys ’Good Night And Good Luck’ er filmatiseringen af en håndfuld journalisters frigørende oprør i 50’erne mod datidens senator Joseph McCarthys absurde kommunistforfølgelse. Ved dette oprør bryder journalisterne ikke bare et ellers uigennemtrængeligt tabu - de udstiller til med dem selv for alverdens potentielle kritik og deres egne - ligeså potentielle - personlige og økonomiske konkurs. Dog slipper de forholdsvis godt fra deres oprørsaktioner, der lynhurtigt tiljubles af majoriteten i den amerikanske befolkning.
(Spoilers slut)
I kraft af sine sort-hvide og stilistisk fotograferede billeder, der tilsættes en pæreamerikansk jazz-musik, er ’Good Night And Good Luck’ visuelt en sand fornøjelse. Ikke mindst på grund af billedernes dagklare relation til 50’ernes USA og i særdeleshed årtiets tv-medie, da Clooney hædrer dette i ethvert billede, der figurerer i filmens journalistiske univers. Og hvad er mere passende end akkurat at hylde disse journalistiske krigere og deres oprør? Ikke meget, da de må siges at være store personligheder, stopfyldt med en små-naiv selvtillid, der virkefuldt lyste op i det indrammede amerikanske 50’er-samfund.
’Good Night, and Good Luck’ udfolder sig på beskedne 93 minutter – en spilletid, der sagtens kunne have været forlænget, da kun en lille andel af skildringen har til formål at demonstrere, de vanskelige refleksioner, som de trodsige journalister rumsterede med, inden de begyndte deres formålsrettede oprør. En mere helhjertet skildring af journalisternes tilstand på dette stadie – og derved en udvidelse af filmen - kunne have tilført ’Good Night, and Good Luck’ den sidste finesse, der indiskutabelt ville have gjort underværker, hvad angår filmens helhed.
’Good Night, and Good Luck’ er uden tvivl en højst seværdig og ganske spændende film om en håndfuld journalisters brudforsøg på politikernes medierammer. Filmen er krydret med Robert Elswits elegant fotograferede billeder, eminente præstationer fra det imponerende skuespillerensemble og en tilsat jazzmusik, der brillant karakteriserer USA og dens elegiske periode i 50’erne. Dog lider ’Good Night, and Good Luck’ under en for kort spilletid, der mere præciseret forårsager, at ikke alle fundamentale følelser og tanker fra den skildrede begivenhed bliver serveret. Derfor må Clooneys film tage sig til takke med at være en fornem film, der desværre overskygges en smule af den begivenhed, som den skildrer.
George Clooneys ’Good Night And Good Luck’ er filmatiseringen af en håndfuld journalisters frigørende oprør i 50’erne mod datidens senator Joseph McCarthys absurde kommunistforfølgelse. Ved dette oprør bryder journalisterne ikke bare et ellers uigennemtrængeligt tabu - de udstiller til med dem selv for alverdens potentielle kritik og deres egne - ligeså potentielle - personlige og økonomiske konkurs. Dog slipper de forholdsvis godt fra deres oprørsaktioner, der lynhurtigt tiljubles af majoriteten i den amerikanske befolkning.
(Spoilers slut)
I kraft af sine sort-hvide og stilistisk fotograferede billeder, der tilsættes en pæreamerikansk jazz-musik, er ’Good Night And Good Luck’ visuelt en sand fornøjelse. Ikke mindst på grund af billedernes dagklare relation til 50’ernes USA og i særdeleshed årtiets tv-medie, da Clooney hædrer dette i ethvert billede, der figurerer i filmens journalistiske univers. Og hvad er mere passende end akkurat at hylde disse journalistiske krigere og deres oprør? Ikke meget, da de må siges at være store personligheder, stopfyldt med en små-naiv selvtillid, der virkefuldt lyste op i det indrammede amerikanske 50’er-samfund.
’Good Night, and Good Luck’ udfolder sig på beskedne 93 minutter – en spilletid, der sagtens kunne have været forlænget, da kun en lille andel af skildringen har til formål at demonstrere, de vanskelige refleksioner, som de trodsige journalister rumsterede med, inden de begyndte deres formålsrettede oprør. En mere helhjertet skildring af journalisternes tilstand på dette stadie – og derved en udvidelse af filmen - kunne have tilført ’Good Night, and Good Luck’ den sidste finesse, der indiskutabelt ville have gjort underværker, hvad angår filmens helhed.
’Good Night, and Good Luck’ er uden tvivl en højst seværdig og ganske spændende film om en håndfuld journalisters brudforsøg på politikernes medierammer. Filmen er krydret med Robert Elswits elegant fotograferede billeder, eminente præstationer fra det imponerende skuespillerensemble og en tilsat jazzmusik, der brillant karakteriserer USA og dens elegiske periode i 50’erne. Dog lider ’Good Night, and Good Luck’ under en for kort spilletid, der mere præciseret forårsager, at ikke alle fundamentale følelser og tanker fra den skildrede begivenhed bliver serveret. Derfor må Clooneys film tage sig til takke med at være en fornem film, der desværre overskygges en smule af den begivenhed, som den skildrer.
22/05-2007
