Freudiansk Gyser
5.0
Jeg havde hørt en del blandende meninger om Mary Reilly, og da den kom i fjernsynet benyttede jeg mig af chancen for at selv at bedømme den. Jeg skal ikke udtale mig om dens kvaliteter som filmatisering, men som film er den vidunderlig. En fantastisk dyster gyserfabel.
Fortællingen bygger på Valerie Martins bog om den klassiske fortælling Dr. Jekyll og Mr. Hyde set fra øjnene af hans kammerpige Mary Reilly. Mary Reilly er en skrøbelig kvinde, underkuet af minderne fra en barndom af mishandling og fattigdom. Hun betages af den venlige videnskabsmand Dr. Jekyll, der viser interesse og omsorg for hende. Samtidig drages hun af Dr. Jekylls mystiske assistent, den driftsstyrrede Mr. Hyde, der er hendes arbejdsgivers totale modstykke. Mens rygterne om Mr. Hydes eskapader strømmer igennem byen, begynder Mary at se en frygtelig sammenhæng mellem de to mænds gøren og laden.
Fotograferingen og kulisserne i denne film er intet mindre end pragtfulde. London bliver portræteret som den uden tvivl har været den gang, beskidt og ulækker og dækket i industrialiseringens permanente tåge. Næsten alle kulisserne er frygtelige, Dr. Jekylls laboratorie er som en rædslens labyrint, og turene gennem London er som et forædervelsens menageri. Overalt vidner omgivelserne om den fysiske og åndelige forarmelse. Man gyser simpelthen ved tanken om at have levet dengang. Hvert eneste billede er en smule grynet og tåget, meget symbolsk når man tænker på Dr. Jekylls sindstilstand.
Filmen er velcastet. Julia Roberts har formået i overraskende grad at skrue ned for Hollywood glamouren, hun er smuk, men på den samme måde gør hendes skrøbelige psyke hende også grim. Hendes krop bevæger sig klodset og hun virker til hele tiden at forvente et slag. Man mærker næsten Mary Reillys ubehag ved at være i sin egen krop. Hun er fanget og vrider sig som en orm på en krog. Jeg vil dog ikke sige at hende præstation er fejlfri, der er noget spidsfindigt ved hendes portrætering jeg ikke bryder mig om, men ikke kan sætte fingeren på. Desuden kikser hendes forsøg på en irsk accent fuldstændig, men man lægger heldigvis ikke ret meget mærke til det.
John Malkovich er intet mindre end skrækindjagende god. I rollen som Dr. Jekyll er han tilpas skrøbelig og mild, men man ser hele tiden antydningen af galskab i hans blik. Bedst er han dog i rollen som Edward Hyde som han spiller med en elektrisk mani, den konstante understrøm af vold omkring ham, og hans spottende seksuelle hentydninger og brutale manerer. En mand fuldstændig i sine drifters vold.
Castingen af Michael Gambon som Mary Reillys monstrøse far, og Glenn Close som den pengegriske bordelmutter Mrs. Farraday skal dog også nævnes. Det er begrænsede roller, men skuespillerne brillierer på fornemmeste vis.
Havde Freud set denne film havde han nok siddet og gnægget i skægget. Dr. Jekyll og Mr. Hyde er for mig at se historien om en mand som bliver splittet mellem de dyriske drifter og de moralske værdier, id’et og overjeg’et. Vi har også et Elektra faderkompleks af rang i historien i Marys ømme forhold til Dr. Jekyll og det forholdet til Hyde der oser af både sex og vold.
Er man til de udpenslede gyserfilm ala Saw, som jeg finder usmalig, skal man holde sig langt væk. Er man derimod mere til den psykologiske gyser der får uhyggen til at snige sig op af rygradden på en, så er Mary Reilly helt klart en film der kan anbefales.
Stephen Frears har her skabt en spændingssitrende gyserhistorie over den klassiske Dr. Jekyll og Mr. Hyde, og beviser endnu en gang at han er allerbedst når han beskæftiger sig med menneskets moralske forfald.
Fortællingen bygger på Valerie Martins bog om den klassiske fortælling Dr. Jekyll og Mr. Hyde set fra øjnene af hans kammerpige Mary Reilly. Mary Reilly er en skrøbelig kvinde, underkuet af minderne fra en barndom af mishandling og fattigdom. Hun betages af den venlige videnskabsmand Dr. Jekyll, der viser interesse og omsorg for hende. Samtidig drages hun af Dr. Jekylls mystiske assistent, den driftsstyrrede Mr. Hyde, der er hendes arbejdsgivers totale modstykke. Mens rygterne om Mr. Hydes eskapader strømmer igennem byen, begynder Mary at se en frygtelig sammenhæng mellem de to mænds gøren og laden.
Fotograferingen og kulisserne i denne film er intet mindre end pragtfulde. London bliver portræteret som den uden tvivl har været den gang, beskidt og ulækker og dækket i industrialiseringens permanente tåge. Næsten alle kulisserne er frygtelige, Dr. Jekylls laboratorie er som en rædslens labyrint, og turene gennem London er som et forædervelsens menageri. Overalt vidner omgivelserne om den fysiske og åndelige forarmelse. Man gyser simpelthen ved tanken om at have levet dengang. Hvert eneste billede er en smule grynet og tåget, meget symbolsk når man tænker på Dr. Jekylls sindstilstand.
Filmen er velcastet. Julia Roberts har formået i overraskende grad at skrue ned for Hollywood glamouren, hun er smuk, men på den samme måde gør hendes skrøbelige psyke hende også grim. Hendes krop bevæger sig klodset og hun virker til hele tiden at forvente et slag. Man mærker næsten Mary Reillys ubehag ved at være i sin egen krop. Hun er fanget og vrider sig som en orm på en krog. Jeg vil dog ikke sige at hende præstation er fejlfri, der er noget spidsfindigt ved hendes portrætering jeg ikke bryder mig om, men ikke kan sætte fingeren på. Desuden kikser hendes forsøg på en irsk accent fuldstændig, men man lægger heldigvis ikke ret meget mærke til det.
John Malkovich er intet mindre end skrækindjagende god. I rollen som Dr. Jekyll er han tilpas skrøbelig og mild, men man ser hele tiden antydningen af galskab i hans blik. Bedst er han dog i rollen som Edward Hyde som han spiller med en elektrisk mani, den konstante understrøm af vold omkring ham, og hans spottende seksuelle hentydninger og brutale manerer. En mand fuldstændig i sine drifters vold.
Castingen af Michael Gambon som Mary Reillys monstrøse far, og Glenn Close som den pengegriske bordelmutter Mrs. Farraday skal dog også nævnes. Det er begrænsede roller, men skuespillerne brillierer på fornemmeste vis.
Havde Freud set denne film havde han nok siddet og gnægget i skægget. Dr. Jekyll og Mr. Hyde er for mig at se historien om en mand som bliver splittet mellem de dyriske drifter og de moralske værdier, id’et og overjeg’et. Vi har også et Elektra faderkompleks af rang i historien i Marys ømme forhold til Dr. Jekyll og det forholdet til Hyde der oser af både sex og vold.
Er man til de udpenslede gyserfilm ala Saw, som jeg finder usmalig, skal man holde sig langt væk. Er man derimod mere til den psykologiske gyser der får uhyggen til at snige sig op af rygradden på en, så er Mary Reilly helt klart en film der kan anbefales.
Stephen Frears har her skabt en spændingssitrende gyserhistorie over den klassiske Dr. Jekyll og Mr. Hyde, og beviser endnu en gang at han er allerbedst når han beskæftiger sig med menneskets moralske forfald.
24/05-2007
