Romantisk syretrip

4.0
Fatih Akin, der kendes bedst som instruktøren bag "Mod Muren", gik nogle år forinden Tom Tykwer lidt i bedene (især mht. visuel fortællestil) med denne fantasifulde romantiske roadmovie om en ung tysk matematiklærer (Moritz Bleibtreu, bl.a. kendt fra "Das Experiment"), der efter en hurtig erkendelse af sin monotone tilværelse, besættes af et spådomsønske om, at han vil finde kærligheden hos bæreren af et specielt soltegn.

I virkeligheden er det tænkt som et primitivt scoretrick fra en jævnaldrende hippiekvinde (Christiane Paul), men hun må snart sande, at hendes lille spøg slet ikke virker, som hun troede. I stedet kaster læreren kærligheden på en tyrkisk pige (der tilfældigvis bærer et soltegn), og da han erfarer, at hun dagen efter er rejst hjem, beslutter han sig for at køre den lange vej til Istanbul for at møde hende igen.

Desperat lader hippiepigen sig samle op af ham som blaffer i et forsøg på at få ham til at fatte interesse for sig. De skilles og mødes igen flere gange undervejs på den lange tur, der både forløber på flodpramme på Donau og i stjålne skrotbiler.

Den symbolske kontrast til hans jagede solkvinde, møder han en aften i form af en "månepige" det sydlige Ungarn, hvor han forføres af en nærmest vanvittig (månesyg) serbisk sigøjnertøs (Branka Katic), som ribber ham for alle hans ejendele men efterfølgende hjælper ham med at stikke af fra politiet.

Herefter følger kvalerne med at krydse den rumænske grænse uden pas og en endnu mere dramatisk vej ned gennem Rumænien og Bulgarien til Istanbul. Komikken er i top, da matematiklæreren sætter sig ned og forsøger at beregne, hvor hurtigt han skal køre sin bil ud på en bådsrampe for at over dét, han TROR er Donaufloden, og dermed grænsen til Bulgarien(!)

Akin har skabt et meget romantisk men både original og især visuelt indtagende eventyr, der afspejler en stor fascination af "Europas bøhland". Underholdningsniveauet er i top, og de symbolske referencer er utvivlsomt mange.
Det er let og charmerende men alligevel mindeværdigt. Afgjort en film med en meget bred appel.
I Juli