Spinning USA

4.0
Bidsk satire over spin og den amerikanske tobaksindustri. Hovedpersonen er Big Tobaccos primære talsmand i medierne, smukt spillet af Aaron Eckhart, som med et glat smil og sleben argumentationsteknik demonstrerer, hvad mediehåndtering går ud på.

Filmen tager virkelighedens lobbyarbejde og mediespin og kører det så langt ud, at alle absurditeterne bliver synlige. Det giver nogle virkelig morsomme scener, men til gengæld undergraver det måske også filmens egne intentioner en smule. Jeg synes, den kører nogle ting for langt ud og dermed mister det satiriske bid. Rob Lowes karakter, for eksempel - eller den måde, hovedpersonen bliver afsløret på. Med lidt mindre anglen efter nemme grin ville det have virket stærkere. Samtidig var jeg træt af den del af historien, der handler om hovedpersonens familie - det virker lidt tyndt, at hans søn skal blandes ind i det, for at han kan trække en samvittighed frem.

Til gengæld er det en stor styrke ved filmen, at den udstiller begge parters spin. Ikke bare tobaksindustrien, som jo er nem at sparke - men også de politikere, som slår sig op på at stoppe Big Tobacco. Der skydes med skarpt i mange retninger i en film med mange fine scener og gode navne i stærke biroller - eksempelvis William H. Macy, Robert Duvall og Maria Bello.

"Thank You for Smoking" er underholdende, indsigtsfuld, sine steder hylende morsom - men også ujævn, lettere ufokuseret og ikke helt så skarp, som den kunne have været. "Wag the Dog" er stadig den klart skarpeste film om spin, jeg har set.
Thank You for Smoking