Blændende
6.0
Den første film-dramatisering af 9/11 blev på forhånd mødt med megen kritik i USA, hvor mange syntes, at det stadig var for tæt på. Jeg var da også spændt på, hvor meget sentimentalitet og viften med det amerikanske flag jeg gik ind til. Men de bange anelser kunne jeg godt have sparet mig, for "United 93" er en utroligt sober og afdæmpet film, som overhovedet ikke har brug for lir og filmtricks for at være gribende og hjerteknusende.
Forfatter-instruktør Paul Greengrass viser nemlig blot, hvad der skete den dag. Her er ikke noget om historikken og årsagerne til terrorismen, ikke noget om Afghanistan og Irak, hverken for eller imod Bush og 'krigen mod terror'. Vi følger blot flyvelederne, terroristerne og de dødsdømte passagerer på UA93 i næsten-realtid.
Ét af filmens afgørende øjeblikke er dér, hvor man ser flyvelederne stå og stirre tomt på skærmen, der viser det andet fly ramme World Trade Center. Det bragte mig tilbage til 2001, for jeg genoplevede følelsen af at stå foran en tv-skærm og have svært ved at fatte, at nogen kunne finde på at tage et fly fyldt med passagerer og flyve det ind i ting. Derfra bliver det kun værre, når man oplever, hvordan det går op for passagererne på UA93, at de er med på en selvmordsmission. Der er ingen, der ved, præcis hvad der skete om bord på flyet - men Greengrass' iscenesættelse af mennesker, der beslutter sig for at kæmpe for den lille chance for at genvinde kontrollen over flyet, virker vildt realistisk. Og det er dybt rørende, når man hører dem sige farvel til deres elskede over fly- og mobiltelefoner. "United 93" går lige i maven og hjertet og hovedet på én gang. Jeg har sjældent følt mig så følelsesmæssigt gennemtæsket, efter jeg kom ud af biografen.
Greengrass har gjort en masse helt rigtige ting i den her film. Han er startet med at researche alt ned til mindste detalje - helt ned til, hvilket tøj passagererne havde på, hvilke bøger eller blade de havde med at læse osv. Han har brugt mindre håndholdte kameraer for at få den realistiske fornemmelse. Og han har gjort et helt genialt træk ved i udstrakt grad at lade de virkelige flyveledere (både civile og militære) fra 9/11 spille sig selv. Det gør scenerne fra kontrolcentrene enormt realistiske med den rigtige jargon og den rigtige måde at reagere på, der viser nogle stærkt professionelle mennesker, som med et mangelfuldt beredskab forsøger at håndtere en fjende, der den dag lavede et fuldstændig vildt paradigmeskift. Filmens største helteskikkelse er i virkeligheden Ben Sliney, som spiller sig selv - han var manden, der havde første arbejdsdag som leder af den amerikanske luftfartsstyrelses nationale kontrolcenter den 11. september 2001. Samtidig er der naturligvis masser af heroisme blandt passagererne på UA93, men her er én af filmens store styrker igen, at vi nærmest ikke får sat navn på nogen af dem. De er mennesker, som aldrig har set hinanden eller talt sammen, før de begynder at diskutere, hvordan de kan storme cockpittet.
Se "United 93" for at blive mindet om, hvor meget verden ændrede sig den 11. september 2001, og for dens smukt detaljerede skildring af mennesker, der gør alt, hvad de kan, for at forhindre katastrofen - både på jorden og om bord på UA93. Det er et blændende dokudrama og én af de absolut bedste film fra 2006.
Forfatter-instruktør Paul Greengrass viser nemlig blot, hvad der skete den dag. Her er ikke noget om historikken og årsagerne til terrorismen, ikke noget om Afghanistan og Irak, hverken for eller imod Bush og 'krigen mod terror'. Vi følger blot flyvelederne, terroristerne og de dødsdømte passagerer på UA93 i næsten-realtid.
Ét af filmens afgørende øjeblikke er dér, hvor man ser flyvelederne stå og stirre tomt på skærmen, der viser det andet fly ramme World Trade Center. Det bragte mig tilbage til 2001, for jeg genoplevede følelsen af at stå foran en tv-skærm og have svært ved at fatte, at nogen kunne finde på at tage et fly fyldt med passagerer og flyve det ind i ting. Derfra bliver det kun værre, når man oplever, hvordan det går op for passagererne på UA93, at de er med på en selvmordsmission. Der er ingen, der ved, præcis hvad der skete om bord på flyet - men Greengrass' iscenesættelse af mennesker, der beslutter sig for at kæmpe for den lille chance for at genvinde kontrollen over flyet, virker vildt realistisk. Og det er dybt rørende, når man hører dem sige farvel til deres elskede over fly- og mobiltelefoner. "United 93" går lige i maven og hjertet og hovedet på én gang. Jeg har sjældent følt mig så følelsesmæssigt gennemtæsket, efter jeg kom ud af biografen.
Greengrass har gjort en masse helt rigtige ting i den her film. Han er startet med at researche alt ned til mindste detalje - helt ned til, hvilket tøj passagererne havde på, hvilke bøger eller blade de havde med at læse osv. Han har brugt mindre håndholdte kameraer for at få den realistiske fornemmelse. Og han har gjort et helt genialt træk ved i udstrakt grad at lade de virkelige flyveledere (både civile og militære) fra 9/11 spille sig selv. Det gør scenerne fra kontrolcentrene enormt realistiske med den rigtige jargon og den rigtige måde at reagere på, der viser nogle stærkt professionelle mennesker, som med et mangelfuldt beredskab forsøger at håndtere en fjende, der den dag lavede et fuldstændig vildt paradigmeskift. Filmens største helteskikkelse er i virkeligheden Ben Sliney, som spiller sig selv - han var manden, der havde første arbejdsdag som leder af den amerikanske luftfartsstyrelses nationale kontrolcenter den 11. september 2001. Samtidig er der naturligvis masser af heroisme blandt passagererne på UA93, men her er én af filmens store styrker igen, at vi nærmest ikke får sat navn på nogen af dem. De er mennesker, som aldrig har set hinanden eller talt sammen, før de begynder at diskutere, hvordan de kan storme cockpittet.
Se "United 93" for at blive mindet om, hvor meget verden ændrede sig den 11. september 2001, og for dens smukt detaljerede skildring af mennesker, der gør alt, hvad de kan, for at forhindre katastrofen - både på jorden og om bord på UA93. Det er et blændende dokudrama og én af de absolut bedste film fra 2006.
25/05-2007
