Frelseren er tilbage

4.0
Det er sgu da Jesus! Men hvorfor har han sådan en fjollet rød kappe på?

Singer giver den hele armen med paralleller til Kristus - man skulle tro, Mel Gibson havde været blandet ind i projektet. :-) Det er selvfølgelig ingen nyhed, at Superman er en frelserfigur, men i denne version var det ligesom det, jeg mest sad tilbage med, uden at det i øvrigt blev brugt til noget dybere. "The world needs a savior". Jamen, godt så.

Det er en superflot film - gode effekter og fine billeder i en douchet, næsten Technicolor-agtig tone, som er med til at give "Superman Returns" et stærkt romantisk, 50'er-agtigt præg. Brandon Routh gør det rigtig godt i hovedrollen med alle dens begrænsninger, Kate Bosworth er o.k. som Lois Lane, og Spacey er en fin Lex Luthor.

Men historien er ret tynd - især den romantiske del med Superman og Lois er svag. Det bliver aldrig rigtig spændende og heller aldrig rigtig farligt, så jeg nøjedes med at nyde den lækre produktion og lade den forudsigelige, men dog aldrig helt kedelige handling glide stille forbi.

Jeg gik ud af biografen med en klar fornemmelse af uudnyttet potentiale. Det bliver spændende at se, hvor den næste film går hen. Indtil da er Richard Lesters "Superman II" stadig den bedste Superman-film i min bog.
Superman Returns