Politiske kineserier
1.0
"Den Blå Drage" er en kold og ikke videre engagerende film om de politiske omvæltninger i Kina i 1950'erne og 60'erne.
"Den Blå Drage"s handling tager sit udgangspunkt i drengen Tietous tilbageblik på sin noget omtumlede barndom, og gennem hans øjne følger man familiens problemer med at indordne sig under det strenge kommunistiske styre. Tietous forældre Lin Shaolong og Chen Shujuan bliver gift og flytter ind i en mindre ejendom i Beijing. Problemerne opstår da faderen Lin Shaolong uforvarent kommer til at udtale sig kritisk om det kommunistiske styre. Arbejdskammeraten Li Guodong presses til at angive ham og han sendes på arbejdslejer for at blive renset for sine "urene tanker". Moderen Chen Shujuan må da, med hjælp fra familien, opdrage Tietou, samtidig med at Maos klamme hånd lægges på det magtesløse folk. Bedre bliver det ikke da faderen dør ved en ulykke i arbejdslejren. Den samvittighedsplagede Li Guodong prøver at gøre sin skade god igen ved at tage sig af den amputerede familie. Han forelsker sig i Chen Shujuan og de gifter sig. Men ingen lykke varer åbenbart evigt når folket undertrykkes, så Li Guodong dør af en pådraget leversygdom. Men Chen Shujuan er ukuelig og hun gifter sig for tredie gang, med det velstående partimedlem Wu Leisheng, som Tietou dog ikke er videre begejstret for. Da kulturrevolutionen kommer i 1966 strander også dette ægteskab. For at spare Chen Shujuan for ydmygelse, vil Wu Leisheng lade sig skille fra hende, men da den røde garde kommer for at hente Wu Leisheng tager de moderen med i købet og hun ender i arbejdslejer.
Her slutter så, lidt abrupt, historien om Tietou og hans plagede barndom. Og hvad kan vi så lære af det? Ikke noget som vi ikke godt viste i forvejen, og det er måske her filmens problem i virkeligheden ligger begravet. Den trasker rundt i nogle historiske/politiske temaer, der har været med til at præge mange af fordommene om kinesisk film. Det er der for så vidt heller ikke noget fortænkt i, men filmen er sine værste steder så demonstrativt politisk, at hver anden sætning indeholder en eller anden form for politisk slagord og det bliver ærlig talt noget anstrengende i længden.
Manglende engagement
I hele denne politisk fabulerende suppe, fortaber det vedkommende og personlige sig, og det til trods for at det tydeligvis er dén indgangsvinkel instruktøren Tian Zhuangzhuang, har villet give sit stof. Hvis man skal have en jordisk chance for at sætte sig ind i filmens politiske problematik, må det være et must, at der er en eller flere personer man kan identificere sig med, og her lader filmen tilskueren noget i stikken. Det er tydeligt at ens sympati skal ligges hos moderen, spillet af Lu Liping. Men der er noget underligt uengagerende og ladt over hende, der gør det svært at frembringe nogen form for pati for figuren. Hun følger nærmest bare med strømmen og tager reelt set ikke nogen stilling til de ting, der sker omkring hende. Man leder desperat, filmen igennem, efter et fixpunkt, som bare ikke er der, og efterlades derfor med en underlig tomhed og ligegyldighed overfor de ting som filmen har på hjertet.
Kinesisk film har udviklet sig meget gennem de sidste år og har vist at der bestemt eksisterer en talentmasse det er værd at hæfte sig ved. Men der dukker altså stadig et par brodne kar op, som tror at bare det politiske budskab er korrekt, så er man home-free, men den går sgu ikke Grandberg.
"Den Blå Drage"s handling tager sit udgangspunkt i drengen Tietous tilbageblik på sin noget omtumlede barndom, og gennem hans øjne følger man familiens problemer med at indordne sig under det strenge kommunistiske styre. Tietous forældre Lin Shaolong og Chen Shujuan bliver gift og flytter ind i en mindre ejendom i Beijing. Problemerne opstår da faderen Lin Shaolong uforvarent kommer til at udtale sig kritisk om det kommunistiske styre. Arbejdskammeraten Li Guodong presses til at angive ham og han sendes på arbejdslejer for at blive renset for sine "urene tanker". Moderen Chen Shujuan må da, med hjælp fra familien, opdrage Tietou, samtidig med at Maos klamme hånd lægges på det magtesløse folk. Bedre bliver det ikke da faderen dør ved en ulykke i arbejdslejren. Den samvittighedsplagede Li Guodong prøver at gøre sin skade god igen ved at tage sig af den amputerede familie. Han forelsker sig i Chen Shujuan og de gifter sig. Men ingen lykke varer åbenbart evigt når folket undertrykkes, så Li Guodong dør af en pådraget leversygdom. Men Chen Shujuan er ukuelig og hun gifter sig for tredie gang, med det velstående partimedlem Wu Leisheng, som Tietou dog ikke er videre begejstret for. Da kulturrevolutionen kommer i 1966 strander også dette ægteskab. For at spare Chen Shujuan for ydmygelse, vil Wu Leisheng lade sig skille fra hende, men da den røde garde kommer for at hente Wu Leisheng tager de moderen med i købet og hun ender i arbejdslejer.
Her slutter så, lidt abrupt, historien om Tietou og hans plagede barndom. Og hvad kan vi så lære af det? Ikke noget som vi ikke godt viste i forvejen, og det er måske her filmens problem i virkeligheden ligger begravet. Den trasker rundt i nogle historiske/politiske temaer, der har været med til at præge mange af fordommene om kinesisk film. Det er der for så vidt heller ikke noget fortænkt i, men filmen er sine værste steder så demonstrativt politisk, at hver anden sætning indeholder en eller anden form for politisk slagord og det bliver ærlig talt noget anstrengende i længden.
Manglende engagement
I hele denne politisk fabulerende suppe, fortaber det vedkommende og personlige sig, og det til trods for at det tydeligvis er dén indgangsvinkel instruktøren Tian Zhuangzhuang, har villet give sit stof. Hvis man skal have en jordisk chance for at sætte sig ind i filmens politiske problematik, må det være et must, at der er en eller flere personer man kan identificere sig med, og her lader filmen tilskueren noget i stikken. Det er tydeligt at ens sympati skal ligges hos moderen, spillet af Lu Liping. Men der er noget underligt uengagerende og ladt over hende, der gør det svært at frembringe nogen form for pati for figuren. Hun følger nærmest bare med strømmen og tager reelt set ikke nogen stilling til de ting, der sker omkring hende. Man leder desperat, filmen igennem, efter et fixpunkt, som bare ikke er der, og efterlades derfor med en underlig tomhed og ligegyldighed overfor de ting som filmen har på hjertet.
Kinesisk film har udviklet sig meget gennem de sidste år og har vist at der bestemt eksisterer en talentmasse det er værd at hæfte sig ved. Men der dukker altså stadig et par brodne kar op, som tror at bare det politiske budskab er korrekt, så er man home-free, men den går sgu ikke Grandberg.
19/11-2018