Den udstødte

4.0
Kevin Bacon har en fremragende hovedrolle som en pædofil, der kommer ud efter en lang fængselsstraf og forsøger at blive et normalt menneske.

"The Woodsman" handler om at konfrontere sine indre dæmoner og samtidig tackle, at man på mange måder er udstødt af samfundet. Den debuterende instruktør Nicole Kassell formidler historien og hovedpersonens indre kamp godt i afdæmpet, gråtonet stil. Filmen balancer flot mellem det humanistiske og det foruroligende. For på den ene side er dens simple budskab, at en pædofil også er et menneske, og at man er nødt til at tro på, at han kan overvinde sine lyster. På den anden side er man på intet tidspunkt sikker på, at hovedpersonen ikke er på vej til at falde i igen.

Bacon er utroligt overbevisende. Han er blevet en supersolid karakterskuespiller - og så passer hans tynde ansigt og stikkende blå øjne bare godt til rollen. Kyra Sedgwick er også rigtig fin som den kvinde, der ser noget godt i ham. I det hele taget er "The Woodsman" en solid lille film, der håndterer et provokerende emne på tankevækkende vis.
The Woodsman